Dag 6: Joaquin Phoenix’ hemmelighed

”Det er sjovt, at jeg har fået ry for at være sådan én, der forbereder mig helt vildt og bliver inde i min rolle,” siger Joaquin Phoenix og skodder en smøg i den store suite på Hotel Regent, hvor vi mødes.

– Hvorfor?

”Fordi jeg altså bare spiller. Det er jo mit job! Mange instruktører nævner også, at jeg altid kommer virkelig velforberedt med masser af streger i manuskriptet eller de bøger, som jeg har læst op til optagelsen. Men helt ærlig, jeg streger bare hist og her og håber, at det ser godt ud.” 

Den amerikanske skuespiller læner sig tilbage i stolen med et skævt smil og klør sig i skægget: ”Gus vil sikkert sige det samme: ’Joaquin er helt inde rollen, I skal se hans noter!’” 

Phoenix slår en så stor latter op, at hans partisantørklæde danser rundt i alt den røg, der omslutter ham. 

Lænket til en kørestol
Det er Joaquin Phoenix, der er det inspirerende indslag i Gus Van Sants Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot. En titel, som er langt mere provokerende, end filmen er. 

Da Callahan finder ud af, at han kan bruge sin humor til at tegne grovkornede tegneseriestriber, kommer der et mål med tilværelsen, samtidig med at han bliver indlemmet i et AA-program.

Phoenix ejer filmen i rollen som Callahan. Med sin intense tilstedeværelse i hver eneste scene bærer han Gus Van Sants ellers lidt for konventionelle fortælling på sine skuldre ved at give både spræl og eftertanke i hvert eneste blink med Callahans øjne. 

Omvendt virker det, som om Van Sant med Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot har forsøgt at finde tilbage til opskriften på succes.

”Billederne må gerne være anderledes tænkt, men historien skal være meget forståelig,” lader det til, at mantraet har været.

Fiffige øjeblikke
Gus Van Sant blev for efterhånden mange år siden præsenteret for idéen om at lave en film om Callahan af selveste Robin Williams. Men det er altså først her i 2018, at den bliver til virkelighed. 

Med Robin Williams i hovedrollen havde Callahan med garanti fået en helt anderledes fandenivoldskhed frem for Phoenixs komiske eftertanker. Derfor har Van Sant da også placeret de to spradebasser Jack Black og Jonah Hill i morsomme biroller. 

Det fører både liv og fiffige øjeblikke med sig, og instruktøren formår at komme tilbage på sit gode fortællespor efter de seneste tre mere eller mindre ringe film: Restless, Promised Land og The Sea of Trees.

Alligevel går selve historien i Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot aldrig lige så langt ud i sin satire, som Callahan selv gjorde, og det skaber en underlig disharmoni.

Norge er det nye sort
Til gengæld kunne filmen sagtens have det, som Berlinalen har manglet de senere år: Oscar-potentiale. 

Joaquin Phoenix spiller bestemt til en nominering i 2019, hvis hans præstation altså kan holde dampen oppe i et helt år. Indtil videre er skuespilleren i hvert fald favorit i et fattigt mandefelt til at hjemtage bjørnen for bedste mandlige skuespiller på lørdag. 

Og apropos priser og skuespillere er Berlinalens Shooting Stars blev præsenteret. Her har både Pilou Asbæk og Alicia Vikander været at finde i de tidligere generationer, og i år er der også nordisk islæt. 

Svensk-danske Alba August, der spiller Astrid Lindgren i Pernille Fischer Christensens Unge Astrid, og norske Eili Harboe, som mange vil genkende som hovedrollen i Joachim Triers Thelma, er blandt de ti unge stjerneskud, som Berlinalen mener, man bør holde ekstra godt øje med. 

At der samtidig har været stjerneregn over Utøya 22. juli, som er røget lige ind på Top 3 på Screens stjernebarometer, viser blot, at de nordiske lande gør det virkelig godt i Berlin i år. 

Glad pære
Sådan forholder det sig også i sidekonkurrencen Generation Kplus. 

Her har Philip Einstein Lipski, Amalie Næsby Fick og Jørgen Lerdam imponeret alt og alle ved festivalen med Den utrolige historie om den kæmpestore pære. 

Filmen er allerede solgt til mere end 100 lande, og især Screen er vilde med den muntre animationsfilm, hvor elefanten Sebastian og musen Mitcho stævner ud imod Den Mystiske Ø på en kæmpestor pære. 

Screens anmelder mener, at børn og unge vil more sig kosteligt over de mange påfund og fjollede indslag. Sammenholder man det med, hvor stor opmærksomhed der har været omkring Jannik Hastrups Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn, så må man sige, at dansk animationsfilm anno 2018 tager sig rigtig godt ud.

Syngende smerte
Det gør Lav Diaz’ nyeste film i hovedkonkurrencen til gengæld ikke helt. 

Instruktøren, der i 2016-hovedkonkurrencen udfordrede tålmodigheden med den otte timer lange A Lullaby for the Sorrowful Mystery, er tilbage med en film, som ”kun” varer godt og vel fire timer.

Denne gang præsenterer Diaz en slags antimusical med Season of the Devil, hvor vi befinder os i Filippinerne i slutningen af 1970’erne. En militærmilits spreder frygt og ødelæggelse, og derfor er alle på vagt over for hinanden, mens folk forsvinder, hvis de gør en enkelt forkert bevægelse. 

Season of the Devil er ikke nær så symboltung som instruktørens forrige hovedkonkurrencebidrag. Historien om en befolknings lidelser er somme tider interessant, fordi Diaz formår at holde sine indstillinger så længe, at man nærmest bliver suget ind i filmen, når der synges på de allermest lidelsesfulde måder, man overhovedet kan forestille sig. 

Samtidig ligner mange af scenerne hinanden i opsætning, fordi skuespillerne ofte er placeret midt i billedet. Det skaber en fornemmelse af, at de er på en scene midt i al ulykken, men det gør også, at man som tilskuer godt kan komme til at blunde undervejs. 

Hotellets rygeforbud
Gus Van Sant er noget mere kontrolleret inde i sin suite, end Joaquin Phoenix var. Og så overholder den 65-årige instruktør faktisk hotellets rygeforbud!

Van Sant taler om vigtigheden ved at have en klar vision for, hvor en film skal optages og udspille sig. Han er glad for at være vendt hjem til sit elskede Portland, hvor Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot foregår, og hvor flere af instruktørens andre film også udspiller sig. 

Samtidig blinker han ikke et sekund, inden han svarer, da jeg spørger om, hvordan det er at arbejde med Joaquin Phoenix. 

”Du skulle se den mands noter! Jeg har kendt Joaquin, siden vi indspillede To Die For i 1995. Dengang var han i begyndelsen af tyverne, og han forbereder sig helt ned i detaljen.”

Om det er Phoenix, der har været lige så underspillet morsom som John Callahan, eller om skuespilleren rent faktisk har snøret instruktøren, må være op til den enkelte at vurdere.