Portræt: Moores mange ansigter

”Jeg læste en artikel, hvori der stod, at man lever fem år længere, hvis man vinder en Oscar. Hvis det er sandt, vil jeg meget gerne takke akademiet, for min mand er yngre end jeg!”

De smaragdgrønne øjne stråler om kap med den pailletbesatte cocktailkjole og diamantøreringene. En tydeligt bevæget og overrasket Julianne Moore knuger sin gyldne statuette og sender et kærligt skælmsk blik mod forreste publikumsrække, hvor hendes mand, instruktøren Bart Freundlich, dokumenterer det store øjeblik med sin smartphone.

Fem ekstra leveår eller ej – tiden synes ikke at mærke den 54-årige skuespillerindes graciøse fremtoning den mindste smule.

Moore indledte året 2015 med at indkassere en Bafta-award, en Screen Actors Guild-award og en Golden Globe for sin præstation i Richard Glatzer og Wash Westmorelands Jeg er stadig Alice. Og mange spåede, at netop rollen som den Alzheimers-ramte universitetsprofessor endelig ville indbringe hende den eftertragtede Oscar efter fem tidligere nomineringer.

Topper i sen alder
”Er der nogen anden skuespillerinde i 50’erne, der tager så mange chancer som Julianne Moore?” spurgte awardsdaily.com i opløbet til årets Oscar-ceremoni. Et hurtigt blik på skuespillerindens produktivitet alene i 2014 gør det svært at finde et værdigt alternativ.

Hun har været fanget på en mareridtsflyrejse med Liam Neeson i actiondramaet Non-stop, spillet ondsindet heks i fantasy-eventyret Seventh Son og modig oprørsleder i Hunger Games: Mocking Jay – del 1.

Fra i dag kan man opleve hende i en rolle, der må siges at ligge lysår fra virkelighedens Julianne Moore: den desperate, aldrende Hollywood-stjerne Havana Segrand, der klamrer sig til den sidste gnist af berømmelse i David Cronenbergs satire-drama Maps to the Stars. En rolle, der også indbragte hende prisen for bedste kvindelige skuespiller på Cannes-festivalen.

Moores karriere må siges at toppe i år, men den har kørt på skinner siden de tidlige 1980’ere.

Ond og god tvilling
En ung kvinde i pink bluse ordner blomster foran et forstadshus. Hun har et fjernt, melankolsk blik i det skrøbeligt pigede ansigt, mens hun strejfer sin hage med en blå viol.

Det er en meget ung Julianne Moore i sin første tv-rolle som Frannie Hughes i CBS’ As the World Turns (1956-2010).

Hun kaprede rollen i den populære sæbeopera blot to år efter sin tid på Boston University, og selvom replikkerne er hårrejsende teatralske, kan man allerede ane Moores mimiske talent i nærbillederne. Hun vandt da også en Daytime Emmy for sin præstation som både Frannie Hughes og dennes tvillingesøster Sabrina i 1988.

I sin takketale til årets Screen Actors Guild Awards genkaldte hun sin tid i sæbeoperaen: ”Jeg var så begejstret, da de skrev hele to roller til mig: den klassiske tvillingesøsterrolle – den onde og den gode. Men så fandt jeg ud af, hvor superkedeligt det var at spille over for mig selv.”

”At føle den intimitet og spænding, der ligger i at lære et andet menneske at kende, er det, der lokker mig tilbage igen og igen.”

Bar røv på komedie
Sin filmdebut fik Moore i 1990 som Christian Slaters søster i John Harrisons gyser Tales from the Darkside: The Movie.

Herefter fulgte biroller i Curtis Hansons Hånden på vuggen og Jeremiah Chechiks romantiske komedie Benny & Joon, hvor hun spiller over for blandt andre Johnny Depp.

Gennembruddet kom i 1993, hvor hun virkelig tiltrækker sig opmærksomheden som kunstneren Marian Wyman i Robert Altmans ensemblefilm Short Cuts.

Mange vil måske bedst huske skænderi-scenen mellem Marian og hendes mand (spillet af Matthew Modine). Ingen af parterne lader sig distrahere af det faktum, at Moore bogstavelig talt render rundt med bar røv under hele seancen.

”Folk har fortalt mig, at de bliver virkelig utilpas ved at se scenen, og det er præcis, hvad Bob (Altman, red.) tilsigter. Du skal have fornemmelsen af, at du måske ikke burde se med,” sagde Moore i 1993 til Orlando Sentinel.

Porno-mor
To år senere indledtes et frugtbart samarbejde, da Todd Haynes gav Moore hovedrollen i sit mesterlige, psykologiske drama Safe. Som Carol White, der lider af kemikalie-overfølsomhed og trækker sig tilbage i bakteriefri isolation, viser Moore for alvor sit talent for at spille karakterer med et rigt indre følelsesliv.

Haynes og Moore genoptog i 2002 samarbejdet med Douglas Sirk-pastichen Far from Heaven. Rollen som kriseramt 50’er-husmor, som Haynes havde skræddersyet til Moore, indbragte hende en Oscar-nominering for bedste kvindelige hovedrolle.

Sin første Oscar-nominering fik hun dog allerede i 1997 for Paul Thomas Andersons komediedrama Boogie Nights. Her spiller hun pornostjernen Amber Waves, der kæmper for at genvinde forældremyndigheden over sine børn og samtidigt er en slags matriark for en gruppe unge, håbefulde porno-aspiranter.

Moore vandt gradvist fodfæste som en af Hollywoods største skuespillerinder, og med roller i både Coen-brødrenes kultklassiker The Big Lebowski (1998), Paul Thomas Andersons Magnolia (1999) og Neil Jordans Enden på legen (1999) lagde hun an til den stjerne på Hollywoods Walk of Fame, som hun i 2013 æredes med.

Fod i begge lejre
Skuespillerfaget lå ikke blodet. Moore blev født i 1960 som Julie Anne Smith i Fayetteville i North Carolina. Navneskiftet blev nødvendigt, da hun i begyndelsen af 1980’erne registrerede sig hos skuespillerforbundet Actors Equity Association, fordi hendes eget navn allerede fandtes i mange varianter.

Hendes far var amerikaner, og hendes mor var skotsk, og Moore mener selv, at hun har en fod i begge lejre.

”Jeg kan forstå, hvorfor amerikanere misforstår britisk reserverethed, men jeg kan også forstå, hvorfor briter misforstår amerikansk entusiasme. Jeg tror, jeg befinder mig et sted midtimellem. Selvom jeg er udadvendt, er jeg også meget privat,” sagde hun til The Telegraph i januar.

På grund af farens job som militær-jurist flyttede familien fra sted til sted. Moore nåede at bo 23 forskellige steder, inden hun fyldte atten år. Da hun sjældent knyttede sig til steder eller venner, blev hun en eminent menneskebetragter, og den voksende viden om menneskelig opførsel viste sig særdeles brugbar i hendes skuespilkarriere.

Forældre sagde, at hun kunne blive lige, hvad hun havde lyst til, så længe hun fik sig en uddannelse. Men det var bestemt ikke skuespillerinde, de havde i tankerne. ”De var fuldstændig rædselsslagne, da jeg fortalte dem om mine planer,” fortalte Moore til The Telegraph.

Meget forskellige kvinder
Samlede man den sensuelle Amber Waves (Boogie Nights), excentriske Maude Lebowski (The Big Lebowski), ulykkelige, pillemisbrugende Linda Partridge (Magnolia), naive Cathy Whitaker (Far from Heaven), depressive Laura Brown (The Hours), Alzheimers-ramte Alice Howland (Jeg er stadig Alice), følsomme Jules (The Kids Are All Right) og desperate Havana Segrand (Maps to the Stars) omkring et spisebord, ville man opleve yderst forskellige kvinder.

Og alle de finmaskede, psykologiske portrætter er kreeret af Moore.

Med ansigtskonturer som et prærafaelitisk portrætmaleri, gyldenrødt hår og elfenbenshud skiller hun sig ud blandt sine kollegaer og betager publikum med den feminine skrøbelighed, der alle dage har kendetegnet hende.

Moore lader ikke til at ville hvile på Oscar-laurbærrene. For hun er allerede i fuld gang med optagelserne til komedien Maggie’s Plan, mens det romantiske drama baseret på virkelige hændelser Freeheld befinder sig i efterarbejdet.

Moore er biografaktuel med Jeg er stadig Alice og Maps to the Stars, og i november kan vi atter opleve hende som President Alma Coin i Hunger Games: Mocking Jay – del 2.