Filmlyd i klasselokalet
Skolekonsulent Keld Mathiesen anbefaler kortfilm – film, der foruden at fremkalde smilet giver et interessant fagligt input til at arbejde med filmlyd i undervisningen.
Skolekonsulent Keld Mathiesen anbefaler kortfilm – film, der foruden at fremkalde smilet giver et interessant fagligt input til at arbejde med filmlyd i undervisningen.
"Han digter med dokumentaren," lød begrundelsen, da Max Kestner for nylig fik Dreyer-prisen. Vi taler med instruktøren om hans barokke selvportræt Rejsen på ophavet, dvd-gaven i dette nummer, og bagefter skriver Max Kestner om forholdet mellem film og virkelighed.
”Hvad med de to teenagere i dynejakker, der er ude på ballade i Fields?” At filmkonsulenter er fyldt med friske ungdomsideer, ved instruktøren Kaspar Munk en del om. Med Før og efter satser spillefilmsdebutanten på et opgør med en filmbranche, der i årevis har devalueret de unge.
Skolekonsulent Keld Mathiesen anbefaler kortfilm – film, der foruden at fremkalde smilet giver et interessant fagligt input til at arbejde med filmlyd i undervisningen.
Det er godt tv, når folk flipper ud, lyver, stjæler, stikker sig i armen, bryder sammen og er bevidstløse. Men hvad gavner det? Antropolog Max Pedersen diskuterer vores trang til socialpornografi og politiets rolle som mediealfonser.
I anledning af Hitler-filmen Der Untergang, som kan ses i biografen, reflekterer filosoffen Peter Tudvad over ondskaben i Det Tredje Rige, der gennemførte et folkedrab af uhyrlige dimensioner.
I Dogme er genrer bandlyst. Men sideløbende med Dogme-bølgen har dansk film med stor succes taget genrefilmen til sig med åbne arme.
Den danske pornoproduktion er en skygge af sig selv. Fra at have produceret internationalt berømte film laves der kun en håndfuld ekstremt billige "sommerhusfilm" om året. Hvad gik galt?
De amerikanske tv-føljetoner oplever i disse år en storhedstid. Serier som The Sopranos, Lost og Desperate Housewives byder, ligesom 1800-tallets store episke romaner, på besøg i magiske parallelverdener, som vokser og vokser.
Veit Harlans film fra 1940 er subtil propaganda som historisk melodrama, der kunne retfærdiggøre de tyske jøders deportation til udryddelseslejrene.