Shortlist Awards 2016
18. nov. 2016 | 14:31

Shortlist Awards: Kvinderne stormer frem

Foto | Kbh Film & Fotoskole
Fotograf Clara Kokseby er nomineret for den visuelt smukke Som engle vi falder, der handler om kærligheden mellem to piger (Maria Winther Olsen og Elin Mørkøre Dalberg) i en kristen, homofobisk familie.

Antallet af kvindelige filmtalenter, der bliver nomineret til Ekko Shortlist Awards, er mere end fordoblet siden 2014.

Af Frida Marquard

”Få flere kvinder gjort interesseret i at lave film.”

Så kontant formulerede Danske Biografers formand Kim Pedersen sig under en paneldebat om ligestilling i dansk film for nylig.

Den kvindelige tilstedeværelse til Ekko Shortlist Awards viser dog, at det langt fra er lysten eller talentet, som mangler. Aldrig har kortfilmprisen nemlig haft så mange kvindelige nominerede.

Faktisk er der dobbelt så mange kvinder blandt årets nominerede, som til prisfestens to foregående år. I alt går 25 nomineringer ud af årets 70 mulige til kvindelige talenter.

Deri indgår ikke engang den i år genoprettede scenografi-kategori, som med hele fire ud af fem nomineringer, domineres totalt af kvindelige scenografer.

Til sammenligning modtog kvinder tolv nomineringer ved uddelingen i 2015 og elleve i 2014 (scenografi og den hedengangne bedste eksperiment-kategori ikke medregnet). 

Positive fremtidsudsigter
Nu kunne man tænke, at fremgangen skyldes det seneste års øgede fokus på kvindelige filmskabere i dansk film. Men det er ifølge Ekkos chefredaktør Claus Christensen ikke tilfældet.

”Vi har ikke skænket kønnet en eneste tanke under jury-arbejdet, hvor vi udelukkende har fokuseret på kvaliteten af filmene. Kvinderne har simpelt hen bare leveret nogle fantastiske præstationer, og antallet af nominerede kvinder gik først op for os, da vi skulle lancere nomineringerne og fik tegnet et samlet billede,” siger Claus Christensen, der har været formand for en jury bestående af prominente folk fra filmbranchen.

Han ser den stærke kvindelige repræsentation som tegn på en yderst positiv udvikling for dansk films fremtid.

”Det viser, at der er ved at ske noget. Ekko Shortlist Awards tager temperaturen på undergrunden og de spirende talenter. De folk, som vi her nominerer, vil komme til at præge dansk films fremtid, og her viser der sig andre toner end dem, man har set i lang tid i dansk film,” siger Claus Christensen. 

Stærkt visuelt felt
En rapport foretaget af Det Danske Filminstitut om kønsfordeling i dansk film viser, at kun ti procent af filmudbuddet i 2016 blev fotograferet af kvindelige fotografer.

Til sammenligning går hele tre ud af fem fotograferings-nomineringer til kvindelige fotografer. Louise McLaughlin har fotograferet Sia, Clara Kokseby det blide teenagedrama Som engle vi falder og Catherine Pattinama Coleman den rå sort-hvidfilm Sorte måne.

Claus Christensen betegner det som noget nær en Danmarksrekord.

”I år ser vi mange film, der går nye visuelle veje, ikke mindst blandt de kvindelige instruktører. Se bare Sia, der er båret af en enestående brug af billeder,” siger Claus Christensen.

Flere kvinder skriver selv
På klippersiden er Cathrine Odgaard nomineret for Ødeland og Anna Heide for Skyld, mens Linda Man, der klippede sidste års vinderfilm Flyvere i natten, er nomineret for Sorte måne og har ligeledes klippet den dokumentar-nominerede Os der valgte mælkevejen,

På animationsiden har Maremi Watanabes Hakoili – Girl in a Box, Juliette Vigers Untamed og Sara Jespersen Holms Mellem væggene modtaget nomineringer i en kategori, der tidligere kun har modtaget én kvindelig nominering årligt. Alle tre film viser nuancerede og fantasifulde skildringer af forholdet mellem børn og deres fædre.

Sara Jespersen Holms Mellem væggene har ligeledes modtaget en nominering for bedste manuskript. I denne kategori er også Andrea Stief nomineret for sin surrealistiske Mor, mens to ud af tre manusforfattere bag Heaven er kvinder: Josefine Kirkeskov og Alexandra Kristjansen.

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Dato: Lørdag den 26. november 2016.

Tid: kl. 20
(dørene åbner kl. 19).

Sted: Bremen Teater i København.

Vært: Lasse Rimmer.

Efterfest: DJ Gul med flere.

Billetter til arrangementet koster 110 kr. plus gebyr.

Købes via Billetlugen.

Sponsoreret af Blockbuster og støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.

© Filmmagasinet Ekko