Debat
04. sep. 2017 | 14:08

Debat: Kønstiltag kan svække kvaliteten

Foto | Christian Geisnæs
Kønsdiversiteten foran kameraet er til at overse i Sommeren ’92. Fremover opfordres producenter til at redegøre for fordelingen af mænd og kvinder på filmholdet, når de søger støtte.

Pres for flere kvinder i dansk film risikerer at føre til diskrimination. Taberne bliver publikum og skatteyderne, skriver professor.

Af Hans Bonde

Brancherepræsentanterne i det såkaldte Dialogforum har besluttet at søsætte tre initiativer for at skabe ”en bedre kønsbalance” i dansk film: en frivillig selvangivelse for filmproducenter, fokus på publikums oplevelse og et forskningsprojekt om barrierer for nyuddannede instruktører.

Inden for en lang række områder foregår der i disse år et pres for at få flere kvinder på centrale poster. Disse initiativer bør støttes, hvis de handler om at stimulere kvinder til at kvalificere sig.

Men ikke, hvis de lægger pres på udvalg for at få flere kvinder ind uanset kvalifikationer.

I så fald går det ud over publikum og skatteyderne, der, til trods for at de betaler gildet, ikke får ydelser af samme kvalitet, som hvis en filmperson var blevet valgt på et uhildet grundlag.

Desværre ser det ikke ud til at være tilfældet med Filminstituttets og filmbranchens seneste tiltag.

Oplysningerne i indlægget om kunststøtte stammer fra Hans Bondes artikel Kvindefavorisering i kunst og kultur i Social Kritik nr. 144.

Styrelse erkender forskelsbehandling
Når filmproducenter søger om støtte, opfordres de fremover til at oplyse om kønsfordelingen både foran og bag ved kameraet, blandt andet for at give mulighed for internationale sammenligninger.

Det kan ikke undgås at virke som et vink med vognstang om at øge andelen af kvinder for at øge chancen for at opnå støtte. Vælger man ikke at opgive tal for kønsfordeling, vil det kunne opfattes negativt af bedømmerne, som i øvrigt godt selv kan regne.

Vælger man at sammensætte et filmhold med lav kvindeandel, vil man føle, at man svækker sin ansøgning.

Hvor farlig denne sliske er, kan illustreres med de problemer, som Kulturstyrelsen har haft i forhold til Ligebehandlingsloven. Her opererede man netop med en kønsstatistik, som visse kunstudvalg opfattede som en opfordring til at øge andelen af kvindelige støttemodtagere.

Kulturstyrelsen har på baggrund af en klage måttet medgive, at ”det ikke fuldt ud er muligt at afvise, at der i enkeltstående tilfælde kan være sket forskelsbehandling på baggrund af køn” hvad angår udvalgenes uddeling af støtte før 2014.

Ulovlige kønskriterier
Kulturstyrelsen vil derfor nu gøre ”udvalgene opmærksomme på, at kravet om afrapportering på køn ikke må omsættes til et mål om ligelig fordeling af støtten på køn”.

Kulturstyrelsen vil også ”inkludere en henvisning til ligestillingslovens forbud mod kønsdiskrimination i den såkaldte udvalgshåndbog, der udleveres til udvalgsmedlemmerne ved deres tiltrædelse”.

Endelig vil Kulturstyrelsen ”fjerne de ulovlige formuleringer om kønskriterier i relation til puljer under Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur”.

Man må håbe, at Det Danske Filminstitut tager ved lære af Kulturstyrelsens selvransagelse. I modsat fald vil – som filminstruktøren Niels Nørløv Hansen formulerer det – ”mandlige instruktører som udgangspunkt stå dårligere. Færre vil måske blive tilbudt job grundet dette tiltag. Og dét alene på baggrund af deres køn. Altså diskrimination”.

Oplysningerne i indlægget om kunststøtte stammer fra Hans Bondes artikel Kvindefavorisering i kunst og kultur i Social Kritik nr. 144.

Kommentarer

Hans Bonde

Født 1958 i København.

Professor, dr. phil. i historie på Københavns Universitet.

Forfatter til en række bøger om idræt, køn og identitet.

Har været medlem af en række råd og udvalg vedrørende køn og ligestilling.

Har skrevet flere artikler om positiv særbehandling inden for kunst og forskning.

Har modtaget HK’s Ligestillingspris.

© Filmmagasinet Ekko