Dag 6: Kastrationsangst og hustruvold

Så er vi nået halvvejs. 

De allerstørste premierer er afholdt, de mest publikumsvenlige film er solgt for rekordstore summer, og de største stjerner blandt Hollywoods glitterati er taget tilbage til varmen efter en weekend i frost og sne. 

Der breder sig en vis ro i Park City nu, hvor premiereforvirringen har lagt sig og byens busser, caféer og ikke mindst billetkøer summer af snak om de foreløbige favoritfilm. Tirsdag er dagen, hvor der bliver fastlagt ekstravisninger – og også dagen, hvor man leder forgæves efter de allermest hypede film. 

Heldigvis er der også guf at finde andetsteds i programmet. Hvem har ikke lyst til at høre historien om en kvinde, der skar sin mands penis af? 

Hun greb køkkenkniven
Det er nemlig udgangspunktet for den firdelte dokumentarserie Lorena, der havde verdenspremiere i festivalens historiske hovedbiograf The Egyptian Theater. 

Serien dykker dybt i en af 1990’ernes største tabloidhistorier og starter med omverdenens åbenlyse fascination af Lorena og John Wayne Bobbitts ualmindeligt dårlige ægteskab. Den historie bredte sig som en løbeild i USA og resten af verdenen, ikke mindst fordi dommeren lod landets savlende tv-producere slæbe deres kameraer med ind i retssalen. 

Tv-serien har Get Out-instruktøren Jordan Peele som executive producer, og den rammer da også hans niche perfekt med blandingen af komik og et socialt budskab. I et arkivklip laver Robin Williams standup og fortæller en joke, hvor en veninde rådgiver Lorena inden overgrebet: ”Hvis han er så slem, så smid dog det pikhoved ud!” 

Men latteren stilner af, efterhånden som serien dissekerer ægteskabets seksuelle overgreb, hustruvold og psykologisk nedgørelse, der drev Lorena til at fatte køkkenkniven. Instruktør Joshua Rofé fortæller dog ikke lige gribende hele vejen – han har simpelthen for meget spilletid at skulle fylde ud. 

Men når man går fra at klukle i første afsnit til at klappe af en feministisk forkæmper, der efter visningen trådte op på scenen, har han vist alligevel fat i den lange ende. 

Kulsort idiotkomedie
Og apropos penisser og voldelig sex, så var aftenens midnatsfilm The Death of Dick Long en grum og bizar fornøjelse at grine sig igennem. 

Filmen er en del af NEXT-programmet, der har fokus på aparte fortællinger og ofte er garant for noget herligt mærkeligt. Det får man så sandelig i denne begsorte komedie om et par sydstatsidioter fra Alabama, som desperat og fuldkommen uden held forsøger at dække over, hvordan deres fælles ven er kommet af dage efter en vild aften. 

Retsmedicineren finder kraniebrud – de tabte ham et par gange på vej til hospitalet – og analblødning så voldsom, at det tog livet af den uheldige fyr med det sigende navn Dick Long. Mens et par komisk uengagerede politibetjente forsøger at løse mysteriet, prøver Earl og Zeke uden held at dække deres spor. 

For hvert skridt frem træder de to tilbage. Zeke smider et tæppe over det blodige bagsæde, men datteren bliver søbet ind, da han skal køre hende i skole. De forsøger at sænke bilen i den lokale sø, men glemmer at tjekke, hvor dyb den er. 

Daniel Scheinert solodebuterer efter Swiss Army Man, som han lavede med Dan Kwan, og også her tager han en forrykt præmis overraskende seriøst. Da den vanvittige dødsårsag kommer for en dag, skifter filmen gear mod noget mere sobert, og den ender et sted, der er overraskende rørende. 

Slyngveninder
Der er både mere og mindre at komme efter i Animals, om et udsvævende venindepar i Dublin, der har været klistret sammen i et årti og nu er blevet uenige om livsretningen på vej ind i 30’erne. 

Den endeløst spirende forfatter Laura skriver løst og fast i sine notesbøger uden at føje stort til sin forjættede debutroman. Da hun falder for en talentfuld pianist, bliver hun inspireret af hans arbejdsmoral – til bedsteveninden Tylers fortrydelse. 

Vi er ikke langt fra Frances Ha, men bare fortalt fra den anden venindes synspunkt. Man savner dog den livsglæde, der gennemstrømmer Noah Baumbachs film. Der er en selvudslettende fandenivoldskhed over pigernes hedonisme, deres forkærlighed for hvidvin og feststoffer er snublende tæt på alkoholisme og narkomani. 

Holliday Grainger lever sig helt ind i hovedrollen, og Alia Shawkat er sprudlende livlig som den bedrevidende, diskret desperate Tyler. Det er hende, der holder Laura fast i en rodløs ungdom, hun spinner som det feministiske alternativ til at blive gift og få børn. 

Vi har hørt og set det før, og filmens største problem er, at instruktør Sophie Hyde hverken har noget nyt at sige eller en ny måde at fortælle en gammel historie på. 

Kræft og kung fu
Man kan klandre Paddleton for omtrent det samme. 

Mark Duplass er et indie-barn med en lang historie bag sig. Selv om der er noget mere professionalisme over hans seneste Sundance-film end de mumblecore-historier, han brød igennem med, står Paddleton fint i forlængelse af hans tidligere mumlede kammerspil. 

Her følger vi også et sammengroet vennepar, naboerne Michael og Dave, der finder sammen hver aften for at spise frysepizza og se gamle kung fu-film på vhs. De spiller også et hjemmegjort ketsjerspil, de kalder Paddleton, der vist kun eksisterer for at give filmen en småirriterende snert særhed. 

Men idyllen er truet fra første scene, hvor en læge forklarer Michael, at tumoren i hans mave vil tage livet af ham inden for få måneder. Han er stoisk, mens Dave (Ray Romano) forsøger at holde separationsangsten stangen med neurotisk brokkeri, ikke mindst da de tager på road trip for at hente et lægeordineret selvmordskit. 

Netflix-filmen vakler mellem at være charmerende og irriterende – og endte for mit vedkommende mest som sidstnævnte. Det var ellers en film, jeg havde fået anbefalet fra flere sider. 

Det er selvfølgelig også det, der er opgaven her i anden halvdel af Sundance: At få syn for sagen, nu hvor sladderen går om det meste af programmet. Hvem ved, måske gemmer årets stærke program stadig på et vaskeægte mesterværk?