Israel-Palæstina-konflikten prægede filmfestival

”Situationen i Berlin er jo vanvittig,” siger en kvinde uden for indkøbscentret på Potsdamer Platz, hvor en gruppe demonstranter iført palæstinensiske sjaler mandag eftermiddag står efter en demonstration ved den røde løber.

”Sidste år var der forbud mod demonstrationer for Palæstina, og nu gør festivalen intet for at tage afstand fra folkemordet i Gaza,” fortsætter hun, mens en af hendes meddemonstranter stikker mig papirer og klistermærker i hånden. 

”Lad ikke film støtte et folkemord!” står der på et af dem.

Det er rigtigt, at den ellers meget politisk orienterede Berlinale ikke har et stærkt politisk ståsted, når det gælder konflikten i Gaza. 

Det står i kontrast til sidste år, da bjørnen brølede for Ukraine, og Præsident Zelenskij indledte festivalen med en åbningstale i Berlinale Palast.

Men denne gang navigerer festivalen i mere oprørte vande. I Tyskland har det historiske ansvar for holocaust knyttet landet tæt til Israel, og siden Hamas’ blodige terrorangreb den 7. oktober har regeringen stået støt bag Benjamin Netanyahus invasion af Gaza.

Men jo længere den trækker ud, desto mere udtalt bliver modstanden mod krigen, der har kostet op mod 30.000 mennesker livet og fordrevet det meste af befolkningen.

Våbenhvile eller ej
Som de seneste dages skandale har vist, går bølgerne højt i debatten omkring Palæstina. Under Berlinalen forsøgte ledelsen at inddæmme debatten i et lille skur langt fra festivalpladsen.

TinyHouse-projektet gik ud på, at festivalgæster frit kunne debattere konflikten med blandt andre den tyske jøde Shai Hoffman og palæstinenseren Ahmad Dakhnous.

Og meningerne fyger omkring, da jeg kigger forbi om mandagen.

En newyorker forklarer, hvordan hans israelske venner har enhver ret til at forsvare sig selv. En ung indisk kvinde ærgrer sig over en skinger debat, hvor ikke alle kommer til orde.

”Ekstremisme er forståeligt, når alle ser så megen destruktion uden at gøre noget. Vesten kan ikke engang enes om noget så simpelt som at kræve våbenhvile,” siger hun indtrængende.

”Der er absolut intet, som er simpelt, når det gælder en våbenhvile,” siger en ung israeler og ruller med øjnene.

Stemplet som antisemitisk
Tonen i det proppede lille hus er noget mere respektfuld end den politiske virak efter prisuddelingen lørdag aften, hvor flere af vinderne bruger lejligheden til at sætte Gaza på dagsordenen.

Udmeldingerne får kort efter Berlins konservative borgmester til at kritisere festivalen i hårde vendinger, og Berlinale-ledelsen til at tage afstand fra vindertalerne.

Mandag sætter den tyske kulturminister absurd-komisk trumf på fadæsen ved at hævde, at hendes applaus til dokumentaren No Other Land kun tilfaldt dens israelske instruktør og ikke hans palæstinensiske kollega.

Instruktøren har i mellemtiden modtaget dødstrusler for en takketale, hvor han kritiserer Israels illegale besættelse af Vestbredden og talte for våbenhvile i Gaza. Talen bliver af både israelske og tyske medier stemplet som antisemitisk.

No Other Land, der får Danmarkspremiere på Cph:Dox den 15. marts, dokumenterer, hvordan israelske bosættere med vold fordriver en række palæstinensiske landsbyer på den besatte Vestbred. 

Filmen vandt både en publikumspris i sideprogrammet Panorama og festivalens tværgående dokumentarpris, der går til den bedste dokumentar i årets program.

Til prisceremonien har den franske antropolog Véréna Paravel et skilt med ordene ”Våbenhvile nu” på ryggen, da hun overrækker prisen.

Hun indleder juryens begrundelse med en opsang til publikum: ”Verden brænder, og de fleste af os vender et blindt øje til.” 

Folk vil aflægge dig et besøg
Det får man ikke lov til at gøre i No Other Land, der er instrueret af et kollektiv bestående af Yuval Abraham, Basel Adra, Hamdan Ballal og Rachel Szor.

Abraham er israelsk journalist, mens Adra er palæstinensisk aktivist, og det var de to, der var på scenen lørdag aften.

Filmen følger deres kamp for at gøre opmærksom på dagligdagens overgreb i Masafer Yatta, en samling af små palæstinensiske landsbyer på den sydlige Vestbred.

Det israelske militær har siden 1980’erne gjort krav på jorden, hvor mange af landsbyerne ligger som en ubeboet træningszone. Beboerne lever med chikane, nedrivningsordrer, vilkårlige anholdelser og et liv styret af, hvilke tilladelser det israelske militær vil give dem. 

Om dagen river militæret beboernes hjem ned, og om natten bygger palæstinenserne dem op igen.

Hvis de forlader deres land, er det tabt for altid, så mange hjemløse familier flytter hellere ind i de oldgamle grotter i nærheden end til en trang lejlighed i byen. 

Yuval Abraham skriver løbende om konflikten, uden at det gør den store forskel. Og ligesom Basel erfarer han, at det har personlige konsekvenser at gøre modstand.

”Her har vi en jøde, der hjælper dem,” lyder det truende fra en israelsk mand, der filmer Yuval til en demonstration. ”Du er på Facebook. Folk vil komme om natten og aflægge dig et besøg.” 

En trussel på livet, som er blevet gentaget flere gange siden prisoverrækkelsen i lørdags.

Skudt og lammet
Ét spor i filmen følger en ung mand, Harun Abu Aram, der bliver skudt i forsøget på at stoppe israelske soldater, da de er i gang med at konfiskere en generator. Han bliver lam fra nakken og ned og dør i 2023 efter at have tilbragt sine sidste leveår i en mørk hule.

Volden tager til i 2022, efter den israelske højesteret godkender fordrivelsen af 1000 palæstinensere – en beslutning, FN har kritiseret som en mulig krigsforbrydelse.

No Other Land slutter med optagelser i tiden efter Hamas’ blodige terrorangreb 7. oktober, der ansporer en omfattende optrapning af vold fra israelske bosættere. I rystede optagelser ser vi Basels fætter blive skudt under et sammenstød, og usikkerheden har tvunget hele landsbyer til at opgive kampen og søge mod byen.

Instruktørerne kan ikke gøre andet end at blive ved med at filme, skrive og tale til omverdenens medmenneskelighed.

”De burde ikke glemme, at de også engang var svage. De led, som vi gør nu,” siger Basel Adra sent i filmen om israelerne.

Hverdagens fremmedhad
Fortidens jødeforfølgelse var også på festivalprogrammet i rumænske Andrei Cohns periode-thriller Holy Week, som spillede i sideprogrammet Forum på Berlinalen og taler ind i den igangværende konflikt. 

Den foregår langt ude på landet i det sydlige Rumænien sidst i 1800-tallet. Her forsøger den jødiske kroejer Leiba at holde stand mod sine naboers uhæmmede antisemitisme i ugen op til påske.

Første scene viser et nådesløst overfald på hans gravide hustru under påskud af en karnevalstradition. En vildmand river tøjet af hende, rusker hende voldsomt, slår hende hårdt i maven, indtil de leende landsbyboere trækker ham videre til det næste offer – der formentlig får en mildere omgang. 

Fremmedhadet gennemsyrer familiens hverdag, og på kroen gør fyldebøtterne sig kloge om indfødte kulturforskelle og den frenologiske metode til at rangordne mennesker ud fra race og udseende.

Det forjættede land
Da Leiba fyrer sin uduelige rumænske medhjælper Gheorghe, gør han gengæld ved at sprede ondsindede rygter om sur vin og fordærvet mad blandt landsbyboerne, mens han sværger blodig hævn over den jødiske familie påskenat.

Truslen og tvivlen gnaver i Leiba, der forskanser sig på kroen, efter at politiet har vendt ham ryggen. Selv da hans kone får det værre, tør han ikke forlade gården for at finde en læge, men han er samtidig for stolt til at begrave stridsøksen med Gheorghe.

Imens drømmer han om det forjættede land i Mellemøsten, Zion, som flyder med mælk og honning, og selv den mindste sten dufter smukt af violer.

”De har dyppet sten fra floden i parfume,” fnyser hans kone, der har ben i næsen og ikke vil høre snak om at forlade deres hjemland.

Andrei Cohns paranoide thriller giver et virkelighedstro indblik i hverdagen for mange af datidens europæiske jøder og viser følgerne af et verdensbillede uforsonligt inddelt i ”os” og ”dem”.

Det gælder for de rumænske kristne, der under Anden Verdenskrig fordrev jøderne med en iver, som imponerede deres nazistiske allierede. Og for nutidens israelere, hvis regering fordriver palæstinensere i et tempo, der ikke er set siden 1948.