Oscar-akademiet kritiseres for tavshed

Palæstinensiske Basel Adra og israelske Yuval Abraham er hovedpersoner i den Oscar-vindende Vestbred-dokumentar No Other Land, som de har instrueret sammen med Hamdan Ballal og Rachel Szor.
Natten til torsdag amerikansk tid modtog medlemmerne af Academy of Motion Picture Arts and Sciences – som står for Oscar-uddelingen – Variety et brev, der i brede vendinger ”fordømmer skade på og undertrykkelse af kunstnere for deres værker og synspunkter”, skriver Variety.
Brevet er underskrevet af Akademiets direktør Bill Kramer og dets præsident Janet Yang. Det har allerede vakt vrede på sociale medier og blandt en gruppe af Akademiets medlemmer, fordi det undgår at nævne den specifikke episode, som er Akademiets motivation for at udsende brevet.
Mandag blev en af instruktørerne bag den Oscar-vindende dokumentar No Other Land, palæstinensiske Hamdan Ballal, overfaldet af israelske bosættere i nærheden af sit hjem på Vestbredden. Han blev samtidig arresteret af israelske soldater, der angiveligt udsatte ham for mere vold.
Ifølge militæret blev han og andre palæstinensere arresteret på grund af mistanke om, at de smed med sten, men det nægter Hamdan Ballal over for ABC News at have gjort.
Den hædrede film No Other Land handler netop om de voldsomme uroligheder på Vestbredden.
Forskellige synspunkter
Ballals israelske medinstruktør, Yuval Abraham, skrev onsdag på det sociale medie X, at angrebet på Ballal skyldes opmærksomheden på filmen efter Oscar-uddelingen.
Han mener, at Akademiet burde støtte offentligt op om Hamdan Ballal, ligesom det europæiske filmakademi og andre organisationer allerede har gjort.
Men det nye brev til Oscar-Akademiets medlemmer nævner ikke Hamdan Ballal ved navn og undgår at forholde sig til den specifikke episode.
”Forståeligt nok bliver vi ofte bedt om på vegne af Akademiet at forholde os til sociale, politiske og økonomiske begivenheder. I disse tilfælde er det værd at bemærke, at Akademiet på verdensplan repræsenterer tæt på 11.000 medlemmer med mange forskellige synspunkter,” lyder det fra Oscar-akademiet.
En afskyelig påstand
Yuval Abraham har på X delt medlemsbrevet og hæfter sig ved, at Akademiet mener at skulle respektere ”forskellige synspunkter”.
Han har samtidig delt en tidligere udmelding fra Akademiet om den iranske stats undertrykkelse af instruktører. Her nævner og fordømmer Akademiet specifikt retsforfølgelsen af den iranske instruktør Jafar Panahi i 2010.
På sociale medier har flere stemmer forholdt sig med undren til brevet fra Academy of Motion Picture Arts and Sciences. Dokumentaristen AJ Schnack, som selv er medlem, kalder på Facebook brevet ”forbløffende slemt”.
”Jeg er chokeret og vred over, at I nu fortæller os – jeres medlemmer – at I ser bortførelsen og volden mod en af jeres nylige prismodtagere som noget, medlemmerne vil have ’mange forskellige synspunkter’ om. I al respekt er det en virkelig afskyelig påstand,” skriver han.
190 medlemmer af Akademiet har ifølge Variety underskrevet en meddelelse, der kritiserer Akademiets brev og kommer med sit eget budskab.
”Vi fordømmer det brutale overfald og den ulovlige tilbageholdelse af den Oscar-vindende palæstinensiske filmskaber Hamdan Ballal af bosættere og israelske styrker på Vestbredden. Det er uforsvarligt for en organisation at anerkende en film med en pris i første uge af marts og undlade at forsvare dens skabere kun få uger efter,” skriver medlemmerne.
Underskriverne tæller primært dokumentarister, men også skuespillere som Mark Ruffalo og John Cusack samt instruktøren Todd Haynes.
”Vi vil fortsætte med at vogte over filmens hold. At vinde en Oscar har bragt deres liv i større fare, og vi vil ikke holde os tilbage, når andre kunstneres sikkerhed er på spil,” bliver udtalelsen afsluttet.
Kommentarer