Nyhed
27. mar. 2020 | 16:04

Kina lukker biografer igen

Foto | Wanda Media
Der har de seneste år været gang i billetlugerne i kinesiske biografer, men i disse dage er der ikke det store publikum at komme efter.

Myndighederne havde ladet nogle af landets biografer åbne, men beordrer en ny lukning, mens det kinesiske biografmarked bløder.

Af Nicki Bruun

På dansk jord er biograferne i skrivende stund lukket indtil den 13. april på grund af myndigheders forsøg på at stoppe smitten af coronavirus.

Men i Kina – hvor de første tilfælde af sygdommen blev registreret i slutningen af sidste år – har biograferne holdt lukket i omkring to måneder.

I sidste uge åbnede omtrent 500 af de 70.000 biografer i landet, der i skrivende stund melder om over 80.000 smittede og 3.292 døde af corona.

Det har dog været til noget pauvre salgstal. I fraværet af nye film er der blevet vist gamle titler, og det gennemsnitlige publikumstal ved hver visning har været beskedne én person.

Og nu beordrer de kinesiske myndigheder samtlige biografer i landet at lukke igen, skriver det amerikanske branchemedie Variety.

Tabte milliarder
Det er Kinas nationale filmagentur, der har truffet beslutningen, men ifølge Variety er der ikke angivet nogen grund.

Det vides heller ikke, hvornår biograferne kan vente at måtte åbne igen.

Biografmarkedet i Kina er med landets økonomiske udvikling i de seneste år blevet en vigtig del af filmbranchens indtjening på verdensplan. I 2018 blev der ifølge BoxOfficeMojo sat rekord med lige over 60 milliarder kroner til premierefilm i kinesiske biografer.

I år er der foreløbigt kun indtjent to millioner kroner på det kinesiske biografmarked. Med lukkede biografer i det meste af verden ser filmbranchen ligesom alle andre industrier ud til at få et katastrofalt 2020.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko