Dag 4: Kvindernes kampplads

”Sig mig, er det her ved at udvikle sig til en femi-festival?” spørger en ældre herre med høj hat, da vi trasker ud efter middagsvisningen af italienske Daughter of Mine.

Han ligner én fra verden af i går. Den koksgrå frakke, det røde halstørklæde og en pæn portion næsehår stikkende ud under brillerne taler for sig selv.

Men selv om hans pointe er for skarpt trukket op, er den ikke helt ude i den berlinske filmhamp. Kvinderne har i den grad sat sig på hovedkonkurrencens film i de første fire dage.

Rørende Rohrwacher 
Det kommer i helt særlig grad til udtryk i Daughter of Mine, hvor tre kvinder i forskellige aldre udkæmper en følelsesladet kamp i den sardinske sommersol.

Stille og roligt nærmer Vittoria sig sit ældre spejlbillede, og efterhånden går en kamp i gang imellem det, der viser sig at være en biologisk mor, og så den mor, som har passet og plejet den unge pige i et årti.

Kameraet danser rundt om de tre hovedpersoner, mens historien langsomt folder sig ud midt imellem alle de knuste og håbefulde følelser, som simrer i solen.

Ligesom i debuten Sworn Virgin – der deltog i Berlinalens hovedkonkurrence i 2015 – følger instruktør Laura Bispuri nænsomt efter sine personer med et kamera, der er håndholdt og påvirket af naturligt lys. Også i Daughter of Mine må en kvinde gå igennem verden og gøre sig egne erfaringer for at kunne blive til den person, hun gerne vil være.

Den unge Sara Casu er eminent i hovedrollen, mens Alba Rohrwacher folder sig helt ud som den fordrukne, biologiske mor. Rohrwacher er uden tvivl en af sin generations største europæiske skuespillere, og i sine fuldekvindescener er hun rørende stærk.

At filmen ikke helt kan følge med hende, skal selvfølgelig ikke ligge skuespilleren til last. Men instruktøren formår at styre sin fortælling flot i land, dog uden de helt store overraskelser.

Svensk nonsens
En anden konkurrencefilm, der har verdenspremiere i Berlin i dag, var Toppen av ingenting, der er skabt af svenskerne Måns Månsson og Axel Petersén. Det er første gang, de to instruerer sammen.

Månsson og Petersén kunne for så vidt have begyndt filmen med en dedikation til Lars von Trier, eftersom der nærmest er lagt et Riget-filter over Toppen av ingenting.

Billederne er grynede og dokumentariske, mens filmens roller er kolossalt aparte. Èn karakter er halvt stum, mens en anden er decideret afstumpet, og så er der historiens hovedperson, som er den 68-årige Nojet (Leonora Ekstrand). Hun arver et lejlighedskompleks i Stockholm, men får samtidig et helvedes hyr med at få sat skik på det.

Der er kameraskud i lange og mørke gange tilsat umotiveret vold og flade replikker, og det eneste interessante ved Toppen av ingenting er sådan set hovedpersonens insisteren på at leve som en ung kvinde, der befinder sig midt i et mareridt.

En længere sexscene, hvor den ældre kvinde får oralsex af en tilfældig bekendt, er både munter og livsbekræftende, men så er der altså heller ikke så meget mere at sige om Toppen av ingenting, der mest af alt kunne kaldes ”topmålet af ingenting”.

Femi-dampen
Men i den svenske film er det jo endnu en kvinde, der indtager den bærende rolle, og det virker ganske enkelt, som om festivaldirektør Dieter Kosslick og hans hold har valgt at være politiske på en ny måde i år.

Væk er de politiske overtoner, og i stedet signalerer de mange film, der bæres frem af stærke hunkønsvæsener, at der i den grad ligger masser af kvinderoller ude i filmverdenens vildnis, hvis bare man åbner øjnene og tager dem seriøst.

Det er Daugther of Mine sammen med paraguayske The Heiresses fra forleden indtil videre de mest tydelige eksempler på. Det bliver interessant at se, om Kosslick og co. holder denne femi-damp oppe i de kommende seks filmdage, men de kunne sådan set godt have undladt at tage den sidste af dagens konkurrencefilm med ind i det fine selskab.

For The Prayer er lige netop så korrekt og belærende, at den minder om andre film, vi har set de senere år i Berlinale-paladset.

Dermed ikke sagt, at franske Cédric Kahns nyeste film er en decideret dårlig én af slagsen.

Vi følger en 22-årig stofmisbruger, der bliver sendt op i bjergene blandt andre utilpassede, og selv om der ikke er nogen tvivl om, at detaljerigdommen og det filmhåndværksmæssige er i orden, bliver The Prayer aldrig for alvor interessant. Stort set alle filmens roller vil hinanden det så godt, at forudsigeligheden hurtigt melder sin ankomst, og samtidig bliver religionsdyrkelsen for omklamrende.

Fascinerende M.I.A.
Et sted, hvor der til gengæld er fuld fart fremad, er i den længe ventede dokumentar om sangeren og aktivisten M.I.A, som vises i Panorama Dokumente.

Den srilankansk-engelske provo-kunstner har fået sin egen film, der forsøger at indfange hende som det ekstremt flerfacetterede menneske, hun er. Matangi / Maya / M.I.A. hedder den og er skabt af hendes gamle skolekammerat, Steve Loveridge.

Han har som instruktør svært ved at gå på de tre ben, hvor man skal lære mennesket, aktivisten og sangeren at kende på en og samme tid. Men alligevel er det nu sært fascinerende, hvor stor adgang Loveridge har fået i Matangi / Maya / M.I.A.

”Filmen handler ikke om køn, men om kultur. Og så handler den om, at både min og hele verden hænger sammen, selv om alle forsøger at grave grøfter og sætte mennesker i specifikke kasser,” forklarer rapperen Maya Arulpragasam selv, da jeg i løbet af dagen har fornøjelsen af et interview.

Matangi / Maya / M.I.A. har haft en rodet tilblivelse, hvor Arulpragasam og Loveridge har været som hund og kat, når billederne har skullet i kassen. For et par år siden så det faktisk slet ikke ud til, at der ville komme en film ud af anstrengelserne, men nu er den her altså, og den vil med garanti blive et streaminghit for fans.

Frontløberne
Noget andet, der lader til at blive et hit, er norske Erik Poppes Utøya 22. juli om Anders Behring Breiviks massakre på unge mennesker i 2011. Den film bliver vist i hovedkonkurrencen mandag.

Men allerede nu har filmmarkedet reageret overordentligt positivt, og rygterne vil vide, at Breivik ikke nævnes ved navn på noget som helst tidspunkt i filmen.

Dermed er der lagt op til en historie om unge idealister, som pludselig skal kæmpe for livet. Det har givet genlyd i blandt andet Kina, Latinamerika, Sydkorea og Portugal, som allerede har købt filmen hos TrustNordisk.

Om U – July 22, som den engelske titel lyder, også lægger anmelderne ned bliver så spørgsmålet. I øjeblikket er topscorerne på Screens stjernebarometer amerikanske Isle of Dogs, russiske Dovlatov og paraguayske The Heiresses.

Unge Astrid
De danske filmfolk er også ved at indfinde sig i Berlin, hvor der er ekstra stor opmærksomhed omkring et projekt, som vil blive vist i de kommende dage.

Pernille Fischer Christensen – som fik sit internationale gennembrud med En soap på Berlinalen i 2006 – har sin nye Unge Astrid om Astrid Lindgren med i Berlinale Special Gala. Den film er forventningerne store til i Berlin, og blandt anmeldere er det kuriøst, at titelrollen indtages af Alba August, som er datter af skuespiller Pernilla og instruktør Bille August.

Og så er det jo en film om en kvinde. Derfor passer den perfekt ind på Berlinalen i 2018.