Oscar 2024
11. mar. 2024 | 13:15

Oscar-uddelingen blev en politisk aften

Foto | TV 2

Aftenens vært, komikeren Jimmy Kimmel, læste fra scenen højt fra en yderst negativ anmeldelse af showet, som Donald Trump havde taget sig tid til at skrive. 

Især konflikten i Palæstina prægede nattens Oscar-show med stærke taler og en massiv demonstration. Ukraine-krigen, Hollywood-strejkerne og Donald Trump fandt også vej til prisuddelingen.

Af Frederik Hoff

Igen i år kom politik til at fylde i Dolby Theatre, hvor Oscar-priserne i nat blev uddelt, og det startede allerede, før uddelingen gik i gang.

Samtidig med, at gæsterne skulle indfinde sig på den røde løber, var hundredvis af mennesker gået sammen om en demonstration i Hollywoods gader mod Israels bombning af Gaza.

”No awards for genocide,” stod der på nogle af de demonstranternes skilte, skriver Variety.

Der blev kørt skolebusser med palæstinensiske flag rundt, og det blokerede trafikken for de festklædte stjerner. Dog blev selve ceremonien kun fem minutter forsinket.

En del af demonstrationens budskab gik på, at man ikke burde afholde en dekadent fest, mens et folkemord står på. Men selv om situationen i Palæstina har vagt stor uenighed i Hollywood, var der også stjerner til stede, som havde sympati med budskabet.

Billie Eilish, som vandt prisen for bedste sang, havde en rød pin på sit tøj for at indikere, at hun støtter gruppen Artists for Ceasefire (kunstnere for våbenvile).

Det samme havde blandt andre Poor Things-skuespillerne Ramy Youssef og Mark Ruffalo. Sidstnævnte havde også en kommentar til situationen, da han talte med TV 2 på den røde løber. ”Vi er nødt til at holde op med at dræbe børn,” lød det fra stjernen.

Tager afstand fra Israel
De politiske budskaber holdt ikke op, da showet gik i gang.

Britiske Jonathan Glazer vandt med Holocaust-mesterværket The Zone of Interest prisen for bedste internationale film.

Filmen handler om Rudolf Höss og hans familie, der boede lige ved siden af koncentrationslejren i Auschwitz og på daglig basis ignorerede – og for hans vedkommende deltog – i en af verdenshistoriens største forbrydelser.

Fra talerstolen læste Glazer rystende og indigneret en tale op, der forbandt filmens budskab med Palæstina-konflikten.

”Vores film viser, hvad dehumanisering fører til i værste tilfælde. Det formede vores alle samens fortid og nutid,” sagde den jødiske instruktør og fortsatte:

”Lige nu står vi her som mennesker, der nægter at lade vores jødiskhed og holocaust blive kapret af en besættelse, som har ledt til konflikt for så mange uskyldige mennesker. Om det er den 7. oktober i Israel eller det kontinuerlige angreb på Gaza, så er alle ofre for dehumaniseringen. Hvordan gør vi modstand?” sagde han med henvisning til Israels besættelse af Palæstina.

Talen blev undervejs afbrudt af bifald i salen, og der var tydelige tårer at se fra den ene af filmens hovedrolleindehavere, Sandra Hüller.

Ville glædeligt bytte prisen
Irske Cillian Murphy, som vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle i Oppenheimer, var mere generel i sit budskab om den krigshærgede verdenssituation.

”Vi lavede en film om manden, der skabte atombomben, og på godt og ondt lever vi i Oppenheimers verde. Så jeg vil virkelig gerne dedikere prisen til alle verdens fredsskabere.”

Mstyslav Chernov gik på scenen for at modtage prisen for bedste dokumentar med 20 dage i Mauriopol. Filmen skildrer ødelæggelserne i en ukrainsk havneby, da den invaderes af russiske styrker.

Det er den første ukrainske film til at vinde en Oscar.

”Jeg er beæret, men jeg må også være den første på scenen til at sige, at jeg ville ønske, jeg ikke havde lavet filmen,” sagde han med en alvorlig mine fra scenen og fortsatte:

”Jeg ville glædeligt bytte prisen for, at Rusland aldrig havde angrebet Ukraine og aldrig besat vores byer.”

Over Trumps sengetid
Undervejs blev der også tid til en kortvarig opmærksomhed på de politiske begivenheder, der har fyldt mest i Hollywood det seneste år.

2023 var nemlig præget af to omfattende strejker begået af manuskriptforfatternes og skuespillernes fagforeninger.

Det betød, at der i flere de måneder ikke blev produceret amerikanske film – med undtagelse af enkelte indie-produktioner – og det spås at få betydelige konsekvenser for den amerikanske filmbranche.

Til gengæld lykkedes det for manuskriptforfatterne og skuespillerne af få nye, forbedrede overenskomster. Under Oscar-showet inviterede værten Jimmy Kimmel en stor gruppe af chauffører og filmteknikere på scenen, fordi de støttede kunstnerne under deres strejke.

Til sidst nåede værten også at få viklet ekspræsident og nuværende præsidentkandidat Donald Trump ind i showet.

Kimmel læste højt fra en anmeldelse skrevet under showet af Trump på hans eget sociale medie Truth Social.

”Har der nogensinde været en værre Oscar-vært end Jimmy Kimmel? Han åbnede showet som en mindre end gennemsnitlig person, der prøver for hårdt på at være noget, han aldrig kan være,” skrev præsidenten.

”Er klokken ikke over din sengetid i fængslet,” svarede Kimmel med henvisning til, at Trump er sigtet for 91 forbrydelser og i august blev fotograferet i et fængsel i Atlanta.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko