Biografanmeldelse
12. maj 2015 | 16:47

Jimmy’s Hall

Foto | Sixteen Films
Filmens største attraktion er også dens største skiderik, præsten Fader Sheridan (en forrygende Jim Norton), der noterer negermusik-elskende syndere i sin lille, sorte bog.

Nogen bør spare et budget sammen, så den blodfattige biopic Jimmy’s Hall ikke går over i historien som det sidste værk fra mesteren Ken Loach.

Af Rasmus Brendstrup

78-årige Ken Loach kaldte ved premieren i Cannes 2014 Jimmy’s Hall sin sidste film.

Nogen bør sætte ind med en støtteindsamling til endnu en film og et nyt gebis til en af filmkunstens største, for Jimmy’s Hall vil være et tandløst eftermæle. En blød film om et ellers barskt emne – og tilmed med den forkerte hovedperson.

Filmens fokus er den historiske frihedshelt og kommunist James (Jimmy) Gralton, der som den eneste irer nogensinde blev landsforvist fra sit fødeland. Det skete i 1933 og er filmens klimaks.

Man bliver dog ikke meget klogere på Graltons politiske kamp eller den diskutable deportation, for Loach er mere interesseret i mennesket Jimmy Gralton og miljøet omkring ham. Filmen er på den måde lettilgængelig og i tilgift fuld af flotte kostumer.

Gralton (Barry Ward) tegnes som en modvillig samlingsfigur, der helst vil lægge 1920’ernes friheds- og borgerkrig bag sig, passe sin gamle mor i det grønne provinshul Leitrim, hænge ud med sin ungdoms flamme og spille jazzplader.

Det er lokale unge, der overtaler ham til at genåbne landsbyens forfaldne forsamlingshus. Det er lokale kommunister, der over- taler ham til at holde en brandtale mod en statsmagt, der endnu ti år efter borgerkrigens afslutning skalter og valter med fattige bønders ejendomsret.

Næh, det eneste, der virkelig får Graltons pis i kog, er kirkens sabotage af forsamlingshusets indlysende sympatiske aktiviteter: dans, sport og højtlæsning.

Det er ikke nogen dårlig idé at lade periodens ideologiske fejde mellem kirke, stat og irske arbejdere udspille sig i et mikrokosmos som Jimmy’s Hall, det folkelige navn for forsamlingshuset.

Men det bliver en flad og ensidig affære, når truslen mod den bestående orden reduceres til charleston-dans og en politisk kamp så vag og henvist til kulissen, at end ikke filmens hovedperson synes grebet af den.

I Vinden der ryster kornet fra 2006 satte Loach spot på, hvor beskidt den irske frihedskamp kan tage sig ud, når frontkæmperne i en højere sags tjeneste må ofre dem, der ikke kan klare mosten.

Det var en film med dybde, kompleksitet og indre nødvendighed, og det virker, som om Ken Loach og den faste manuskriptmakker Paul Laverty fik fyret alt deres irske krudt af dengang.

Og dog. En enkelt figur hæver sig over filmens generelle velfriserethed: den katolske pater Fader Sheridan, der er filmens skiderik, men er det med hjerte og fuld overbevisnings- kraft. Jim Norton spiller ham med vakst blik og dobbelthagen helt nede på brystet.

Fader Sheridan står klar med notesblokken efter et bal i Jimmy’s Hall, så han i søndagens prædiken kan hænge de syndige, negermusik-elskende sognebørn ud ved navn. Han lader sig heller ikke blæse bagover af Graltons (utroværdigt) velformulerede tirader.

”Du er jo troende, Jimmy,” replicerer han, når Gralton prøver at trække det religiøse aspekt ud af deres indbyrdes magtkamp. Underforstået: Bare fordi du tror på kommunismen frem for Gud, er du ikke bedre end mig.

Et øjeblik vibrerer filmen. Har Sheridan ret?

Jimmy’s Hall kunne med flere af sådanne øjeblikke være blevet en rigtig god film. Med Fader Sheridan i centrum kunne den være blevet virkelig interessant. Nu er den bare pæn – og en sært utilfredsstillende afrunding på Loachs bidske, livslange symfoni om humanismens og socialismens landskab i England og omegn.

Når en filmmager gennem så flot en karriere har kunnet sige nej til både Hollywood og den britiske dronning (Loach afslog engang hædersmedaljen Officer of the Order of the British Empire, som han kaldte en slyngelklub i imperialismens navn), kan man også godt sige nej til et blodfattigt manuskript som dette.

Kom igen, Ken! Mindre end en ny Ladybird Ladybird, My Name is Joe eller Kes kan gøre det. Men ikke dette.

Trailer: Jimmy's Hall

Kommentarer

Titel:
Jimmy’s Hall

Land:
England, Irland, Frankrig

År:
2014

Instruktion:
Ken Loach

Manuskript:
Paul Laverty

Medvirkende:
Barry Ward, Simone Kirby, Andrew Scott, Jim Norton

Spilletid:
109 min.

Premiere:
14. maj 2015

© Filmmagasinet Ekko