”35-årige mænds problemer interesserer mig ikke”

Instruktør Lars Vegas humor er lige så sort som kaffe. 

Det kan man se i hans afgangsfilm fra Den Danske Filmskoles fiktionslinje: Madtanterne, som har fået fem stjerner af Ekkos anmelder. Og det er ikke første gang, han har benyttet den kulsorte komik. 

I I väntan på döden – instrueret med Isabelle Björklund – besøger en mand sin far på dennes dødsleje. Faren bekymrer sig imidlertid mere om hakkekødet hjemme i fryseren og senneppen i skabet. 

I afgangsfilmen indtager kantinedamen Gunilla hovedrollen. Hun vil gerne være i fred. Og så vil hun have, at skolens børn spiser op i frokostpausen! 

Da Gunilla får tre handikappede praktikanter ansat, lærer hun lige så stille at lukke glæden ind i livet – og lære andre, hvordan man mest effektivt kan hade kommunen. 

– Hvorfor har du netop valgt at lave lige Madtanterne som din afgangsfilm? 

”Der er en meget stærk tradition for det job. Madtanterne kender alle til i Sverige. Idéen om at udforske madtanter har jeg tænkt på i mange år. Deres placering i hierarkiet på skolen er interessant. De er kongerne i kantinen, men alle andre steder i livet er de længst nede i hierarkiet.” 

”En god ven var bange for at smide mad ud. Hun og hendes matematiklærer smed i smug mad ud, for at kantinedamen ikke skulle se det. Selv lærerne var bange for kantinedamerne.” 

”Så der findes sådanne personer, i det mindste i Sverige, som alle ved, hvem er, men som ingen har lavet en film om. De er i baggrunden. Desuden laves der ikke mange film i Danmark eller Sverige med 50-årige kvinder i hovedrollen.” 

”Normalt handler film om 35-årige mænd, der har problemer med deres sexliv eller deres arbejde. Hvorfor skulle jeg ønske at se sådan en film? Hvis jeg kigger på mit eget liv, er det da totalt uinteressant. Anderledes med en 50-årig kvinde midt i livet.” 

– Er det derfor, det er en vigtig fortælling? 

”Jeg har janteloven i mig. Jeg ville aldrig sige, at enhver fortælling, jeg laver, er vigtig at fortælle. Det kan jeg ikke få ud af min mund. Men det er mærkeligt, at der ikke er flere film om 50-60-årige kvinder.” 

”Der er mange rigtig gode skuespillere i den alder, men de får ikke rigtigt noget arbejde. En af mine venner er 55 år gammel. Hun var skuespiller på Stockholms Stadsteatern i mange år og startede samtidig med en mand. De to spillede altid hovedroller, men så begyndte han at spille med en ti-femten år yngre kvinde, selv om min ven var lige så gammel som ham.” 

”Pludselig var hun for gammel til at spille hovedroller i modsætning til manden. En kvinde kan ikke bare få lov at se ud, som hun nu gør i den alder.” 

– Betragter du dig selv som en filmhåndværker eller kunstner? 

”Tja, der er vel ikke nogen af os, der beskriver os selv som filmhåndværkere? Jeg tror, man opfinder ting, og så sætter man et kamera til at filme dem. Så klipper man og tilføjer lidt musik og noget stemning.” 

”Jeg er ikke ligesom Anette K. Olesen, der kan indspille Borgen efter andres manuskript. Det er meget svært at være sådan en instruktør. Det er for mig nemmere både at skrive og instruere. Måske er det mere kunstnerisk?” 

– Er der en instruktør, du er meget inspireret af? 

”Hvis vi taler om nordiske instruktører, så synes jeg Aki Kaurismäki er ganske god. Man ved aldrig, hvad der vil ske, når man ser en af hans film. Lukas Moodysson er også god – han finder også altid på noget uventet. Bo Wiederberg synes jeg også kunne nogle ting.” 

– Hvad vil lige netop du gerne bidrage med til svensk eller dansk film? 

”Hvis der er noget, jeg kan bidrage med, er det sandsynligvis at lave beretninger om noget meningsfuldt i samfundet. Min afgangsfilm er okay. Noget, der fungerer, er skildringen af transporttjenesten Flextrafik.” 

”Jeg kender en del blinde, fordi jeg arbejdede som visuel tolk for mange år siden, og de havde problemer med det hele tiden. Det var fuldstændigt ustabilt.” 

”Det vil sige, at jeg kunne bringe små samfundsproblematikker ind i en dramakomedie. Det er så absurd og dumt, hvad der sker i virkeligheden. Det kan man bruge til at lave film og vise sådan noget.” 

– Hvordan er du i dag fagligt og personligt, sammenlignet med da du startede på skolen for fire år siden? 

”Jeg har fået flere værktøjer at arbejde med, men nu hvor jeg har lavet en film på 70 minutter, så begynder jeg virkelig at forstå dramaturgi og sceneopbygning.” 

”Jeg kommer fra Luleå i det nordlige Sverige. Dér har jeg lavet ekstremt mange kortfilm. Når man gør det mange gange, bliver man relativt god til det. Men så bliver man også usikker på, om man overhovedet kan lave en film, der varer i længere tid.” 

”Noget, der er rart ved at lave en længere film, er, at en enkelt scene kan handle om, at personerne bare spiser eller fortæller en joke, eller man kan fokusere på rn dramatisk begivenhed.” 

”I en kortfilm skal alt ske meget hurtigt, og alle relationer skal allerede eksistere, for du har ikke tid til at lære karaktererne at kende. Og de har ikke tid til at lære hinanden at kende, når historien kun varer femten-tyve minutter.” 

– Hvad er dit bedste minde fra skolen? 

”Det er altså Filmskolens kantine. Utroligt god skolekantine med billigt smørrebrød. Det koster faktisk nærmest ingen penge. Den kommer jeg til at savne.” 

– Hvad med dit værste minde? 

”Når kantinen var lukket. Så var vi nødt til at bruge Scenekunstskolens kantine, og de to kantiner er som dag og nat. Ikke alle kunne holde ud at spise der. Det var så deprimerende. Og så var det også betydeligt dyrere. Men så kan man selvfølgelig tage madpakke med, hvis det er.” 

– Har du et filmprojekt, som du skal til at kaste dig over, når processen med afslutningsfilmen er overstået? 

”Manuskriptforfatter Jonas Lajboschitz og jeg skriver nu på en film om Mette Horn som nazistjæger, der rejser tilbage i tiden i en tidsmaskine og dræber Hermann Göring, Joseph Goebbels og Adolf Hitler. Vi tænker, at den skal have premiere i sommeren 2022, og at det skal være en blanding mellem Schindlers liste og Die Hard 2.” 

”Jeg vil også gerne lave en film med en blind kvinde i hovedrollen. Det skal nærmest en genrefilm, hvor en blind kvinde søger hævn og vil slå igen. Der er noget fedt ved en historie om en kvinde, der ikke kun er et offer. Måske kan det være Mette Horn, som er blind?”