Komedier har ingen Oscar-chance

I sidste uge var filmproducenterne Peter Aalbæk Jensen og Regner Grasten ude med riven efter årets danske indstilling til den prestigefyldte Oscar for bedste udenlandske film.

Den danske Oscar-komité har i år valgt Ole Christian Madsens lette komedie Superclásico om en midaldrende mand, der rejser til Buenos Aires for at vinde sin kone tilbage fra en flot, veltrænet argentinsk fodboldspiller.

”Vi bør indsætte personer, der har set samtlige nominerede i kategorien de seneste femten år, så vi kan gå direkte efter den kandidat, der har størst chance for faktisk at blive nomineret,” sagde Zentropa-boss Peter Aalbæk Jensen til Jyllands-Posten.

Havde de otte filmfolk, der vælger årets danske bidrag, gjort som Aalbæk Jensen foreslår og set de seneste femten års nominerede, havde de da måske også tænkt sig om en ekstra gang, før de sendte Superclásico afsted til Oscar-akademiet.

Går man igennem listen med de 75 nominerede fra og med 1996,  er kun tretten film – eller 17 % – helt eller delvist komedier.  Og hele ni af de tretten var endda nomineret helt tilbage i 2001 eller tidligere.

Historiens vingesus
Kigger man på det ultimative tegn på Oscar-akademiets smag, nemlig vinderne, er tendensen endnu mere klar. Kun tre af dem har haft komedietræk, og alle sammen er endda fra før 2002.

Danis Tanovic’ Ingenmandsland vandt i 2001, Roberto Begninis Livet er smukt i 1998 og Kolya – drengen der fandt en far i 1996. Og mens Livet er smukts morsomheder har Anden Verdenskrig som hjerteskærende bagtæppe, udspiller Ingenmandsland sig under Balkan-krigen i 1993, ligesom Kolya – drengen der fandt en far finder sted i Tjekkoslovakiet lige før Fløjsrevolutionen i 1989. 

Historiske kontekster, der giver filmene en ekstra tyngde som modvægt til komedietrækkene – og som det charmerende, fodbold- og rødvinsglade Argentina nok har svært med at hamle op med.

Død og ulykke
Sætter man sig for at se de sidste femten års vindere, er der faktisk meget lille risiko for, at mundvigene bevæger sig i opadgående retning.

Filmene inkluderer børn med voldelige tendenser (Hævnen),   en Stasi-agents overvågning af en systemkritisk forfatter (De andres liv), en lam mands forsøg på at afslutte sit liv (Mit indre hav) og en sydafrikansk teenager, der bor i slummen, og hvis mor er ved at dø af aids (Tsotsi).

”Det er helt tydeligt, når man gennemgår de nominerede fra de sidste femten år, at Superclásico falder noget uden for det gode selskab. Filmen blev valgt frem for Dirch og En familie, og selvom ingen af dem er oplagte Oscar-kandidater, havde de nok begge haft bedre chancer,” mener Ekkos chefredaktør Claus Christensen.

”Dirch har en skæbnesvanger klangbund i sin fortælling om den grædende klovn, Dirch Passer, og En familie handler om, hvordan vi reagerer, når vi står over for det sidste suk. Det er så alvorligt, at det kunne tiltale Akademiet, der godt nok gerne vil grine, men helst hvis de kan få lov til at græde lidt bagefter. Så med valget af Ole Christian Madsens ellers fine film har vi nok forringet vores chancer fra få til ingen,” fortsætter han.

Oscar-nomineringerne bliver offentliggjort 24. januar næste år.