Chang-dong: ”Ingen at vende vreden imod”

Lee Chang-dongs har efter Ekkos chefredaktørs mening lavet festivalens store mesterværk: Burning. Men det første spørgsmål, der melder sig, er, hvorfor der skulle gå hele otte siden hans forrige Poetry, somvandt manuskriptprisen i Cannes.

Man skulle tro, at instruktøren allerede havde fået spørgsmålet mange gange, men han tænker sig længe om, inden han svarer.

”Den tog lang tid, fordi jeg havde en idé om, hvilken slags historie jeg ville lave. Men jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle levere budskabet i det medie, som film er,” siger Lee Chang-dong og henviser til den unge mand i Burning, der vikles ind i mærkelige begivenheder.

”Ligesom Jongsu i filmen kæmper med budskabet i sin historie, måtte jeg også kæmpe for at finde ud af, hvad budskabet skulle være …”

Lee Chang-dong afbryder oversætteren, der har serveret hans koreanske ord på noget mere fordøjeligt engelsk. Instruktøren har hæftet sig ved brugen af ordet ”message”, altså budskab, og føler sig kaldet til at korrigere det.

”’Budskab’ er ikke det rigtige ord. Det handler bare om, hvilken historie jeg ville fortælle. Jeg bryder mig ikke om at levere budskaber i film. Løsninger og svar er ikke mig. Jeg vil hellere rejse spørgsmål.”

Mærk mysteriet
Lee Chang-dong virker da også netop en mand, for hvem ord er vigtige. Både i sine film og i virkeligheden bruger han få af slagsen. Han taler afmålt og eftertænksomt.

”Jeg prøver ikke at give kommentarer på verdens tilstand ved at gøre mine film mystiske. Men jeg vil have publikum til at mærke mysteriet,” fortæller Lee Chang-dong.

Han startede som forfatter i 1980’erne, men kastede sig uden nogen erfaring over filmen – først som manuskriptforfatter og siden også instruktør i spillefilmdebuten Chorok mulkogi fra 1997.

Efterfølgende har han senest lavet Secret Sunshine fra 2007, førnævnte Poetry og nu Burning, der alle har været i hovedkonkurrencen i Cannes.

Fælles for dem er, at de netop rejser spørgsmål omkring forholdet mellem virkelig og fiktion, og hvordan vi begår os som mennesker i verden. Burning er en pirrende mystisk film, der blander romantisk trekantsdrama og en thriller om en mulig forbrydelse. Men dybest set handler filmen om tilstanden i den moderne verden.

”På grund af arbejdsløsheden og alt muligt andet kæmper unge mennesker i dag. De føler, at noget er forkert i verden, men de kan ikke rigtigt sætte fingeren på, hvad det er,” siger instruktøren.

”Før i tiden var der noget at rette sin vrede imod – en grund til vreden, som folk protesterede over. I dag er det langt mere uklart, hvorfor vi egentlig er vrede. Det er en del af den mystik, jeg har villet lægge ind i filmen.”

Afsavn og hævn
I Burning trækker Lee Chang-dong ikke bare på én, men to noveller, der begge har den engelske titel Barn Burning.

Det reelle forlæg er japanske Haruki Murakamis novelle fra 1983. Den handler om en forfatter, der ender i samme form for mystisk trekantsdrama som i Burning, hvor Jongsu forelsker sig i Haemi. Imidlertid indleder hun et forhold til rigmanden Ben, som lever det perfekte liv i luksus og sorgløshed.

Men før Murakami skrev den amerikanske forfatter William Faulkner i 1939 en novelle ved navn Barn Burning. Den handler om en ung dreng, der må forholde sig til eksistentielle emner som klassekamp, fadersavn og hævn.

”Min medforfatter Oh Jung-mi anbefalede mig også at læse William Faulkners novelle. Her udfolder historien sig på en helt anden måde end Murakamis, men de handler begge om vrede i unge mænd,” siger Lee Chang-dong.

Spinkelt håb
Instruktøren forenede det japanske og amerikanske ophav til at skabe en fortælling, som gerne skulle være universel.

”Jeg tror ikke, at de unge mennesker i filmen kun afspejler livet for unge i Sydkorea. Den stille vrede gælder i hele verden. Flere og flere mennesker forsøger at leve som Ben, selv om langt størstedelen ligger på et spektrum imellem ham og Jongsu,” fortsætter instruktøren.

”Og folk jagter Bens livsstil lige meget, hvilken social status de har. De tager pænt tøj på og går ud og spiser lækre ting. På den måde er unge mennesker i dag mindre påvirkede af deres klasseforhold, og det er der da et vist håb i.”