Kongen af dansk indie-film

Siden 90’erne har uafhængige danske lavbudgets-film været i en rivende udvikling. Den er blevet mere moden og alsidig, og den har fået mere og mere opmærksomhed.

Én instruktør har været med hele vejen: Dansk-chilenske Shaky González, der er på All Time Shortlist med exploitation-filmen The Last Warrior, og som tidligere i år var i vælten med spillefilmkomedien Det grå guld.

”Det hele bobler lige nu,” siger Shaky González, da vi møder ham til en snak om karrieren og dansk indie-film.

”Jeg håber, at der kommer en stor succes. For så vender det. Først på det tidspunkt vil Det Danske Filminstitut få øjnene op for indie-filmene og lave en lille pulje, der støtter dem. Men indtil videre tror jeg det ikke. Det lyder lidt, som om de ikke vil have, at folk render rundt og laver film uden dem.”

For lang ventetid
Albert González er født i Chile og kom til Danmark i 1974 som otteårig. Han fik kælenavnet Shaky, da han som teenager lavede tegneserier. Siden hang det ved.

I 1997 blev han færdig som instruktør på Den Danske Filmskole. Allerede året efter debuterede han med Nattens engel, og han har siden lavet en hel række kort- og spillefilm uden for det etablerede system.

”Jeg er indie-instruktør, fordi det meste, jeg har lavet, er skabt på den måde. Jeg har lavet alle disse low budget-film, fordi jeg simpelthen ikke har haft tålmodighed til den lange ventetid mellem projekterne,” siger han.

En dum film – med vilje
Ligesom flere af sine kolleger i det danske indie-miljø er Shaky González meget orienteret mod genrer, der ikke har fået den store opmærksomhed i dansk film.

Nattens engel er en actiongyser, One Hell of a Christmas fra 2002 er en mere rendyrket gyser, og Pistoleros fra 2007 er en actionfyldt storbywestern. Det grå guld er en røverkomedie.

”Jeg vil lave film, der er større end virkeligheden,” siger instruktøren, hvis kontor da også er indrettet som et safe house for genrefilm, hvor væggene nærmest er broderet med hylder af dvd-film inddelt efter genre.

Der var stor interesse for Nattens engel, der med sin kærlighed til genrer, som normalt var blevet set ned på herhjemme, repræsenterede noget nyt i dansk film. På produktionen var der en fornemmelse af, at man var en del af noget nyt og vildt, og castet var fyldt med gode navne.

Ulrich Thomsen havde således kun ét krav til sin medvirken: ”Shaky, jeg vil gerne være med, men du må love mig en af de scener, hvor jeg flyver gennem luften og skyder.”

Den scene måtte instruktøren skrive ind i filmen for skuespillerens skyld.

Nattens engel gik bedre i udlandet end i Danmark, som måske ikke var helt klar til det pudsige genremiks.

”Der var mange, der slet ikke forstod filmen her i Danmark. ’Det er en dum film,’ sagde de. Det er også en dum film, men det er med vilje,” fastslår Shaky González, som også har den særlige ære at være bundproppen på All Time Shortlist med den kosteligt ”dumme” The Last Warrior.

Da dolly fik fri
One Hell of a Christmas fik ligeledes en vis international opmærksomhed.

”Den er så corny. Og den var horror-miljøet endnu mere vild med, fordi den er så langt ude b-films-agtig,” siger instruktøren, der sætter stor pris på friheden og entusiasmen i de uafhængige produktioner.

Han har også indspillet statsstøttede film og har mærket forskellen.

”I indie-film kan mærke, at folk bare vil det her. Det kan du slet ikke sammenligne med, når folk bare kommer på arbejde fra otte til fire,” fortæller han.

Kortfilmen Kokken fik produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut, og her kunne Shaky González derfor bruge arbejdskraft fra den etablerede filmbranche.

Det gav dog ikke altid det ønskede resultat.

Instruktøren kan fortælle om en producer, der rev sider ud af manuskriptet, fordi der ikke var tid og råd til at lave den planlagte titelsekvens. I stedet måtte dele af filmholdet indspille den bag hans ryg.

Han kan også fortælle om en scene, hvor kameraet på en dolly skulle følge Thure Lindhardt ind på dansegulvet, men pludselig drejede af og fortsatte mod udgangen. Da instruktøren råbte op og spurgte, hvad der var los, pegede produceren på sit ur: Klokken var blevet fire, og dolly-operatøren havde fri.

Gang i filmnørderne
I 2004 stiftede Shaky González filmkonkurrencen Movie Battle, der i dag er en del af festivalen Cph:Pix.

Dengang udtalte han: ”Jeg startede konkurrencen for at sætte gang i alle de filmnørder i undergrunden, der bare brokker sig over dansk film, men ikke laver en skid selv.”

Han ser samarbejdet med Cph:Pix som et tegn på en større accept af indie-filmen i Danmark. Hans egne kortfilm Tony Venganza (2007) og The Last Warrior var begge med i Movie Battle, og begge film røber en stor forkælighed for 70’ernes og 80’ernes actionfilm.

Tony Venganza er ”grindhouse” i den stil, Quentin Tarantino var med til at genoplive, mens The Last Warrior er spækket med henvisninger til postapokalytiske actionfilm som Mad Max.

Fra indie til gennembrud
Interessen i lavbudgets- og b-film var også en årsag til, at Shaky González sammen med producenten Mustafa Ali stiftede foreningen INDIEfilm Denmark i 2010.

”Vi opdagede, at der virkelig var mange, der rendte rundt og lavede film. I starten var det kortfilm, men nu laver mange altså spillefilm. Mange af dem er gået videre og har nu projekter inde på Filminstituttet,” siger han.

I miljøet omkring INDIEfilm Denmark dukker der flere og flere instruktører op, som ikke har gået på Den Danske Filmskole, fortæller Shaky González. Foreningen vokser, og de er ved at lede efter større lokaler, så de også kan få plads til at bygge kulisser.

En del filmfolk har sluttet sig til foreningen, fordi de synes, det er svært at bryde igennem ad den slagne vej, og fordi deres genrevalg ikke stemmer overens med de film, der normalt får støtte på Filminstituttet.

”Når man er independent i Danmark, er man independent fra instituttet,” understreger han.

En halv million på tre timer
Flere af Shaky González’ film har fået stor opbakning – både i form af penge og lån af udstyr – fra Zentropa og Peter Aalbæk Jensen.

”Han har altid været super cool over for mig. Specielt i gamle dage. Nu kører han mere by the book,” som instruktøren udtrykker det.

Da skuespilleren Tolo Montana ville have González til at instruere One Hell of a Christmas, stillede instruktøren det krav, at Zentropa på tre timer skulle stille med en halv million. Og det gjorde de.

”Den slags sker ikke igen,” mener Shaky González.

Lynch-stemning
Alligevel ser han lyst på udviklingen for indie-miljøet, og han er godt tilfreds med, at Det grå guld solgte cirka 30.000 billetter i biografen.

Filmen tiltrak sig mediernes opmærksomhed, fordi produktionsselskabet bag filmen, Zeitgeist, gik konkurs tæt på færdiggørelsen.

Den blev siden opkøbt af SF Film, der lancerede den i biograferne, men inden da havde det taget tre år at gøre filmen færdig på grund af juridiske og økonomiske kontroverser.

”Det var fandeme ikke godt. Der var lynch-stemning,” fortæller han om producenten Søren Juul Pedersen, der ejede Zeitgeist. ”Men jeg ville ikke være med til at sparke på en mand, der allerede lå ned.”

Omstændighederne omkring filmen har blandt andet været dækket her på siden, og González er da også bevidst om, at de negative historier kan have indflydelse på hans ry og rygte.

”Det kan ikke undgås. Men jeg har altså heller ikke fået alle mine penge endnu,” fortæller han og understreger samtidig, at han ikke føler sig krænket. Han vil bare gerne bevare sit gode forhold til SF Film, der har udgivet flere af hans film.

Hollywood var tabu
Ikke overraskende er Shaky González langt fra begejstret for de danske film, vi normalt får at se i biograferne.

”Som regel synes jeg, at danske film er kedelige. Jeg kan lide amerikanske film – og Olsen Banden selvfølgelig,” griner han og tilføjer, at præferencer for amerikanske film især tidligere har været tabu blandt filmfolk.

”Jeg kender jo Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster-Waldau fra dengang, de gik på Teaterskolen. De sagde også, at de ville til Hollywood, men de sagde det ikke højt. De hviskede det.”

I indie-miljøet bliver det kritiske skyts ofte rettet mod den socialrealistiske dominans i dansk film. Nogle peger på Filminstituttet som synderen, andre på Den Danske Filmskole.

Shaky González lavede selv genrefilm under sin tid på Filmskolen. Men da han skulle indspille sin afgangsfilm, sagde rektor Poul Nesgaard: ”Du er simpelthen nødt til at lave noget socialrealistisk drama.”

Han ville se noget andet fra den atypiske instruktør, der dog alligevel ikke mener, Filmskolen er problemets arnested.

”De fleste, der kommer ind på Filmskolen, tænker allerede socialrealistisk eller arty farty,” som han siger.

Bollywood-gangsterdrama
Shaky González har mange jern i ilden.

Lige nu arbejder han på et danskproduceret Bollywood-gangsterdrama, A Place to Die, somhovedsagelig indspilles i USA. Her trækker han på sang og dans fra den indiske filmtradition, men fastholder sin egen interesse i gangsterfilmen.

Han har også sammen med skuespilleren David Sakurai fået udviklingsstøtte fra Filminstituttets talent- og eksperimentordning New Danish Screen til en danskproduceret martial arts-kortfilm, Echoes of a Ronin. Og så er han ved at udvikle et socialrealistisk Nørrebro-drama om bandevold.

Kongen af dansk filmundergrund er stadig i fuldt vigør.