En helt i kørestol kan rykke ved fordomme

Sex Education, Special, Crip Camp, Kærlighed på spektret og Tabu – med Rune Klan.

Det er blot en håndfuld aktuelle film og serier, hvor mennesker med handicap bliver skildret.

Og det er en positiv udvikling, fordi det giver et bedre og mere nuanceret billede af, hvordan det er at leve med et handicap.

Sideløbende kører en vigtig diskussion om, hvorvidt rollerne bør udfyldes af mennesker med handicap, eller om mennesker uden handicap også kan skildre livet med handicap.

Ville Dustin Hoffmann i dag have vundet en Oscar for sin noget ensidige portrættering af Raymond Babbitt, der i Rain Man har autisme?

Ifølge flere mennesker med autisme gengiver Hoffmann træk, som de ikke kan genkende. Og den ensidige fremstilling er med til at fastholde stereotyper.

For nylig fik sangeren Sia kritik for at lade en ikke-autist indtage hovedrollen som autist i spillefilmdebuten Music. Og seneste eksempel på debatten i en dansk kontekst er DR-serien Doggystyle, hvor hovedpersonens søster Ida har cerebral parese og spilles af skuespiller uden handicap.

I Videnscenter om handicap ser vi diskussionen som relevant, og der er positive takter i at skabe mere nuancerede billeder af mennesker med handicap.

De skal dog gerne lede til, at der også er plads til mennesker med handicap på den anden side af kameraet og ude i samfundet.

Modet til fællesskab
Mange mennesker med handicap har et negativt selvbillede – ofte på grund af ting, der er sket i barndommen, eller ekskluderende oplevelser.

Det negative selvbillede skaber for mange en barriere for at tage sig mod til at opsøge fællesskaber på arbejdspladser og i foreningslivet eller turde tage på en date.

Jo mere indflydelse mennesker med handicap har på skildringen, jo mere fokus vil der måske også være på mennesket frem for blot funktionsnedsættelsen.

Det ville gøre det nemmere for flere – med eller uden handicap – at spejle sig i karakterens oplevelser.

Nuancerede personer på skærmen eller lærredet kan være stærke rollemodeller for mennesker med handicap. De kan måske bruges som et led i at arbejde med sit eget selvbillede, så flere tør opsøge samfundets fællesskaber.

Den onde cirkel
Omverdenen har dog også en væsentlig rolle at spille, hvis mennesker med handicaps deltagelse i samfundet skal forbedres.

Vi ved fra forskningen, at en del arbejdsgivere har et stereotypt billede af, hvilke arbejdsopgaver en person med et bevægelseshandicap kan have.

Stereotyper bliver for eksempel et problem, når arbejdsgivere undlader at tage mennesker med funktionsnedsættelser i betragtning til jobs, de er kompetente til at varetage.

Dermed forhindres mødet mellem mennesker, der ellers ville nuancere billedet af den enkelte jobsøger med handicap. Det er en ond cirkel, hvor manglende kontakt og klichéfulde forestillinger bliver gensidigt forstærkende.

Omvendt ved vi, at øget personligt kendskab til mennesker med handicap – venner, familiemedlemmer eller kollegaer – kan være med til at reducere tendensen til stereotype forestillinger. Undersøgelser blandt arbejdsgivere viser, at der er en helt konkret sammenhæng mellem personligt kendskab og tilbøjeligheden til at ansætte mennesker med handicap.

Men kan de nuancerede billeder af mennesker med handicap i medierne skabe det personlige kendskab?

Det er selvfølgelig svært at måle, om medierne er direkte årsag til arbejdsgivernes forestillinger om mennesker med handicap. Men hvis seeren ikke har personligt kendskab til handicap, er dennes opfattelse af livet med et handicap meget letpåvirkelig af det, der sker på skærmen en søndag aften.

Når de fleste af os i dag får vores viden og information fra digitale medier, betyder det selvfølgelig også noget, at mennesker med handicap er repræsenteret i populærkulturen.

Store forskelle
Men det kan ikke stå alene.

Forskellen i beskæftigelsen mellem mennesker med og uden handicap har i mange år ligget på over 30 procentpoint.

Også på uddannelsesområdet halter det. Cirka 50 procent af mennesker med fysiske og psykiske handicap har en kompetencegivende uddannelse – til sammenligning har 86 procent uden et handicap en kompetencegivende uddannelse.

Så store forskelle kan ikke alene indhentes med bedre repræsentation i medierne. Det kræver mere viden om forskellige typer af handicap, støttemuligheder, hjælpemidler og politisk handling.

For indtil vi mødes på den anden side af skærmen, og indtil der reelt opstår bedre muligheder på arbejdsmarkedet, uddannelsesområdet og i samfundet generelt, er bedre repræsentation i medierne kun en halv sejr for mennesker med handicap.