Dag 6: Kompromisløs iraner viser stort format

Der har været stor nysgerrighed på Berlinalen omkring resultatet af iranske Jafar Panahi nye film Pardé (Closed Curtain). Som bekendt sidder instruktøren i husarrest i hjemlandet og har officielt forbud mod at lave film. I 2011 lykkedes det ham alligevel at skabe This is Not a Film, der gemt i en kage blev smuglet ud af landet.

Med Pardé trodser han igen den absurde dom, og fortsætter ufortrødent sin kritik mod det Iranske regime.

Denne gang med hjælp fra vennen og medinstruktøren Kamboziya Partovi, der også spiller med i den kryptiske film. Det samme gør Jafar Panahi selv. Et kort handlingsreferat skaber mere forvirring end afklaring, så det undlader vi i denne omgang.

Filmen starter som en slags psykologisk gyser og ender med at være en film om en film. Kameraet bevæger sig aldrig ud af huset. På væggene opdager vi plakater fra Panahis tidligere film. Et modbydeligt tv-indslag fra stuen viser, hvordan hunde – som er forbudte ifølge landets islamiske lov – på åben gade massakreres. Den kritiske symbolik er konstant tilstedeværende.

Filmen er gjort af den slags stof, som kommer til at kaste et hav af akademiske artikler af sig. Men er Pardé også gjort af det stof, som kaster en Guldbjørn af sig?

Det kan sagtens tænkes. Ikke blot på grund af den åbenlyse politiske signalværdi i at hædre den kritiske iraner, men også fordi det ganske simpelt er en vellykket og intelligent film. Størstedelen af publikum tog imod den med overvældende klapsavler undtaget fra enkelte, som buhede voldsomt.

Foran biografen var en håndfuld støtter for den kompromisløse instruktør troppet op. Men dramatisk blev det nu ikke, for de få demonstranter tog høfligt imod politiets bøder.

Binoche som fransk skulptør
I 1989 modtog Isabelle Adjani Sølvbjørnen for bedste skuespillerinde i rollen som Camille Claudel i filmen af samme navn.

I Camille Claudel 1915 er det Juliette Binoches tur til at portrættere den berømte franske skulptør, der tilbragte de sidste 30 år af sit liv på en sindssygeanstalt. Instruktøren Bruno Dumont er knap så avantgarde i sin stil, som han før har været det med den rå Humanité eller den mystiske Hors Satan.

Tempoet går langsomt I Camille Claudel 1915, der sjældent bevæger sig ud fra klostrets vægge. Filmen starter, hvor Claudel har været indlagt på anstalten i et par år, og handlingen er baseret på den brevudveksling, hun foretog med sin bror, poeten Paul Claudel (Jean-Luc Vincent).

Juliette Binoche er stærk i rollen som den skrøbelige kunstner, der føler sig misforstået og forfulgt. Dumont bruger rigtige handicappede i rollerne som de andre indlagte patienter, og det gjorde indtryk på publikummet i salen, hvor der var total stilhed under filmens 97 minutter.

Det er første gang, Bruno Dumont har fået en film udtaget til Belinalen, men det tvivlsomt, om han tager derfra med en statuette. Nok er Camille Claudel 1915 en sælsom oplevelse, men den bærer alligevel præg af at være endnu et déjà vu fra fransk filmkunst.

Sidste Soderbergh-film?
Steven Soderbergh har været en flittig besøgende på Belinalerne. Med Side Effects er det fjerde gang instruktøren er indstillet til Guldbjørnen. Den prestigefyldte pris har han dog stadig til gode, og det ændrer hans aktuelle thriller næppe på.

I Side Effects fortsætter Soderbergh samarbejdet fra Contagion med Jude Law og manuskriptforfatteren Scott Z. Burns.

Jude Law spiller psykiateren Dr. Banks, hvis liv og karriere bliver en stormfuld affære, efter han behandler den depressive Emily (Rooney Mara).

Pillernes bivirkninger får hende, i en blanding af søvn og psykose, til at stikke sin mand (Channing Tatum) ihjel.

Er hun så ansvarlig for drabet? Eller skal ansvaret og skylden placeres hos psykiateren, der har udskrevet præparatet?

Netop som filmen lægger op til at blive et retssalsdrama om en mands liv i forfald, tager handlingen nok en drejning.

Vi skal ud af mange sideveje, før Side Effects kommer i mål, og det krøllede plot endelig folder sig ud. Det hæmmer thrillerens spændingskurve, der for det meste føles som en flad affære. Takket være Jude Law i hovedrollen er filmen dog seværdig, for der skal vise sig at være pondus i psykiateren.

Den 50-årige instruktør har proklameret, at Side Effects bliver hans sidste spillefilm. Spørgsmålet om det nu passer, faldt naturligvis på filmens efterfølgende pressemøde. Og det var den sympatiske Soderbergh ikke særlig villig til at kommentere på. ”I min karrieres tusmørke går jeg efter at lave noget sjovt,” lød det mystiske svar, der blev serveret med et smil på læben.