Jørgen Leth: Mogens var en generøs mentor

Jeg ankom til et hotel i Paris. Mogens Rukov havde lige ringet og sagt, at han ville sende sine tanker i en fax til hotellet.

Receptionisten ringede og bad mig komme ned. Det væltede ud med papir fra fax-maskinen. Jeg kunne godt se, at det var et praktisk problem. Lige nøjagtigt, som Mogens Rukov ville elske det.

Var det ikke et eksempel på det, han kaldte ”den naturlige historie”? En tekst, som ikke ville stoppe. Receptionisten havde et papirproblem. Han sagde, der ikke var papir nok. Jeg sagde, at så måtte han lægge en ny stak ind i maskinen.

Ark efter ark kom ud, blev samlet sammen. Jeg begyndte at læse. Det var en ekstremt spændende fortælling om livet og liderligheden. Den foregik i Berlin og i København. Det var årgangs-Rukov.

Jeg tror, der kom mere end 100 sider ud af faxmaskinen. Efter afbrydelse og genstart.

Mogens ville bare fortælle om noget, han havde oplevet. Han ville inspirere mig til nogle scener i en film.

Jeg tænkte, at han gik noget dristigere til værks, end jeg havde forestillet mig. Der var mere eksplicit sex, end jeg havde tænkt mig.

Den naturlige historie
Vi mødtes nogle år tidligere i et hus i Hellerup for at brainstorme om et andet filmprojekt, der skulle handle om leg i forskellige kulturer.

Mogens talte, jeg skrev ned. Sådan var det.

Jeg bad ham i den situation somme tider stoppe op og gentage nogle sætninger, så jeg kunne følge med. Ikke fordi han talte særlig hurtigt, mere fordi jeg syntes, det var så godt, at jeg gerne ville have det helt præcist, ord for ord.

Jeg var vild med hans sprog. Og hans tanker. De førte vidt omkring og alligevel altid ad en direkte vej. Den naturlige historie, også i dokumentarsammenhæng.

Kreative begrænsninger
Endnu en del år tidligere havde vi arbejdet sammen på Filmskolen om at formulere nogle opgaver til eleverne. Det var Henning Camre, som havde hentet litteraten Rukov ind som lærer.

Det viste sig at være en fremragende idé. Han har mere end nogen anden givet generationer af filmtalenter noget tankegods og nogle kreative begrænsninger at bakse med.

Det var et projekt, vi kaldte ”penneprøver”. Vi skrev nogle enkle scener, for eksempel på et hotelværelse med uhyre enkelt inventar: seng, skab, håndvask med sæbe, spejl, stol. Og måske en kvinde eller en mand og en kvinde.

Nogle helt enkle replikker. Eller måske noget helt andet, der indebar, at en person skulle udføre en ganske enkel handling. Eller bare være der. Til stede i et rum.

Historierne vil blomstre
Vi var inspirerede af Jean-Luc Godards ”antropologiske” studier i film om liv, død, forbrydelse, kærlighed.

Vi ville udfordre eleverne til en slags klinisk enkelhed, hvor man satte de enkle ting op mod stoflighed, følsomhed.

Det var vel en slags tidlig forløber for dogmefilmbølgen, med Lars von Trier og hans dogmebrødre i slutningen af 90’erne. Et spændende moment i dansk film, hvor Mogens Rukov kom til at spille en absolut definerende mentor-rolle.

Mogens har haft enorm betydning for filmmanuskriptforfattere. Han har været med til at skrive film, nogle af dem banebrydende, sammen med Trier, Vinterberg, Per Fly og andre.

Men han ville helst tale, ikke skrive.

Han skrev ellers fremragende, helt skarpt, men det gad han ikke. Jeg har tit tænkt, at det er en stor skam, at vi ikke har mere af hans værk, hans historier, hans sprog.

En ting er sikker: Erindringen om ham vil leve, historierne vil blomstre, sprudle. Og så kan vi jo bare se nogle af de film, som han har sat sit præg på, en lang liste, men for eksempel Vinterbergs Festen.