Kvinden uden samvittighed

Hvis nu Hollywood var en kvinde, hvordan ville hun være?
   
Som Marilyn Monroe i Den søde kløe, en yppig, men ikke så klog og noget naiv blondine, der med sit udseende og sexappeal kan fordreje hovedet på enhver mand?
   
Eller måske snarere Katharine Hepburn i Han, hun og leoparden og The Philadelphia Story: intelligent, rapkæftet og viljestærk, en smule skræmmende i al sin selvstændighed, men inderst inde alligevel lidt fortabt og tilmed en uforbederlig romantiker.
   
Hollywood kunne også være Double Indemnitys Barbara Stanwyck, en smuk, men samvittighedsløs og livsfarlig femme fatale, der manipulerer med sine omgivelser i jagten på mammon.
   
Sandheden er nok, at paradokset Hollywood rummer lidt af dem alle sammen. Hun er bitchet, kitschet, politisk korrekt, anløben, provokerende, underholdende, dum, begavet, smuk, vittig, frastødende, elegant, kynisk, generøs, opfindsom - og ofte slet ikke til at stå for.
   
Filmbyen, der er blevet synonym med den amerikanske film­industri, fylder så uendeligt meget i de fleste menneskers bevidsthed, hvilket skyldes dens enorme gennemslagskraft, en formidabel evne til at markedsføre sig selv og tromle hen over konkurrenterne, og - ikke mindst - en position som verdens førende til at fortælle historier for et stort og bredt publikum.

Dengang det begyndte
I Hollywood er film i høj grad producentens medium, hvor den i Europa er instruktørens. Penge er den drivende kraft bag alle beslutninger i filmbyen. Og som Hollywoods brogede historie viser, findes der både kloge og mindre kloge beslutningstagere blandt de studiebosser, der gennem tiden har haft magten.
   
Hollywood har forandret sig i takt med, at filmbyen er gået fra at være et område i den nordøstlige del af Los Angeles til også - og i højere grad - at være et symbol, en sindstilstand, et brand, der bruges i flæng både positivt og negativt.
   
Det er snart 100 år siden - omkring 1910 - at de første filmskabere forlod den hastigt spirende amerikanske filmindustri i New York for at rejse til det solrige Californien, nærmere bestemt Los Angeles, hvor de kunne filme udendørs hele året rundt og havde et meget varieret landskab at optage i - bjerge, dale, ørkener, floder, skove, hav. Samtidig var de på sikker afstand af Thomas Edison, der havde patent på et af de første kameraer og forlangte afgifter af alle de andre filmfolk i New York, der brugte hans udstyr.
   
Efterhånden som man etablerede sig i Los Angeles, og Hollywood voksede, tog de store, stadig eksisterende filmselskaber form. Blandt de mest kendt var Universal, Warner Bros., Paramount og Metro-Goldwyn-Mayer (MGM).

Kassen og kunsten
I stumfilmtiden, hvor sprog ikke var nogen hindring, var Danmark i en overgang en af verdens betydelige filmnationer. Men med talefilmens komme i 1927 ændrede alting sig.
   
Hollywood og de engelsksprogede film tog for alvor over, og amerikansk films guldalder begyndte, da det magtfulde studie­system blev skabt i 1920'erne. Ligesom på Henry Fords bilfabrikker begyndte man at producere film på samlebånd. Studiebosserne var showmen, og genrebevidstheden var fra begyndelsen en del af Hollywood. Publikum fik, hvad det ville have: komedie, tragedie, romance, krimi etc.
   
Undervejs udviklede filmsproget sig, ikke mindst takket være en innovator som instruktøren D.W. Griffith. Siden kom også en lang række europæiske filmskabere til at sætte deres umiskendelige præg på amerikansk film: Charles Chaplin i 1910'erne og 20'erne, Josef von Sternberg og Ernst Lubitsch i 1920'erne, 30'erne og 40'erne, Billy Wilder og Alfred Hitchcock i 1940'erne og 50'erne, og Ro­man Polanski og Milos Forman i 1960'erne og 70'erne. Alle arbej­dede de i den etablerede del af branchen og formåede med genrefilm som publikumsvenligt redskab - sammen med indfødte, amerikanske kolleger - at lave stor og vigtig kunst.
   
Også i dag er Hollywood et mylder af nationaliteter og kreative temperamenter, der navigerer i det vanskelige farvand mellem kassen og kunsten, mainstream og arthouse. Samme farvand, som man i Europa i årtier har forsøgt at undgå, men som man ikke mindst i Danmark er begyndt at besejle i erkendelse af, at det er vigtigt at have publikum med sig, hvis man vil have et sundt og velfungerende filmmiljø.

Studiesystemet smuldrer
De store amerikanske filmselskaber - Universal Studios, Columbia Pictures, Paramount Pictures, MGM, Warner Bros., United Artists, RKO Pictures, 20th Century Fox - etablerede tidligt hver især såkaldte studio lots, hvor man byggede faste kulisser og optog sine film. Alle filmarbejdere, manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere var under kontrakt hos selskaberne, som samtidig ejede de biografer over hele USA, hvor deres film skulle vises. Dermed styrede de store selskaber både den forretningsmæssige og kreative side af filmbranchen.
   
Men denne monopollignende status faldt myndighederne for brystet. Efter en række retssager og et par højesteretsdomme blev det sidst i 1940'erne ulovligt for selskaberne selv at eje biografer, ligesom de ikke længere måtte sælge deres film i pakker - for at få én god film skulle en biograf også tage en håndfuld dårlige - og studiesystemet begyndte at falde fra hinanden. I 1954 var det officielt forbi, da biografkæden Loews som den sidste afsluttede sit mangeårige partnerskab med MGM.
   
1950'erne var i det hele taget et turbulent årti for de gamle filmselskaber, der kunne mærke presset fra det nye, meget populære medie, fjernsynet. I 1947 solgte de amerikanske biografer 100 millioner billetter om ugen til en befolkning på godt 150 millioner mennesker. I dag sælger man 25 millioner billetter om ugen til 270 millioner mennesker. En voldsom nedgang - men at det ekspansive marked for video og dvd i omsætning nu har vokset sig større end biografmarkedet, siger også noget om filmindustriens formidable evne til at assimilere sig.
   
Op gennem 1950'erne og 60'erne bredte desperationen sig, efterhånden som pengene fossede ud af kassen. Den gamle garde af producenter og studiebosser var enten døde eller på vej på pension, og man oplevede samtidig, hvordan europæiske og asiatiske artfilm kunne trække mennesker i biografen. Det var nødvendigt at tænke i nye baner, og der blev plads til en række yngre executives, ikke mindst Paramounts legendariske Robert Evans.

Dørene blev åbnet på vid gab for en ny, filmskole­uddannet generation af instruktører og manuskriptforfattere inspireret af de italienske neorealister og den franske nybølge - Francis Ford Coppola, Martin Scorsese, Brian De Palma, Roman Polanski, Milos Forman, George Lucas, Steven Spielberg blandt mange andre.
   
To film, Peter Fonda og Dennis Hoppers Easy Rider (1969) og Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967), viste vejen for dette New Hollywood med lave budgetter, en energisk visuel stil, brud med traditioner og tabuer, et desillusioneret livssyn, fokus på realisme og samfundskritiske undertoner. For en tid så alt ud til at være godt, men de unge hedsporer var svære at styre og kommercielt uberegnelige. To film, Ciminos Heaven's Gate (1980) og Coppolas One from the Heart (1982), der begge kostede en formue og ingen billetter solgte, sørgede for, at både kassen og porten til Paradis blev lukket igen.

Sovende monster vågner
Derimod opnåede Lucas og Spiel­berg at blive Hollywoods nye gulddrenge, da de lavede Dødens gab (1975) og Star Wars(1977), begge gigantiske succeser, der indvarslede blockbusterens æra. De gav filmindustrien appetit på mere af det samme og var med til at vække et sovende monster, der siden voksede sig stort og sultent.

Pengestærke forretningsfolk begyndte at opkøbe de gamle filmselskaber og inkorporere dem i gigantiske konglomerater. Filmproduktion blev efterhånden kun en nebengeschæft ved siden af de egentlige indtægtskilder, som i dag kan være alt fra internet, nyheder og tv til dvd'er, computerspil og teknologi i øvrigt. Mange af selskaberne har flere gange skiftet ejer, fordi omkostningerne - især lønningerne til de store stjerner - er steget og steget. I 1995 kostede en Hollywood-film 54,1 millioner dollars. I 2005 var beløbet vokset til 96,2 millioner.

I begyndelsen af 1990'erne forsøgte man at afhjælpe situationen ved at investere i den billige og lukrative independent-film. Men man fik hurtigt undermineret uafhængigheden, mens budgetterne blev større, og i dag giver det ikke længere mening at tale om independent-filmen som en selvstændig størrelse.
   
I takt med at filmene er blevet større og dyrere, er billetsalget faldet - 2005 var det dårligste i femten år (med en mindre fremgang i 2006) - og det ellers så lukrative dvd-salg, som hidtil har sørget for filmbranchens store overskud, er tilsyneladende stagneret. Den amerikanske filmindustri er i omsætning for længst overhalet af computerspilindustrien, der tiltrækker de kreative talenter og i 2005 kunne præstere en omsætning på uvirkelige syv milliarder dollars (japanske Nintendo er efter sigende større end hele Hollywood).

Den lange hale
Hollywood har identitetskrise i en verden, der er blevet mere segmenteret. Det, der engang bare var "en teenager", er i dag skatere, rock'n'rollere, hippier, hiphoppere, goths, nørder etc. Individualiseringen flytter fokus, som forudsagt i Den lange hale, en model for fremtidens økonomi udviklet af technolivsstilsmagasinet Wireds chefredaktør Chris Anderson: Med internettet har folk fået mulighed for selv at vælge, hvad de vil se, og hvornår de vil se det. Derfor kan relativt små film få et langt liv og vokse sig store. Nettets brugere linker til hinanden, de udveksler erfaringer med produkter på deres blogs og hjemmesider, og der opstår således en lang hale af henvisninger.
   
Hollywood skal vænne sig til at sælge mindre af mere, altså flere forskellige film i knap så store mængder, hvilket også betyder, at budgetterne skal være mindre for at få økonomien til at løbe rundt.
   
Online-filmudlejeren Netflix har fået stor succes med et koncept, hvor man kan leje tre dvd'er om måneden for femten dollars og returnere dem, når man vil. Og i modsætning til den lokale Blockbuster, som har mange kopier af filmene på Top 10-hitlisten, der styres af Hollywood, har Netflix et meget større udvalg, og det er især de mindre, smallere film, som selskabet tjener sine penge på. Eksperter forudser, at når Apples iTunes, der sælger musik, tv-serier og nogle enkelte film til download online, for alvor begynder at sælge film til download, vil markedet eksplodere.

Enkelte, betydelige Hollywood-spillere som Steven Soderbergh og Morgan Freeman er også begyndt at eksperimentere med alternative distributionsformer, der sætter de traditionelt tænkende selskaber under pres. Soderberghs seneste film Bubble blev sendt ud på dvd og vist på kabel-tv samme dag, som den havde ordinær biografpremiere. Det samme skete med den Freeman-­producerede 10 Items or Less, der havde premiere i december måned sidste år.
   
Markedet udvider sig kraftigt og ændrer sig hastigt, og det gamle Hollywood med kæmpebudgetterne må indstille sig på, at det i højere grad end tidligere er publikum, der bestemmer. Markedet er blevet sværere at forudsige og styre. Det har givet plads til mindre, karakterdrevne historier som for eksempel Crash, Million Dollar Baby, Sideways, Syriana, Good Night and Good Luck, Walk the Line, Brokeback Mountain og Capote - intelligente mainstreamfilm, som i de senere år både har tjent penge og vundet filmpriser.
   
Disse film er faktisk produceret af etablerede selskaber, så måske har Hollywood trods alt allerede lugtet lunten, præcis som både Hepburn og Stanwyck ville have gjort det.

Tak for inspiration til produceren Thomas Mai, der har arbejdet i Hollywood gennem de seneste seks år.