John Hughes’ fem bedste film

John Hughes kunne som ingen anden lave film om unge og for unge.

I en stribe ungdomsfilm i midten af 1980’erne tog han de unges parti imod uforstående forældre og et skolesystem med mobning, magtkampe og fjendtlige lærere. Filmene var – i de unges ånd – fulde af musik.

John Hughes havde en helt særlig forståelse for de unges drømme og fantasier. Dele af hans film kan i dag virke forældede, men følelserne er tidløse.

Han døde af et hjerteslag 6. august i en alder af kun 59 år. Og han nåede blot at instruere otte spillefilm. Forbitret over Hollywood og efter floppet Curly Sue (1991) stoppede han instruktørkarrieren.

Hughes var dog meget mere end instruktør. Som manuskriptforfatter og producer stod han bag en lang række film, og hans tone og stil gav genlyd i komedier og familiefilm op gennem 1980’erne og 90’erne.

Familiefilmen Alene hjemme fra 1990, som Hughes skrev og producerede, blev et særligt stort hit.

I slutningen af sin karriere brugte han ofte synonymet Edmond Dantès – hovedpersonen i Greven af Monte Cristo – for at undgå den opmærksomhed, han aldrig havde brudt sig om.

Hans særlige miks af rappe dialoger og karakterbårne historier om almindelige mennesker har i dag sat sine spor i filmskabere som Kevin Smith og Judd Apatow.


JOHN HUGHES’ FEM BEDSTE FILM SOM INSTRUKTØR:

Abefest for viderekomne (Sixteen Candles, 1983)

Til forskel fra de frivole teenagekomedier, der er fulde af sex, byder Hughes’ instruktørdebut på sart romantik og mild humor.

Forældrene har glemt Samanthas sekstens års fødselsdag, og i skolen må hun finde sig i, at hendes store kærlighed ikke har spor øje for hende. Derimod er skolens nørd forelsket i hende.

Filmen gav et gennembrud til Molly Ringwald og Anthony Michael Hall. Begge stillede igen op til Hughes’ næste film, The Breakfast Club.


The Breakfast Club (1985)

Hughes’ mest populære og indflydelsesrige film – en popularitet, der ikke mindst blev sikret af soundtracket.

De fem high school-elever danderer den sammen til eftersidning en kedelig lørdag. Langsomt finder den umage flok ud af, at de måske har mere tilfælles, end de først troede. Og så bliver der ellers delt hemmeligheder og danset alle bekymringer væk.

I denne film beskriver Hughes for alvor, hvordan det er at være teenager. Og alle kan finde én at identificere sig med: sportsidioten, den pæne pige, nørden, rebellen og den utilpassede pige.


En vild pjækkedag (Ferris Buellers Day Off, 1986)

Af mange regnet for John Hughes’ bedste film.

Historien om den seje Ferris Bueller, der beslutter sig for at tage en fridag fra skolen (og gør det med manér) er både morsom, velspillet, små-anarkistisk og intelligent.

Ferris Bueller lærer sin deprimerede ven Cameron, at der er lysere sider af tilværelsen, og Ferris selv lærer, at der andet i livet end fis og ballade. Jeffrey Jones’ portræt af skolerektoren Ed Rooney på manisk jagt efter pjækkerøven er hele filmen værd.


Røvtur på 1. Klasse (Planes, Trains & Automobiles, 1987)

Rendyrket slapstick komedie og Hughes’ sjoveste film. Og den første af mange fra Hughes’ hånd med vennen John Candy på rollelisten.

Steve Martin prøver desperat at komme hjem til Thanksgiving. Fly bliver aflyst, lejede biler bliver stjålet, og nødtvungen må den pæne forretningsmand dele både transport og seng med John Candys irriterende sludrechatol af en baderings-sælger.


Onkel Buck (Uncle Buck, 1989)

Den charmerende Onkel Buck med en velspillende John Candy i titelrollen ses ufortjent ofte som et forvarsel om de halvdårlige familiefilm, Hughes skulle lave senere i karrieren.

Den hægtede sig nemlig på tidens ivrige brug af nuttede børneskuespillere ved at have barnestjernen Macaulay Culkin i en central rolle.

Den kan i sit udgangspunkt minde om den danske Min søsters børn, men historien om drengerøven Buck, der skal babysitte sin pæne brors børn, har langt mere vid og bid.