Kontroversiel pornogyser fylder 50 år

Disneys kommende musical Snow White er på forhånd blevet kontroversiel, fordi historiens syv små minearbejdere ikke spilles af skuespillere med diminutiv højde.

Men det er intet mod den shitstorm, der ville rejse sig, hvis Det Danske Filminstitut i dag finansierede en film som Dværgen, verdens første dværg-porno-gyser-musical, der havde dansk biografpremiere for halvtreds år siden i dag.

Først og fremmest er selve ordet ”dværg” blevet kontroversielt, selv om personer med dværgvækst selv bruger det og kalder deres forbund for Dværgeforeningen. 

Men intet tabu uden undtagelser, og ligesom man vanskeligt kan nævne Master Fatmans Gayniggers from Outer Space (1992) uden at bruge N-ordet, kan man vanskeligt omtale Dværgen uden at bruge D-ordet. 

Og omtales skal den, for Dværgen, der havde Danmarkspremiere den 15. januar 1974 i Kino i Holbæk, kan med rimelighed kaldes den mest usædvanlige spillefilm i dansk filmhistorie. Og sammen med Tre piger og en gris fra 1972 er det en af de mest modbydelige.

Tortureret med stok
I filmen er dværgen Olafs mor en falleret entertainer, bosat i en tidligere natklub, hvor hun optræder med sang og dans.

Og det overdøver næsten skrigene fra de slavinder, som hendes debile, vanføre søn pisker på loftet. De ligger nøgne på madrasser, pacificeres med heroin, voldtages og mishandles. 

Særligt barsk er en scene, hvor Olaf torterer et offer med sin stok. Og ikke ved at tæve hende!

Filmen blev produceret til biograferne midt i en sand syndflod af danske sexfilm. Samme år kom også Knud Leif Thomsens feministiske Rapportpigen, Werner Hedmans satiriske I Tyrens tegn (den bedste af stjernetegnsfilmene) og Paul Gerbers interessante metafilm Nøglehullet. Samt den dansk-amerikanske Overklassens hemmelige sexglæder.

Typisk for periodens danske sexfilm var der adskillige mainstream-filmfolk involveret i skabelsen af Dværgen, nogle dog skjult bag pseudonymer.

Bedst kendt blandt de medvirkende var revystjernen Gerda Madsen, som i 1930’erne havde gæsteoptrådt på Det kongelige Teater, og hvis filmkarriere gik helt tilbage til 1921.

Titelrollen bliver spillet af Torben Bille, der bag kulisserne i det danske filmmiljø var velkendt som rekvisitør. Publikum kendte ham fra talrige film som Og så er der bal bagefter (1970) og Guld til præriens skrappe drenge (1971).

Hans mest kontroversielle filmrolle – ud over Dværgen – er psykolog- og brevklumme-ægteparret Eberhard & Phyllis Kronhausens symbolladede pornospillefilm Sex-cirkusse fra 1974. Her har Bille hardcoresex med en anden dværg i en sekvens, der reflekterer publikums rolle som lurekiggende voyeurs både oppe på lærredet og nede blandt tilskuerne.

Ekko løste mysterium
Ifølge credits er Dværgen instrueret af en ”Vidal Raski”, men navnet dukker ikke op andre steder.

Instruktørens virkelige identitet var et uløst mysterium, indtil Filmmagasinet Ekko i #49 fra 2010 endelig løste gåden.

”Vidal Raski” viste sig at være et pseudonym for amerikaneren Eduardo Fuller, der under sit ophold i Danmark også havde instrueret førnævnte Overklassens hemmelige sexglæder (i dét tilfælde under dæknavnet ”Arnold Baxter”).

Eduardo Fuller var tydeligvis ikke den sarte type, og når Dværgen i dag fremstår så kontroversiel, er det ikke blot på grund af dens unikke genrekombination (mig bekendt er der ikke lavet andre dværg-porno-gyser-musicals).

Men også fordi den – i tråd med den amerikanske grindhouse-tradition, men i modsætning til den danske præference for glad sex – appellerer til tilskuerens værste svinehund.

Filmen lokkede da også kun nogle få tusinde danskere i biografen, og i Sverige blev den totalforbudt.

Monstrøst begær
Gennem mange år var Dværgen kun tilgængelig i en beskåret softcore-kopi, men i 2008 lykkedes det Another World Entertainment at udsende en flot, komplet kopi på dvd.

Det står i kontrast til Severin Films’ amerikanske Blu-ray, som er en gang sjusk, man roligt kan styre udenom.

Dvd-udgivelsen fra Another World Entertainment fik mig til at se Dværgen med nye øjne. Selve sexscenerne er svage, men trods lavt budget har der været kreativt overskud til opfindsom musik og montage.

Torben Bille designede selv kulisserne, foreviget i stemningsfulde billeder af en ikke-krediteret fotograf. 

Jeg anmeldte Dværgen i Ekko #42 og konkluderede:

Nogle vil spørge: Hvad skal vi med en sadistisk, modbydelig sexgyser? Men Dværgen repræsenterer skyggesiden af 1970’ernes glade, danske sexkomedier.

Den udspringer af samme dybe kilde som eksempelvis King Kong (1933) og Fuselis maleri Mareridt (1781), hvor mandligt begær toner frem af mørket uden maskering: monstrøst, bestialsk, farligt og potentielt guddommeligt – eller a la Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde forkrøblet af opdragelse og undertrykkelse (filmens værste skurk er Olafs mor).

Ikke al menneskelig seksualitet kan udtrykkes med falde på halen-komik. Derfor er en film som Dværgen i al sin gru både uundgåelig og uundværlig.