Top 10: Kevin Costners kiksere

”Jeg er ikke bange for at fejle, og jeg er ikke synderligt imponeret af succes. Jeg har lært, at man ikke dør af en fiasko,” bekendtgjorde Kevin Costner i et interview med The Telegraph i 2011.

Den amerikanske sølvrævs karriere har da også ubestrideligt været en rutsjebanetur med Oscar-nomineringer det ene år og nedsablende anmeldelser og Razzie Awards for værste præstationer det næste.

Instruktør-debuten Danser med ulve, hvori Costner tager en svingom med et af amerikansk histories skelsættende kultursammenstød, er forblevet karrierens højdepunkt. Det storslåede western-drama hev i 1991 syv Oscars og tre Golden Globes hjem.

Siden er det gået både op og ned for den baseball-glade, patriotiske Costner. Måske mest ned.

Om hans kommende Black or White (premiere 16. april) og McFarland (premiere 13. maj) vil dele publikum som så mange andre af hans præstationer, kan vi blot gisne om.

Vi har håndplukket ti af Costners fæle forbiere, enten kunstnerisk eller kommercielt eller begge dele. Byd gerne ind, hvis vi har misset en rigtig slem én. Vi skal advare om, at der forekommer afsløringer af plots!

10. The Bodyguard (1992)

”I will always love you,” synger Whitney Houston med silkeblød sjælfuld stemme, mens hun som sangstjernen Rachel Marron lidenskabeligt kysser sin bodyguard i lufthavnen. Og hvem andre end Kevin Costner kunne glimre i rollen som den fortidsplagede bodyguard Frank Farmer med det ukuelige, eksplosive beskyttergen?

Selvom mangt en romantiker har grædt salte tårer til filmens supersentimentale lufthavnsslutning, hører The Bodyguard hjemme på denne liste i kraft af sit ringe manuskript, sit dårlige skuespil og ikke mindst Costners ansigt, der formår at være henlagt i samme alvorlige folder gennem hele filmen.

At filmen i 1993 blev hyldet for sin musik med hele to Oscar-nomineringer, opvejer måske ikke det faktum, at den samme år fik kastet syv Razzie-nomineringer i hovedet. Heriblandt for værste film, værste skuespiller og værste skuespillerinde. Av!

9. Wyatt Earp (1994)

Også denne præstation var en torn i øjet på det gyldne hindbærs priskomité, for Costner slap heller ikke i 1995 for prisen som værste skuespiller. Yderligere en Razzie Award og tre nomineringer måtte den udskældte western tage på sin kappe det herrens år.

Filmen fortæller den legendariske sherif Wyatt Earps (1848-1929) livshistorie med alt, hvad den indebærer af heltedåder, dristige skuddueller og kvindebekendtskaber.

Efter at have danset med ulve og vundet syv Oscars for det tre år tidligere, lå genren ellers lige til højrebenet for den efterhånden garvede skuespiller. Men som en anonym kritiker rammende skrev: ”Costner’s still shouting, but it’s hard to hear him from all the way back there in 1940.”

8. Field of Dreams (1989)

”Build it, and he will come,” hvisker en stemme til majsbonden Ray Kinsella, da han en dag slentrer gennem sine marker. Ray kan ikke forstå, hvor stemmen kommer fra, og hvem den mener med ”han”, så han lader i første omgang som ingenting.

Men stemmen er insisterende, så Ray rydder sine marker og bygger en baseball-bane. Sådan én har han nemlig set i sine drømme.

Field of Dreams er Costners mest ikoniske baseballfilm og et sandt overflødighedshorn af patriotisme og amerikanske værdier som ”følg din mavefornemmelse”, ”stol på Gud” (når han hvisker til dig ude i majsmarkerne) og ”kom din far nærmere gennem et godt spil baseball”.

Det kommer ikke som den helt store overraskelse, at Field of Dreams efter sigende er George Bush’ yndlingsfilm. Derimod er det overraskende, at den i 1990 blev nomineret til tre Oscars for bedste film, bedste musik og bedste manuskript baseret på andet forlæg.

7. The Guardian (2006)

Costner tog i 2006 endnu en helterolle på sine skuldre – denne gang som livredderlegenden Ben Randall, der efter en tragisk arbejdsulykke tvinges til enten at lade sig førtidspensionere eller undervise en elitær livredderskole. Randall er ikke meget for ultimatummet, for hans ubændige livredder-gen drages af havets vilde bølger.

Han indvilliger i sidste ende og får sit for med den selvbevidste, højpandede Jake Fischer (Ashton Kutcher), der lægger an til at blive holdets bedste.

En livredningsmission slår fejl, Randall må ofre sit liv for den unge Fischer og ender som en ”havets ånd”, der redder og beskytter druknende fiskere. Ashton Kutchers ansigtsudtryk bevæger sig i slowmotion fra grublende folder til et vidende, indforstået og afklaret smil, da dette går op for ham. Ubetaleligt!

6. Draft Day (2014)

Noget, der for alvor kendetegner Draft Day, er dens bizarre brug af split screens, swipes og andre billedtekniske virkemidler, der giver genklang af gymnasiale powerpoint-præsentationer.

Costner figurerer her som manager for et amerikansk fodboldhold, der får tildelt ”number one draft pick”. Det betyder forenklet sagt, at de må vælge først i den årlige National Football League Draft, der går ud på at headhunte dygtige college-fodboldspillere. Er man ikke sportsinteresseret, daler interessen gevaldigt, inden der er gået ét minut.

Efter sigende bliver Draft Day dog ikke spor bedre af, at man er ekspert i amerikansk fodbold.

Endnu engang er der tale om en sentimental, forudsigelig historie, hvis karakterer øjensynligt føler sig nødsaget til at forklare filmens plot for hinanden, så også tilskueren er helt med på, hvad der foregår af spændende ting og sager.

5. Brevet i flasken (1999)

I 1999 var Costner atter i sit romantiske hjørne med Brevet i flasken, hvori han spiller over for smukke Robin Wright. Rebecca Osborne (Wright) finder et romantisk kærestebrev i en flaske på stranden. Hun opsøger forfatteren, der viser sig at være enkemand og skibsbygger Garret Blake, hvis kone døde en tidlig og tragisk død.

Costner spiller selvfølgelig den sørgmodige, livskloge Blake, der kæmper mod fortidens dæmoner i håb om at kunne give sig hen til den spirende kærlighed mellem ham selv og Rebecca.

Som man måske kan tænke sig til, er der lagt i ovnen til en ordentlig lyserød skumfidus af en kliché-historie med alt, hvad dertil hører af teatralske replikker og storslåede solnedgange ved stranden. Brevet i flasken indbragte Costner en Razzie Award for værste skuespiller i 2000.

4. Waterworld (1995)

I sin tid var sci-fi-eventyret Waterworld den dyreste film, der nogensinde var blevet lavet. Og den kunne ikke indtjene sit massive budget.

Det stort anlagte drama finder sted i en fjern fremtid, hvor polarisen er smeltet og har dækket næsten hele jordkloden med vand. Costner spiller vagabonden The Mariner, der sejler fra sted til sted i det dystre, postapokalyptiske univers.

The Mariner er langt bedre stillet end de fleste, for han har både svømmehud og gæller. Alligevel lever han en farefuld tilværelse, for pirater og andre overlevende lurer i de små, flydende samfund. Sammen med to kvinder drager han ud for at finde det sagnomspundne Dryland.

Heldigvis for Costner overskygges hans elendige skuespil af Dennis Hopper, der gør sig selv helt til grin i birollen som piraternes leder Deacon.

3. Swing Vote (2008)

Dette drama står i demokratiets tegn. Den uduelige drukkenbolt Bud (Costner) har en eneste glæde i livet, og det er hans usandsynligt intelligente og politisk bevidste datter Molly, der går i femte klasse. Da Bud ikke møder op ved stemmeboksen, som han havde aftalt med Molly, sniger hun sig, under et strømsvigt, til at stemme i hans navn.

Valget viser sig ved optællingen at skulle afgøres af en eneste stemme, der skal tages om: Buds stemme. Han kimes ned af kandidater og medier, og den enfoldige Bud udnytter sin nyvundne magt til at få, hvad han vil have, men lærer snart, at demokratiet er det amerikanske samfunds rygrad.

Ud over den lettere usandsynlige far-datter-kombination mangler filmen både humor, tyngde og bare tilnærmelsesvis middelmådige skuespilpræstationer. For slet ikke at tale om den efterhånden helt flossede præmis om antihelten, der gradvist ser lyset og bliver moralens vogter.

2. 3000 Miles to Graceland (2001)

Den mislykkede action-krimi blev i 2001 nomineret i hele fem kategorier til årets Razzie Awards. Heriblandt værste film, værste skuespiller (til Costner) og værste manuskript.

En gruppe eksfanger iklæder sig Elvis Presley-kostumer og planlægger at røve et kasino under en sammenkomst for Elvis Presley-imitatorer. Resten af handlingen kan opsummeres til en række fjollede, overgjorte slagsmålsscener og en masse ild og tjubang. Costners karakter beslutter sig også lige for at skyde alle sine kammerater og stikke af med røveriets udbytte.

Selvom Costner står side om side med en række renommerede navne, floppede filmen fatalt og er gået over i historien som en af hans største fusere.

1. The Postman (1997)

Den ubestridte førsteplads går til Kevin Costners helt egen The Postman, der uden omsvøb må beskrives som et af århundredets værste film (den vandt sågar prisen af samme navn til Razzie Awards i 2000).

Året er 2013. En blodig borgerkrig har udslettet størstedelen af befolkningen, og de Forenede Stater er opløst. Den sultende restbefolkning kæmper for at undvige bevæbnede, militante grupper – især én kaldet The Holnists, hvis blodtørstige, magtsyge leder ønsker at overtage herredømmet.

Et sted ude i det postapokalyptiske, øde ørkenlandskab snubler en navnløs vagabond over en postbudsuniform og en taske med breve. Da han uddeler den forliste post og ser håbet spire i modtagerne, opildnes hans indre helt, og han sætter kampen ind for at destruere The Holnists og redde USA.

Ikke så overraskende indkasserede filmen fem Razzie Awards, heriblandt værste film, værste skuepiller og værste instruktør.