Løgnetesten

Mads Brügger ser ikke vred ud. Han virker ikke engang stødt eller bare en lillebitte smule fornærmet. Tværtimod ser han ud til at befinde sig som den berømte blomme, der boltrer sig i ægget.

Så godt som alle andre journalister ville blive vrede over at blive angrebet på deres moral og omgang med sandheden. Og en stor del af dem ville nægte at blive udsat for en test med en løgnedetektor. Men ikke Mads Brügger.

”Jeg havde epilepsi som barn og fik ofte målt mine hjernebølger, så det her er right up my alley”, som han konstaterer.

Gennem de seneste par år er Mads Brügger blevet trukket frem som ”journalisten der lyver”, et ganske bemærkelsesværdigt mærkat i de her år, hvor flere karrierejournalister på ærværdige amerikanske publikationer er blevet afsløret i at opdigte øjenvidner og begivenheder til deres artikler.

Så groft har Mads Brügger ikke trådt på journalistikkens grundlove. Hans dubiøse handlinger består snarere i at spille skuespil over for de mennesker, han beskriver. Som da han for to år siden udgav sig for at være fan af Præsident George W. Bush og rejste rundt blandt neokonservative republikanere i det amerikanske bibelbælte i tv-programmet Danes for Bush.

Eller i hans nye tv-program Det røde kapel — kommunister i lysthuset, der efter planen vises på DR2 i slutningen af november. Her rejser Brügger og de to komikere af koreansk afstamning, Simon Jul Jørgensen og Jacob Nossell (som er spastiker), ind i det kommunistiske Nordkorea for at opføre et teatershow. Den egentlige og skjulte hensigt er imidlertid at vise myndighedernes reaktion på teatershowet — hvordan styret forsøger at gøre det spiseligt for nordkoreanerne — og derved ”dokumentere, hvad der sker med humor i et land, der har haft tankekontrol og diktatur i 50 år”.

Fintfølende værktøj
Er der altså ikke tale om direkte løgn, så kan man spørge, om det er amoralsk opførsel eller en spændende modernisering af journalistikkens virkemidler.

Desværre er det ikke så nemt at grave sig ind til Mads Brüggers omgang med sandheden på dansk jord. I USA og England bruger man hjertens gerne løgnedetektorer under forhør, og det er endda kommet på mode at bruge dem ved jobsamtaler i virksomheder. Men her til lands befinder den eneste umiddelbart tilgængelige løgnedetektor på Eksperimentariet i Hellerup, og den ligner bestemt ikke de avancerede dingenoter, FBI benytter sig af på film.

Dens idé består i, at testpersonen sætter sig på den ene side af detektorens skærm og placerer sin højre hånd på en lille måler, der registrerer fugtafsondring. Testpersonen skal tænke på et tal mellem 1 og 7, og testlederen på den anden siden skal så gætte. Hvis den lille måler, der sidder i bordet, slår ud på værdien 100, betyder det, at testpersonen udskiller koldsved — altså at tallet er forkert. Hvis detektoren slår ud et sted mellem 0 og 100, må det betyde, at testpersonen bliver berørt af spørgsmålet, måske endda skjuler noget uden nødvendigvis at lyve helt.

Hvor en professionel FBI-detektor altså kun accepterer svarene ”ja” eller ”nej” og værdierne ”sandt” eller ”falsk”, har vi altså her et mere fintfølende værktøj med et nuanceret forhold til begrebet løgn. Det giver god mening over for Mads Brügger, der har specialiseret sig i at balancere på en knivsæg mellem løgn og sandhed.

Som en lille test starter vi med et spørgsmål, man kun kan svare sandt eller falsk på. Uret på Mads Brüggers venstre håndled ser ud til at være af det fine fabrikat, Tissot, men er det ægte?

”Ja, det er det faktisk”, svarer testpersonen. Og måleren slår ud på værdien 44. Umiddelbart ikke noget brugbart resultat, når svaret kun kan være sandt eller falsk. Medmindre løgnedetektoren fornemmer, at kun en del af uret er ægte — eller at Mads Brügger er overbevist om, at uret er ægte, selvom det faktisk er en kopi.

Løgn på deltid
Næste spørgsmål er mere komplekst: Generer det dig, at du ofte bliver beskrevet som journalisten, der lyver? Og Brügger svarer: ”Hvis jeg kun var journalisten, der løj, ville det genere mig. Men i nogle sammenhænge er jeg jo journalisten, der lyver, og andre gange lyver jeg ikke.”

Et åleglat svar, som detektoren ikke reagerer på.

Nyt spørgsmål: Er du stolt over at have fået det mærkat? Og her giver detektoren voldsomt udslag. Den rammer værdien 100 tre gange i træk allerede, før Mads Brügger svarer — muligvis fordi han er i gang med at flytte et varmt glas café latte med den venstre hånd.

Og svaret, der altså er stærkt mistænkeligt, lyder: ”Nej, det er jo ikke en bedrift i sig selv at lyve. De gange, hvor jeg har benyttet mig af løgnen, har jeg lukreret på et basalt grundvilkår mellem mennesker — at man til det sidste klynger sig til håbet om, at den, man står overfor, er den, vedkommende hævder at være. Det kan man benytte sig af inden for de områder af journalistik, som er blevet for genrebelastede.”

”Journalistikkens genrekonventioner gør meget journalistik til et rollespil,” fortsætter Brügger. ”Især inden for Christiansborg-journalistikken, hvor alle gør, hvad der forventes af dem, eller sportsjournalistik og meget kulturjournalistik. Inden for de områder kan man drage nytte af at lege med roller og identiteter for at fortælle den samme historie på en ny måde, for at få et nyt publikum og optimalt for at kunne fortælle en helt ny historie.”

Ubehageligt stævnemøde
Næste spørgsmål: Finder du personligt glæde ved at lyve?

Her er Eksperimentariets løgnedetektor oppe at ramme værdien 24, før svaret falder. Noget kunne tyde på, at Mads Brügger ikke ligefrem svarer usandt, men at han dog udskiller en anelse angstens sved ved sit svar. Måske fordi det fremkalder uheldige minder:

”Der kan jo ligge en personlig glæde ved at slippe af sted med maskepi og skuespil, men dybest set finder jeg det stærkt ubehageligt. Da vi lavede Danes for Bush blev vores kampagnebus opsøgt af en ældre, velhavende republikaner, som havde en baggrund i oliebranchen. Han havde en venstreorienteret søn, der var flyttet til San Francisco og var blevet alt det, faren ikke ville have, at han skulle være. Og så får manden øje på mig og min kompagnon, to hvide, neokonservative ariske mænd, som er to omvandrende hologrammer for alt, hvad han kunne tænke sig, at hans søn skulle være. Han bliver så begejstret for os, at han sætter et stævnemøde op med sine to niecer, hvorefter vi tager til stævnemødet på en mexicansk restaurant udenfor Dallas. Der blev det så ubehageligt, at det blev for meget. Det blev for personligt og privat.”

Det næste spørgsmål til Mads Brügger lyder: Hvad havde I fået ud af at konfrontere den her republikaner på en klassisk journalistisk facon?

Detektoren reagerer ikke på Brüggers svar.

”Jeg havde fået noget af det samme materiale, men der er nøglescener, som vi med garanti ikke havde fået. En del af dogmatikken i den neokonservative ideologi er jo, at medier ikke er til at stole på, og at alle journalister er venstresnoede og bagstræberiske.”

”De neokonservative, du kommer til at tale med, giver de samme svar, uanset hvordan du spørger, men når du så kommer til en reception i Texas med en dommer, der var skyld i at en mentalt retarderet teenagedreng blev henrettet og du siger til ham: ’Vi er Danes for Bush, vi har indstillet dig til vores frihedskæmperpris, for du kæmper for friheden,’ og man begynder at smalltalke med ham, så sker begynder han pludselig at slappe af og fortæller, at da han var i Vietnam med marinekorpset, var han med til at brandbombe stråhytter, hvori der var kvinder, børn, hunde og katte. Det ville han ikke have gjort under normale omstændigheder.”

Fairness
De næste spørgsmål er et par af de mest centrale i forhold til Mads Brüggers arbejdsmetoder: Vil du beskrive dig selv som et moralsk menneske?

Brügger svarer: ”Ja, jeg er meget moralsk”, hvorefter måleren er oppe at ramme værdien 100 fire gange lige efter hinanden. Brügger fortsætter uden at vide, at detektoren mener at have grebet ham i at tale aldeles usandt.

”Jeg er da hele tiden i tvivl om det rimelige i det, jeg gør. Da vi lavede Danes for Bush forsøgte jeg jo også at tilrettelægge programmet, så vi var fair over for dem, vi mødte. Vi brugte ikke scener, hvor vi er ude af karakter. Jeg tror de fleste af dem, vi interviewede, ville sige, ’ja, det var sådan, det var’.”

Med sin voldsomme reaktion på det foregående spørgsmål har Eksperimentariets løgnedetektor tilsyneladende afsløret en sprække i Mads Brüggers moral. Reaktionen på næste spørgsmål er derfor yderst interessant: Har din moral nogensinde stoppet dig i at udføre et stykke journalistisk arbejde?

Brügger svarer: ”Nej, det har den ikke,” hvorefter detektoren rammer værdien 64. ”Vi tænkte også meget over, at hvis det kom for en dag i Nordkorea, hvad bagtankerne for vores projekt havde været, kunne det få konsekvenser for de mennesker, vi mødte. Desuden er det jo sket mange gange, at der har været vestlige journalister i Nordkorea, som har snakket regimet efter munden, men samtidig har lavet skjulte optagelser. De har bagefter begået et karaktermord på landet. Vi arbejder anderledes, vi fordømmer ikke Nordkorea, men fremprovokerer nogle ægte reaktioner ved vores tilstedeværelse, vores rollespil.”

Korea som gøglerbillede
Næste spørgsmål er også et kernespørgsmål: Er du egentlig overhovedet journalist?

Hertil svarer Brügger: ”Jeg har flere gange været gæst i P1-programmet Mennesker og medier med Lasse Jensen, som er en slags journalistikkens svar på Harry Potters Rektor Dumbledore, og de sidste par gange har han insisteret på at kalde mig ’konceptmager’, som et eller andet sted er en pæn udgave af ’fidusmager’. Men altså, jeg betragter mig selv som journalist, men jeg forsøger også at omkalfatre begrebet journalistik og flytte grænser for hvad genrerne kan rumme.”

Næste spørgsmål er igen væsentligt i forhold til Brüggers formeksperimenter: Er du overhovedet interesseret i nogen form for sandhed? ”Ja, i høj grad, men jeg er nok mere holist. Jeg er mere interesseret i systemer og biosfærer, hvor der jo altid er forskellige grader af sandhed,” siger Brügger.

Her er Eksperimentariets løgnedetektor forbavsende tavs. Måske fordi Brügger ganske enkelt taler 100 procent sandt. Detektoren reagerer heller ikke ved næste spørgsmål: Overtræder du ikke journalistikkens grundlov om objektivitet, når du beslutter, at nogle lande eller fraktioner er mere kritisable end andre?

”Nej, jeg håndhæver journalistens vigtigste forpligtigelse: at sparke opad og til en vis grad genere magthavere og mennesker, som har kontrol over andre. Der eksisterer forskellige fortællinger om Nordkorea, men det retfærdiggør ikke og må aldrig retfærdiggøre den måde, myndighederne behandler mennesker på. Landet er et kæmpe gøglerbillede, et stort bluffnummer. De forsøger at opretholde en illusion om, at landet er på randen af krig, og at USA og Japan kan overfalde dem hvert øjeblik. Det bruger styret til at retfærdiggøre, at folk sulter. Landet er ved at falde fra hinanden, men samtidig insisterer de på, at det går fantastisk godt.”

Tvunget til at heile
”Styret brugte også os og vores tilstedeværelse i propagandaøjemed, for eksempel da vi blev hevet op foran en af deres militærmarcher på det, der svarer til Moskvas røde plads, bare i Pyongyang. Først var vi blevet inviteret med op på betontribunen, hvor partitoppen også befandt sig.”

”Det var som at havne midt i nazi-progandafilmen Viljens triumf. Der stod spastikeren Jacob Nossell og jeg - Simon Jul var på det tidspunkt underdrejet af dårlig mave og nerver. Lige pludselig blev vi konfronteret med den ægte skræmmende vare. Jacob råbte, ’jeg vil hjem! jeg vil hjem!’, og den kvindelige tolk fra sikkerhedstjenesten spurgte: ’What is he saying?’ Så sagde jeg: ’He’s very happy. Very happy, but tired.’ Og så råbte Jakob: ’Lad være med at lyve, Mads Brügger.’ Men her var jeg jo nødt til at lyve, det var rollespil for livet. Direktøren for statens filmselskab kom og opfordrede os til også at heile med. Om aftenen fremviste de os på nationalt tv i spidsen for processionen. De ville demonstrere, at de har venner i udlandet, men vi var meget bange.”

Sidste spørgsmål i løgnedetektortesten: Er sandt og falsk nødvendigvis modsætninger?

”Der er den nuanceforskel, der hedder at økonomisere med sandheden. Strengt taget har vi jo ikke løjet over for Nordkoreanerne, men der er ting, vi har undladt at fortælle dem. De har kigget alle vores optagelser igennem, men har bare ikke kendt til vores motiv og bagtanke.”

Mads Brügger, ”journalisten der lyver”, har været gennem Ekkos løgnedetektortest. Hvad kan vi konkludere? Målingerne fra Eksperimentariets løgnedetektor taler bestemt ikke et tydeligt sprog, og dermed viser den sig paradoksalt nok at være helt på Mads Brüggers side. Sandheden — eller løgnen — er ikke nogen entydig størrelse. Det ligger i dens natur at blive gradbøjet, forvredet og udfordret.