Undersøgelse
01. jan. 2022 | 12:18

Mænd svigter film instrueret af kvinder

Grafik | Filmmagasinet Ekko
Mænd udgør kun 22 procent af publikum til Mødregruppen med Danica Curcic (tv.), mens flere kvinder end mænd har set mandekomedien Klassefesten med Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby.

Kvinder vil gerne se såkaldt mandekomedier, mens mænd er svære at trække i biografen til kvindekomedier. Statistik for 157 danske spillefilm viser kønsfordelingen blandt publikum.

Af Claus Christensen

Vi nærmer os en ligelig fordeling af de statslige støttemidler til mandlige og kvindelige filminstruktører.

Men hvordan ser det ud med biografpublikummet?

Filmmagasinet Ekko har lavet statistik på de 157 danske spillefilm, som Det Danske Filminstitut i perioden 2009-2020 har udregnet kønsfordelingen på.

Filmene dækker 91 procent af det samlede tilskuerantal til danske film i perioden. Det er dermed de mest sete film.

Filmene har tilsammen solgt 34,8 millioner billetter. Heraf 19,6 millioner billetter til kvindelige tilskuere og 15,2 millioner til mandlige (biografgængere, der hverken identificerer sig som mænd eller kvinder, har Filminstituttet desværre ikke opgjort).

Det giver en kønsfordeling på 56 procent kvinder og 44 procent mænd. Kvinder går med andre ord noget oftere i biografen end mænd. Kun 22 procent af de undersøgte film havde en overvægt af et mandligt publikum.

Hvis vi ser på publikums kønsfordeling i forhold til, om filmen er instrueret af en mand eller en kvinde, bliver forskellen endnu mere udtalt.

Når en mand sidder i instruktørstolen, bliver filmen i gennemsnit stadig set af en overvægt af kvinder, nemlig 54 procent kvindelige tilskuere (rød i skema) over for 46 procent mandlige tilskuere (blå i skema).

Men hvis en kvinde står for instruktionen, falder andelen af de mandlige publikummer drastisk til 39 procent, mens de kvindelige publikummer tilsvarende stiger til 61 procent.

Kvinderne er kort sagt betydeligt mere åbne og nysgerrige i forhold til film af de mandlige instruktører, end mænd er over for værker af de kvindelige instruktører.

Illustrativt for kønsforskellen er Klassefesten versus Mødregruppen (se skemaer herunder). Den første er instrueret af Niels Nørløv Hansen og har tre mænd i hovedrollerne, mens sidstnævnte er instrueret af Charlotte Sachs Bostrup og har Danica Curcic i hovedrollen.

Klassefesten er bemærkelsesværdigt blevet set af 63 procent kvinder og 37 procent mænd, mens Mødregruppen er blevet set af 78 procent kvinder og kun 22 procent mænd. Kvinder køber her i langt højere grad end mændene billet til en såkaldt mandekomedie, hvorimod mænd er svære at trække i biografen, når der er tale om en kvindekomedie.

Mændene har heller ikke ligefrem valfartet til Tilde Harkamps Jagtsæson med Mille Dinesen, Lærke Winther og Stephania Potalivo. 72 procent af tilskuerne er kvinder, mens mændene blot tegner sig for 28 procent.

Helle Joofs Sover Dolly på ryggen med Lene Maria Christensen har kønsfordeling 71/29 i kvindernes favør, mens hendes All Inclusive med Danica Curcic, Bodil Jørgensen og Maria Rossing ligger på 68/32.

Til gengæld balancerer kønsfordelingen 50/50 i Joofs Happy Ending, men her er hovedrollerne også fordelt ligeligt mellem en kvinde og en mand: Birthe Neumann og Kurt Ravn.

May el-Toukhys Lang historie kort med Mille Hoffmeyer Lehfeldt er blevet set af 68 procent kvinder og 32 procent mænd.

Christina Rosendahl har bedre fat i mændene. Det kan skyldes, at hun har mænd i hovedrollen og beskæftiger sig med politiske emner i sine film.

Vores mand i Amerika med Ulrich Thomsen ligger på 52 procent kvinder og 48 procent mænd, mens Idealisten med Peter Plaugborg faktisk er blevet set af flere mænd end kvinder. Her er fordelingen 48/52 i mændenes favør. 

Anders Thomas Jensens komedier har overvejende mænd i hovedrollerne, men den kønsmæssige fordeling blandt filmenes publikum er mere ligelig.

Mænd og høns ligger på 56/44 og rammer dermed gennemsnittet for alle film i perioden. Retfærdighedens ryttere er med 52/48 næsten blevet set af lige mange kvinder og mænd.

Nøjagtigt samme fordeling har Anders Matthesens kanonhit Ternet Ninja.

Derimod har Casper Christensen bedre fat i de mandlige biografgængere end de kvindelige.

For Klovn – The Movie er 55 procent af billetterne købt af mænd, mens mændene tegner sig for 56 procent af billetterne til Klovn The Final. Andelen af mænd blandt publikum stiger for Dan Dream, som Casper Christensen har skrevet sammen med Frank Hvam, til 58 procent (artiklen fortsætter efter skema).

Den romantiske komedie Simon & Malou – instrueret af Theis Mølstrøm Christensen – er den film, som har den største overvægt af kvindelige publikummer, nemlig 79 procent.

Som det fremgår af top 10 herunder følger Mødregruppen, Barbara Topsøe-Rothenborgs En-to-tre-NU og Lotte Svendsens Max pinlig 3 – På Roskilde på de næste pladser.

På top 10 for film med overvægt af mandlige tilskuere ligger Lars von Triers seriemorderfilm The House That Jack Built på førstepladsen med hele 76 procent mænd.

På andenpladsen har vi Magnus Millangs komedie Selvhenter, som efterfølges af to terrordramaer: Ole Christian Madsens Krudttønden og Ulaa Salims Danmarks sønner.

For børnefilmene er det nok overraskende, at de faktisk trækker det mandlige engagement op, så der næsten er ligelig kønsfordeling blandt publikum.

Det tyder altså på, at fædrene i mindst lige så høj grad som mødrene går i biografen med deres børn.

Min søsters børn-serien har en overvægt af mandlige publikummer, mens Far til fire-filmene flere gange rammer en helt ligelig kønsfordeling. Det spiller sikkert ind, at begge serier har en mandlig hovedrolleindehaver. 

 

Kommentarer

Sådan gjorde vi

Det Danske Filminstitut har udregnet kønsfordelingen for 157 danske spillefilm i perioden 2009-2020.

Filmene dækker 91 procent af det samlede tilskuertal i perioden.

Vi har lavet en statistik på kønsfordelingen blandt publikum i forhold til, om filmen er instrueret af en mand eller en kvinde.

Vi har lavet en top ti for de film med henholdsvis et overvejende kvindeligt og mandligt publikum.

Vi har også lavet en specifik statistik for publikumsfordelingen for børnefilm.

© Filmmagasinet Ekko