Dag 3: Knald og fald i Cannes

– Skat, hvad er din yndlingsfarve?

”Øh …?”

– Jeg vil også gerne vide, hvilken årstid du bedst kan lide?

”Tager du pis på mig? Har du drukket?”

– Nej, jeg vil bare gerne lære dig rigtigt at kende. Hvad er din yndlingsbog, elskede?

”Hold dog kæft, hvor er du barnlig.”

Jeg havde netop set Gus Van Sants The Sea of Trees, hvor Arthur Brennan bryder sammen, fordi det pludselig går op for ham, at han i virkeligheden slet ikke kendte sin afdøde kone.

”Jeg ved ikke, hvad hendes yndlingsfarve var. Jeg ved ikke, hvad hendes yndlingsårstid eller hendes yndlingsbog var,” hulker han fortvivlet.

Opkaldet fra Cannes til min bedre halvdel i Danmark led dog en krank skæbne, og sådan er der næppe meget i Gus Van Sants drivende sentimentale film, som vil klare en realitetstest.

Det er herligt at leve
Det gør ondt at konstatere, at en af mine største helte, der har skabt mesterværker som My Own Private Idaho og Guldpalmevinderen Elephant, har lavet festivalens absolutte bundskraber.

The Sea of Trees starter ellers ganske lovende. Arthur Brennan vil tage sit liv, og en google-søgning på ”The Perfect Place To Die” bringer ham til den japanske skov Aokigahara.

Den danske fotograf Kasper Tuxen, som var Nyt Talent i Ekko #51, fremmaner en dragende gådefuld stemning i den store, tætte skov. Men stemningen fordamper, da en suicidal, japansk herre dukker op. Han er faret vild og ude af sig selv, og Arthur giver sig i kast med at redde hans liv.

Det går for alvor ned ad bakke for filmen, da Gus Van Sant begynder at springe tilbage til Arthurs liv i USA. Ægteskabet skranter. Konen drikker. Hun får cancer. Og så dør hun, men gudhjælpemig af noget helt andet.

Tragisk skal det være, for hvordan kan vi ellers lære at sætte pris på livet? I skoven udvikler det sig til en regulær overlevelseskamp for Arthur og hans japanske ven, krydret med lommefilosofi og østlig mystik.

Altid forrygende Matthew McConaughey gør, hvad han kan i hovedrollen, der som George Bailey i It’s a Wonderful Life skal meget ondt igennem, før han indser, at det er herligt at leve. Naomi Watts spiller også med prisværdig indføling den utaknemmelige rolle som hans ulykkelige kone. Men ingen af dem kan redde det tåbelige manuskript af Chris Sparling (Buried).

Hummer, ulv eller pingvin
En anden helt er græske Yorgos Lanthimos.

Hans krøllede hjerne har udtænkt makabre fantasier som Doogtooth (indespærring af børn) og Alps (tabsterapi, hvor skuespillere agerer en afdød). I den henseende skuffer hans første engelsksprogede film, The Lobster, bestemt ikke, og i modsætning til The Sea of Trees er der substans i idéerne.

Vi befinder os i et fremtidssamfund. Her har singler ingen plads. De bliver arresteret og indlogeret på et hotel, hvor de får en sidste chance til at finde en partner. Lykkes det ikke på 45 dage, bliver de transformeret til dyr og sendt ud i skoven.

Dyret kan de selv vælge, og vores hovedperson David (Colin Farrell) vælger ved indlogering en hummer. For som han siger: ”Den lever længe, og jeg har altid elsket havet.” Hotellets chef understreger, at valget ikke er uden betydning, for en ulv og en pingvin vil for eksempel aldrig kunne leve sammen.

På en skovtur
Hotellet er en kulsort allegori over vor tids datingkultur, hvor vi gladelig afgiver detaljerede oplysninger om os selv, så computere kan finde frem til det perfekte match.

Det er urkomisk, når ”gæsterne” får pædagogiske instruktioner i det rigtige kærlighedsliv, som også er ganske praktisk: En kvinde i selskab med en mand kan gå i fred, men alene er hun et potentielt voldtægtsoffer.

Endelig er der parringslegene og ikke mindste de kunstige fester, hvor hotelchefen og en kraftig herre på ømmeste vis crooner kærlighedsklassikere, mens der bydes op til dans.

Lanthimos’ spidder samfundets underkendelse af enlige, men er i lige så høj grad ude efter den borgerlige ægteskabsinstitution, der spærrer lysten inde i konforme regler. Han træder mere og mere i karakter som vor tids Luis Buñuel, surrealisten og anarkisten, der i den grad har været savnet.

David ender med at flygte ud i skoven, hvor han slutter sig til en gruppe single-oprørere. Ironisk nok er reglerne her lige så rigide som på hotellet, blot med modsat fortegn.

Desværre kommer filmen også i overført forstand på en skovtur, og den mister sin allegoriske stramhed. Indtil da er den imidlertid en ren nydelse med stilrene billeder, en gennemført scenografi og en markant underlægningsmusik med aggressive violiner.

Det irrationelle menneske
Dagens sidste helt er Woody Allen, der i mange år har været en fast gæst på festivalen. Hans film vises altid uden for konkurrence, og det gælder også årets bidrag: Irrational Man.

Joaquin Phoenix spiller filosofiprofessoren Abe Lucas, som er godt og grundigt træt af livet. Hans bedste student, Jill (Emma Stone), forelsker sig alligevel, og da de er ude og spise, får han idéen til den perfekte forbrydelse.

Han vil dræbe en dommer, som ikke fortjener at leve. Han går i gang med forberedelserne og opdager, at projektet giver ham livslysten tilbage.

Loven og lysten, rigtigt og forkert, har optaget Allen i adskillige film – fra Små og store synder til Match Point – og Irrational Man er endnu en morsom, finurlig og elegant (a)moralfortælling. Denne gang stiller han sig dog mere på moralens side end tidligere, og midt i komikken serverer han, hvad der må være den første actionscene i karrieren. Og den er faktisk ganske effektiv!

Når der en gang om året kommer en ny Woody Allen-film, krydser vi altid fingre for, at det er et mesterværk. Det er sjældent tilfældet, men egentlig er forventningerne uretfærdige.

Allen laver små film, og mesterværket er det samlende oeuvre, der vender og drejer det moderne menneske i en verden uden givne sandheder. Lægger vi hans 46 spillefilm op som brikker i et puslespil, får vi et enestående billede af, hvem vi er. Allen vil stå tilbage som filmmediets store livsfilosof.