”Vi beriges af Max Kestners øjne”

50-årige Max Kestner er en travl herre for tiden.

Han arbejder på ikke færre end tre film: en dokumentarisk operafilm, en film om de kontroversielle Tvind-skoler og én om forholdet mellem mennesker og dyr.

I disse dage knokler han i juryen for Ekko Shortlist Awards 2019, og i torsdag aften slog han et smut forbi Filminstituttet for at modtage årets Roos Pris – opkaldt efter dokumentarfilmpioneren Jørgen Roos.

”Kunst er, at man gennem et værk lader andre se på verden med kunstnerens blik. Sådan har årets prismodtager defineret sin metier som filminstruktør,” lyder det i priskomiteens begrundelse, der fortsætter:

”Og hvilket blik på verden, vi beriges af med Max Kestners øjne! Et altid åbent, nysgerrigt, generøst blik med glimt i øjet og en stor overbærenhed over for menneskets fejlbarlighed og dårskab.”

Iscenesat virkelighed
Max Kestner er uddannet på Den Danske Filmskole i 1997 og gjorde sig fem år senere bemærket med Nede på jorden, et poetisk portræt af arbejdere på en redningsbådsfabrik i Esbjerg.

Scenerne er tydeligt instruerede, og det vakte dengang debat. Men instruktøren svarede igen med et essay, der har den sigende titel Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min og er den næstmest læste artikel på Ekkos hjemmeside nogensinde.

Og priskomitéen, der blandt andet består dokumentaristerne Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen samt Claus Ladegaard og Ane Mandrup fra Filminstituttet, erklærer sig enig med Kestner.

”Historier er ikke noget, der ligger ude i virkeligheden og venter på at blive hentet ind og fortalt. En god film er et resultat af bevidste valg,” skriver priskomitéen.

Tilblivelsen af en bevidsthed
Max Kestners egentlige gennembrud kom dog først i 2004 med Rejsen på ophavet.

På trods af en beskeden spilletid på 29 minutter er den animerede dokumentar et hovedværk i Kestners karriere og regnes for en af de bedste danske kortfilm.

Filmen – der blev udgivet på dvd med Ekko #28 – er et selvportræt af Kestner og hans familie, hvor han i en underfundig, pseudovidenskabelig form filosoferer over forholdet mellem tilfældighed og skæbne – og at være et normalt barn med to hippieforældre.

”Jeg prøver at forestille mig, hvordan man er summen af alt det, der er gledet forbi én i livet — også de ting, man knap nok har lagt mærke til — sammen med alt det, der er gledet forbi ens bedsteforældre og oldeforældre og tipoldeforældre,” sagde Max Kestner i et interview med Ekko og tilføjede:

”Derfor har jeg forsøgt at skabe et stort sammensurium, et slags kaos, hvor der også er en orden, men en orden, som ikke kan overskues – kun mærkes.”

Spænder ben for sig selv
Max Kestner lavede i 2009 Drømme i København, der i stil med Jørgens Leths Aarhus på poetisk vis portrætterer landets hovedstad.

I Amateurs in Space fra 2016 følger instruktøren tæt de to raketbyggere Kristian Von Bengtson og Peter Madsen i deres forsøg på at blive verdens første amatørastronauter. Sidstnævnte myrdede blot et år efter premieren den svenske journalist Kim Wall i en ubåd.

Kestner tog i 2017 springet til fiktion med sci-fi-dramaet QEDA, der foregår i et oversvømmet København anno 2095 og især er blevet rost for sin overbevisende gestaltning af et samfund efter en miljøkatastrofe.

Filmografien er meget varieret, men som priskomitéen noterer, er der en tydelig signatur: virtuositeten, poesien og humoren. Og samtidig er instruktøren konstant i bevægelse.

”Kestner udfordrer konsekvent sig egen metode, afprøver fortælleformer og virkemidler og spænder sågar ben for sig selv, når han synes, han er blevet lidt for dygtig. Let skal det ikke være, for så bliver det kedeligt – både for ham selv og for publikum,” skriver komitéen om vinderen af Roos Pris, der indbringer instruktøren 25.000 kroner.