Nyhed
24. okt. 2019 | 11:29 - Opdateret 24. okt. 2019 | 12:17

Kampen om Karen Blixen

Foto | SAS
Den internationalt anerkendte forfatter Karen Blixen står foran et fly i Københavns Lufthavn i 1957.

May el-Toukhy arbejder på film om Blixen, men nu melder Bille August sig ind i kampen med film om forfatterens venskab med en yngre digter.

Af Nicki Bruun

Karen Blixen døde for næsten 50 år siden, men den danske forfatter er populær som aldrig før.

Sidste måned kom det frem, at Dronningen-instruktøren May el-Toukhy håber på at filmatisere Løvinden, der tager udgangspunkt i Tom Buk-Swientys bog om Blixens tid i Afrika.

Nu melder selveste Bille August sig på banen. Han laver et psykologisk drama om Blixens intense venskab med den meget yngre digter Thorkild Bjørnvig.

Filmen skal hedde Pagten og bygger på Bjørnvigs bog af samme navn, hvor han beskriver sit forhold til forfatteren. Den er finansieret med støtte fra Filminstituttet, FilmFyn og TV 2.

Pagten er et relationsdrama, den eviggyldige historie om at forføre og ville blive forført, om dristig manipulationskunst, om skyld og uskyld, om et højst usædvanligt venskab mellem to dybt begavede mennesker og et forhold, som udvikler sig til en skæbnesvanger binding,” siger Bille August i en pressemeddelelse og fortsætter:

”En dramatisk fortælling om en farlig pagt og om de uoverskuelige følger et uundgåeligt afhængighedsforhold får. En spændingsfyldt forbindelse mellem to af Danmarks største personligheder.”

Efter Afrika
Det er svært at forestille sig, at Det Danske Filminstitut vil støtte to film om Karen Blixen inden for kort tid. Og uden støtte fra Filminstituttet er det nærmest umuligt at finansiere en stor spillefilm.

Fremtiden for May el-Touhkys Blixen-film er derfor uvis.

Bille August havde senest succes med Lykke-Per, der solgte 387.307 billetter i biografen og efterfølgende kørte i en serieudgave på TV 2.

Manuskriptet til Pagten skrives af Christian Torpe, som også førte pennen i Augusts Stille hjerte fra 2014. Jesper Morthorst producerer gennem det nyoprettede filmselskab Motor sammen med SF Studios Production.

”Med Pagten fortæller vi om en tid i Blixens liv, som aldrig tidligere har været vist på film. Det er Blixen efter Afrika, da hun vendte hjem til Danmark og Rungstedlund. Publikum vil få indblik i sider af Karen Blixen, som kun få kendte, og som sjældent er belyst,” udtaler Morthorst i pressemeddelelsen.

Mangeårigt forløb
Også Regner Grasten har i mange år arbejdet på en film om Karen Blixen – Tanne, om forfatterens unge år – men haft mere end almindelig svært ved at realisere projektet. Det var faktisk planen, at Bille August skulle instruere Grastens film, men de to droppede samarbejdet i 2012.

Christian Braad Thomsen forsøgte i en årrække at filmatisere Pagten, men i 2011 købte Nimbus Film rettighederne til at filmatisere Thorkild Bjørnvigs bog.

Disse rettigheder er altså nu endt hos SF Studios Production og Motor.

Optagelserne af Pagten starter til foråret og filmen forventes at få premiere i starten af 2021.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko