Interview
07. okt. 2020 | 13:51

John Premium er verdens korteste serie

Foto | Andreas Martin
I beige jakkesæt og med en cigaret mellem fingrene opstiller John Premium (Morten Jørgensen) en række absurde og sorthumoristiske scenarier.

”Øvelsen er, hvor lidt vi kan sige, før det er sjovt,” siger makkerparret bag webserien John Premium, der kan ses hos Filmmagasinet Ekko.

Af Nicki Bruun

”Prøv lige at forestille dig det her!”

Mange har sikkert leget med absurde scenarier og sammen med deres venner fundet på skøre situationer. Men de færreste lader fantasien blive til virkelighed.

Det gør Nikolaj Feifer og Morten Jørgensen med den korte webserie John Premium, som kan ses på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside.

I seks sketches af blot et halvt minut hver lufter den velklædte og storrygende titelperson nogle mildest talt sorthumoristiske tanker.

”Når man laver noget, der er så kort, er det godt med en signatur, så der er en sammenhæng,” siger Morten Jørgensen om den indledende replik.

”Man er nødt til at have et setup, der fanger publikum ind. Den første sætning er et anslag, og så kan man fyre det sjove af bagefter,” tilføjer Nikolaj Feifer og fortæller, at der ikke altid er enighed om, hvad der er sjovest.

Sort lommefilosofi
”Vi har nogle gange voldsomme skænderier, hvor den eneste løsning er et kompromis: ’Så får du den med nachos-katten, og jeg får den med at slå nogen ihjel.’ Rækkefølgen har vi også haft frem og tilbage mange gange. Man vil jo gerne have, at den første fanger folk og forklarer, hvad serien er for en størrelse,” siger Nikolaj Feifer.

Serien er med skabernes ord sort lommefilosofi, hvor John Premium ­– der spilles af Morten Jørgensen – med touperet hår og en cigaret mellem fingrene deler aparte tanker.

”Man skal ikke kunne forklare alting. Vi er jo enige om, hvornår noget er sjovt, men man kan ikke nødvendigvis forklare det. Hvis noget er sjovt, skal man bare gå med det. Håret er for eksempel ikke et politisk statement,” siger Morten Jørgensen med et grin.

Digter afbrød sit eget show
Frøet til John Premium (som skal udtales ”John Præmium”) blev sået for femten år siden. Nikolaj Feifer og Morten Jørgensen var en aften i byen i Aarhus, hvor de dengang begge boede.

Midt i øldrikningen på baren Ris Ras blev de ufrivilligt indlagt til et show, da en alvorstung digter gik på og startede sin oplæsning. Eller det vil sige: De første fem minutter gik med, at digteren sad foran en skrivemaskine og skrev, mens publikum iagttog ham.

Da han endelig begyndte på sine meget seriøse digte, blev det for meget for makkerparret, der kæmpede for at holde latteren tilbage.

”Det var så komisk, fordi vi var helt uforberedt på det. Vi sad tæt på, og han var ikke så glad for det, så vi blev bedt om at gå,” fortæller Morten Jørgensen og suppleres af Nikolaj Feifer:

”Der er noget med at gå ind i et rum, hvor der er en slags kontrakt mellem mennesker om, at vi synes noget er godt eller ophøjet,” siger instruktøren, der er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2011 med afgangsfilmen Junk Love og senest har lavet serien Afhøring for C More.

”Han afbrød sit show, og da vi gik, klappede folk højere, end de havde gjort af ham. Bagefter nedfældede vi lidt om figuren, og da vi for nylig overvejede, hvad vi skulle lave, fandt vi de gamle noter frem.”

Det er dog ikke kun sjov og ballade, når de to mænd slår sig løs, forklarer Morten Jørgensen, der er aktuel i en lille rolle som presset billetkontrollør i Thomas Vinterbergs Druk.

”Inspirationen fra den digtaften er også, at digte er et koncentrat, som er skåret helt ind til benet. Derfor er John Premium verdens korteste serie.”

Impro og haiku-digt
Nikolaj Feifer og Morten Jørgensen stod sidste år bag webserien Pitcherne, hvis syv afsnit stadig kan ses hos Ekko.

Hvert afsnit er kun et par minutter og handler om to mænd (spillet af serieskaberne), der pitcher tv-idéer om blandt andet en børnegynækolog og hidsig onani under en rolig togtur.

Det har været spændende for makkerparret at eksperimentere med, om man kan være sjov på endnu kortere tid.

”Der er brugt uforholdsmæssigt meget tid på at lave få sekunder,” fortæller Nikolaj Feifer.

”Jeg har klippet, og så har Morten givet feedback. Der er vi snildt kommet op på at sende den frem og tilbage otte-ni gange. Det udfordrer virkelig ens fornemmelse for timing. Selvfølgelig snakker man altid om det, når man klipper, men her kan man virkelig diskutere tre-fire frames,” siger instruktøren og sender bolden til Morten Jørgensen.

Pitcherne var en anden proces, hvor vi improviserede og bare kørte derudad. Der var meget fyld, for det sjove opstod ved bare at være i øjeblikket. Men i John Premium er det en præcisionsøvelse, hvor…” siger skuespilleren og leder efter ordene.

”Det er impro-teater over for et haiku-digt,” hjælper Nikolaj Feifer.

Opfordring til DR2
De to mænd har en plan med John Premium, som kræver, at en tv-station eller streamingtjeneste får øjnene op for det sorthumoristiske format.

”Nu vil vi gerne lave 24 korte afsnit og sende dem ud til jul som en lille julekalender. Forhåbentlig vil en broadcaster købe verdens korteste julekalender,” siger Nikolaj Feifer og peger på Danmarks Radio, der netop har præsenteret en ny satiresatsning.

”DR2 kunne godt give os nogle penge, for nu har de jo fået nogle penge mellem hænderne. Det er kun dejligt, for de har været savnet på komediemarkedet. Der er plads til den udfordrende satire på DR2.”

Kommentarer

Morten Jørgensen

Født 1972 i Aarhus.

Autodidakt skuespiller.

Har haft roller i tv-serier som Banken – New normal og er aktuel i Druk.

Skriver og spiller hovedrollen i Pitcherne og John Premium.

Nikolaj Feifer

Født 1981 i Aarhus.

Uddannet instruktør på Den Danske Filmskole i 2011.

Har instrueret og skrevet afsnit af serier som Afhøring og Sjit Happens.

Har sammen med Morten Jørgensen lavet Pitcherne og John Premium.

© Filmmagasinet Ekko