Folk gør sig selv til slaver

Ken Loach er blevet 83 år gammel. Men den britiske instruktør er fuld af ungdommelig energi og har de seneste år lavet nogle af de bedste film i karrieren, der tæller 60’er-mesterværket Kes.

I 2016 vandt han sin anden Guldpalme i Cannes for Jeg, Daniel Blake, der fik seks stjerner af Ekkos anmelder Morten Piil. Også Sorry We Missed You bliver storrost af vor anmelder, som giver filmen fem stjerner for at stikke en kritisk pegefinger i næsen på det kapitalistiske samfunds barske arbejdsforhold.

Der var ellers snak om, at Ken Loach ville stoppe efter den knap så kritikerroste Jimmy’s Hall fra 2014. Men det har aldrig været planen, forklarer instruktøren, da vi møder ham under Cannes-festivalen i maj.

”Den vildfarelse opstod efter en fjollet, lille bemærkning i et interview. Vi optog Jimmy’s Hall i en mose i Irland, hvor mine fødder var våde og meget kolde, så jeg sagde, at jeg ikke kunne gøre det igen. Det har hængt over mig, og det var en skør ting at sige, for jeg tager én film ad gangen og ser ikke videre end det,” fortæller Ken Loach i højt humør.

Tændt og slukket
Med Sorry We Missed You – som Ekkos anmelder kalder en moderne lignelse – har han lavet endnu en film om almindelige mennesker i England.

Ægteparret Ricky og Abbie Turner har kæmpet med økonomien siden finanskrisen i 2007, men han øjner penge, da han hører om muligheden for at blive selvstændig som pakkechauffør i et moderne udleveringsfirma.

”Mens vi lavede Jeg, Daniel Blake, snakkede vi om, at det at arbejde har ændret sig. Hvis man før i tiden arbejdede på en fabrik, kunne man være der hele sit liv. Men det har forandret sig voldsomt,” siger Ken Loach.

”For underklassen og store dele af middelklassen er jobmarkedet meget usikkert, og det bliver kun værre for arbejderne, når de store virksomheder kæmper for at nedbringe deres udgifter. De gør arbejdere sårbare, når de bliver tændt og slukket for som en stikkontakt.”

Arbejdspresset
Sorry We Missed You er skrevet af manuskriptforfatteren Paul Laverty, der har arbejdet med Ken Loach i en årrække og skrevet både Jeg, Daniel Blake og makkerparrets første Guldpalme-vinder, Vinden der ryster kornet fra 2006.

”Den store vrede overalt i verden kommer sig af den enorme ulighed. Hvis vi ikke påtaler den, kommer vi aldrig videre,” siger Paul Laverty, som har gjort Ken Loach selskab i Cannes.

”Jeg snakkede med mange chauffører, der er lænket fast af et system, som holder dem på en stram tidsplan. Der er sket en forskydning af arbejdsstyrken, hvor man ikke på samme måde bliver ansat til en fast løn, så folk ender med at gøre sig selv til slaver,” fortsætter den 62-årige manuskriptforfatter.

”Det bliver solgt, som om folk får mere frihed, men i virkeligheden skyder firmaet ansvaret over på den enkelte medarbejder. Hvad er pointen med at arbejde, hvis man ikke kan passe ordentligt på sin familie?”

”Det er blevet værre og værre, og historien til Sorry We Missed You har rumsteret i baghovedet på os de seneste syv år,” indskyder Ken Loach.

”Udfordringen var at finde en måde at fortælle den historie på. Paul fik idéen om at gøre det gennem en familie, for det er i hjemmet, at arbejdspresset viser sit grimme ansigt. Her oplever man, hvad der går galt, og hvordan folk føler sig skyldige over for deres børn. Der er så meget stress, som manifesterer sig i forholdet mellem mand og kone, fordi de er udmattede.”

Selvmodsigelsen
”Socialrealismens mester,” er Ken Loach blevet døbt efter et langt liv spækket med humanistiske film.

Instruktøren har gjort det til sit varemærke at finde ukendte skuespillere, der leverer store præstationer som almindelige mennesker. I Sorry We Missed You spiller Kris Hitchen og Debbie Honeywood dybt troværdigt parret Ricky og Abbie, der mister grebet om børnene i det lille hjem, fordi de har så travlt med at forsørge dem.

Et opgør med superstjernernes magt er også en del af den sympatiske instruktørs mission.

”Filmmediet har mange forskellige traditioner, men den helt dominerende er den, hvor filmstjerner indtager hovedrollen. Vi er heldige, fordi vi har gjort det her længe, men for nye instruktører og manuskriptforfattere er det svært at lave film om almindelige menneskers liv, dramaet på gaden eller i folks hjem,” fortæller Ken Loach.

”Det er nemmere at hyre en filmstjerne og lave en film centreret om ham eller hende. Den kommercielle kamp er der altid i filmbranchen, og magtfulde filmfolk kan selvfølgelig godt lide at se deres liv repræsenteret på det store lærred, så de siger ja til historier om smukke mennesker med en smart livsstil. Det er svært at skildre hverdagslivet på film.”

– Hvordan er det så at være i Cannes med glamour, fest og filmstjerner?

”Jamen, det er jo én lang selvmodsigelse, men det er et lille offer. Hvis man vil have sin film set i hele verden, er Cannes det bedste sted, fordi der kommer mennesker alle steder fra og køber film hjem til deres land. Man må vælge sine kampe, og jeg kan godt lige holde ud at tage et sort slips på,” siger instruktøren med et grin.

Penge skal tjene mennesker
Ken Loach har altid mennesker i fokus, men han laver også åbenlyst politiske film, der får journalister til at stille spørgsmål om alt fra Donald Trump til De Gule Veste i Frankrig.

”Jeg beundrer De Gule Vestes kampklarhed – at de står der hver uge. Men for at skabe forandringer bliver man nødt til at se på, hvad der er roden til problemerne. Det er ikke nok bare at konstatere symptomerne,” understreger instruktøren, da snakken falder på den franske protestbevægelse.

”Hvis de kan skabe en samlet bevægelse med et politisk program, kan det blive stærkt, men jeg er bange for, at de får samlet en masse mennesker, som er oprørte over symptomerne, men aldrig kommer frem til det grundlæggende.”

Da pr-medarbejderen kommer og siger, at interviewet er ved at være slut, og det er tid til sidste spørgsmål, griber en udenlandsk journalist bolden.

– Hvad ville du gøre, hvis du havde frie hænder til at løse Brexit?

”Vi skal stadig have EU, men det skal være baseret på andre grundprincipper end det frie markeds bevægelse,” siger Ken Loach og smiler, mens han færdiggør sin tanke.

”Vi skal have en økonomi, som er styret af folket og fungerer demokratisk. Drivkraften skal være behov i stedet for profit, og tjenesterne skal være kollektivt ejet og organiseret, så folket og ikke store virksomheder har gavn af det. Og så skal vi have et system, der er bæredygtigt og klimavenligt. De 28 lande skal gå sammen om at ændre EU på en måde, så pengene tjener mennesker og ikke omvendt.”