Dag 4: Komedie river kunstverdenen i stykker

Der er fandeme nogle freaks herovre.

Her tænker jeg ikke så meget på Sundance, selv om jeg sender en tanke til festivalens dj’s. De bruger nemlig trodsigt Michael Jackson-musik til branchefesterne, selv om Leaving Neverland, der fremstiller popstjernen som en udspekuleret og kynisk pædofil, har rystet mange folk.

Jeg tænker snarere på det gudfrygtige USA.

I Them That Follow møder man en af landets mest bizarre religioner – en ultraortodoks variation over Pinsekirken, der holder til i bjergkæden Appalacherne og jævnligt lader Gud komme til orde ved at vikle arrige klapperslanger om struben og så lade Hans vilje ske.

I dette sektmiljø møder vi pastorens datter Mara. Hun er kommet i en uheldig situation med en lokal hedning, mens hendes far kører en pæn slangefanatiker i stilling som kommende svigersøn.

Splittelsen mellem tro og kærlighed er for så vidt et velkendt dilemma, men den urgamle historie er opført med vitalitet og en foruroligende miljøskildring, hvor djævlen gemmer sig i detaljen. De trøstesløse billeder og et truende lydbillede ridser kulten formidabelt op, og slangescenerne alene er dyrisk spændende ind i marven.

Og så er Walton Goggins en vulkanisk tilstedeværelse som den fyrige præst, mens den fremstormende Kaitlyn Dever intenst udlever splittelsen mellem pligt og frihed.

Gennembrud for Swintons datter
Hovedpersonen i The Souvenir er også splittet.

I Joanna Hoggs autofiktive fortælling om sit liv i 80’erne bliver overklassepigen Julie viklet ind i et destruktivt forhold med en arrogant og følsom stofmisbruger.

Filmen har et langsomt tempo, en aparte rytme og et skiftende, ofte utydeligt fokus, hvor man altid er bevidst om at se karaktererne udefra. Det er måske nok fast kutyme at udvandre fra verdenspremierer på de europæiske A-festivaler, men på den anden side af Atlanten plejer publikum at kunne sidde en hel film igennem.

Det var dog ikke tilfældet med The Souvenir, men giver man sig hen til den ukonventionelle, dagbogsrodede fortælling, bliver man belønnet med skønhed og stort skuespil.

Store armbevægelser er der ingen af, men Julies små udsving tegner et knusende portræt af en ung kvinde fanget mellem selvrealisering som filminstruktør og selvfornægtelse som underkuet kæreste derhjemme. Det er næsten ubegribeligt, at Honor Swinton-Byrne – datter af Tilda Swinton, der også spiller hendes mor i filmen – ikke før har spillet skuespil.

Det hævdede hun i hvert fald efter filmen. På IMDb har hun en lille rolle i morens I Am Love.

Syrlig kunstsatire
Den sidste film på et langt dagsprogram behøver I ikke vente længe på derhjemme.

Dan Gilroys Velvet Buzzsaw kommer nemlig på Netflix på fredag, og den er en ondsindet horrorkomedie, der flår LA’s kulturparnas og kunstverdenens selvsutteri fra hinanden.

En galleriassistent opdager, at hendes afdøde eneboer-overbo var en talentfuld kunstner. Da han ikke har efterladte, snupper hun hans manisk-psykotiske kunst, der pludselig skaber ramaskrig i den distingverede kunstverden.

Lige indtil malerierne begynder at bevæge sig – og dræbe folk!

Dan Gilroy brød igennem med Nightcrawler, og han får igen en fabelagtig præstation ud af Jake Gyllenhaal, der er fabelagtig som en tyrannisk kunstkritiker. En galleriejer bebrejder ham, at en dårlig anmeldelse gjorde en kunstner så fortvivlet, at han kørte galt: ”Han er knust!” siger hun vredt. Han studser et øjeblik. ”Af bilen?”

Både replikkerne og aflivningerne er morderisk morsomme, og Velvet Buzzsaw har flere stikpiller til moderne kunst end Ruben Östlunds The Square. Som da en galleriejer på besøg hos en kunstner falder i svime over en stak sorte affaldssække på gulvet.

Den vittighed vender tilbage i en mere bidsk version, da en uheldig kunstkøber kommer af dage en sen aften på museet. Dagen efter lukker vagterne op som normalt. Gæsterne ser sig interesseret omkring, en skoleklasse sjasker rundt i, hvad de tror, er teaterblod, indtil en kvinde dukker op og med et skrig gør det klart, at liget altså ikke er moderne kunst.