Lone Scherfig arbejder på dansk tv-serie

”Jeg har faktisk haft arbejdsro og fået en masse tid foræret, fordi verden lukkede ned. Man lod sig ikke transportere nogen steder hen, og jeg plejer at rejse sindssygt meget. Så jeg har skrevet på en dansk tv-serie – og nydt det!”

Lone Scherfig er midt i en hektisk premiere-uge for The Kindness of Strangers og er i konstant bevægelse fra det ene interview til det andet.

Filmen, der havde verdenspremiere på Berlinalen i 2019, blev som så mange andre udskudt på grund af covid-19. Og for Lone Scherfig betød det tid til at arbejde på gamle og nye projekter.

Siden Hjemve (2007), som hun skrev med Niels Hausgaard, har hun skabt en række internationale film med pæn succes. Nu er hun klar til at vende næsen hjemad, i hvert fald for en stund.

”Jeg tror, jeg kommer til at lave en dansk tv-serie som det næste. Og jeg fokuserer i det hele taget på at lave film og tv og skrue ned for undervisningen. Sidebeskæftigelserne skræller jeg af for at samle mig om de store projekter,” siger Lone Scherfig uden at kunne komme nærmere ind på, hvilken historie hun arbejder på.

De bløde værdier
Som flere af Lone Scherfigs film er The Kindness of Strangers en ensemblefilm, hvor vi følger en række menneskers skæbne og ser, hvordan de påvirker hinanden.

Filmen foregår i New York, og med covid-19-pandemien i baghovedet kan visse facetter af historien ses i et helt andet lys.

”Den har et værdisæt i sig – nogle bløde værdier – som vi er blevet mere opmærksomme på de seneste måneder. Og så er Andrea Riseboroughs karakter jo intensiv-sygeplejerske, så det med folk, der uselvisk på alle tider af døgnet arbejder på at redde andre menneskers liv, er der kommet øget opmærksomhed på,” forklarer instruktøren.

”Pludselig får vi at se, hvad Andrea gør, når hun har fri – for eksempel at gå hen og trøstespise på en russisk restaurant. Filmens hovedtema er: ’Når du ikke har andre, så har du de fremmede,’ og det er desværre blevet aktualiseret i den seneste tid.”

Kæmpe plotmaskine
Lone Scherfig forsøger til hver eneste af sine film at finde et særligt æstetisk og etisk sæt nøgler. På den måde fornyr hun sig hele tiden. At der alligevel er et slægtskab i filmene, kan man dog ikke komme udenom.

Evnen til at balancere mellem humor og drama har gjort instruktøren eftertragtet i udlandet, hvor filmatiseringen af Lynn Barbers roman An Education fra 2009 står som den største succes med tre Ocscar-nomineringer.

Og netop det med at instruere film baseret på andres forlæg har kendetegnet Lone Scherfigs karriere i 10’erne. Men The Kindness of Strangers har hun skrevet selv.

Det vil hun gerne fortsætte med i fremtiden, selv om hun stadigvæk læser bunker af andres manuskripter med henblik på filmatisering.

”Næste gang vil jeg ud og lave en film, hvor jeg kan læne mig op ad et virkelig stærkt plot og samtidig have et virkelig stort budget. Dét har jeg savnet. Hvis man som instruktør ved, at man kommer kørende på en kæmpe plotmaskine og har alle de bedste mennesker og det bedste udstyr med sig, er man langt allerede.”

”Det vil give plads til, at jeg kan fokusere endnu mere i stedet for, at jeg skal bruge meget af mit arbejdsliv på at lave nødløsninger. De kan være vellykkede, men for meget kommer til at handle om at få optageplanerne til at lykkes og enderne til at mødes. Dét vil jeg gerne væk fra.”

Gaver til skuespillerne
Som manuskriptforfatter kan Lone Scherfig se, at der er sket en udvikling siden den spæde start i 1980’erne og gennembrudsfilmen Italiensk for begyndere fra 2000.

”Når man som fortæller arbejder med et hverdagsunivers og laver scener i senge og køkkener, er det også det, man lærer at forfine. Hvis jeg tjekker alle mine film igennem, vælter det frem med køkkenvaske, uden at jeg er køkkenvaskrealist. Jeg er blevet god til at levere et større fortællemæssigt overskud i de scener, jeg laver i dag,” forklarer instruktøren.

Lone Scherfig skriver ofte manuskripter med bestemte skuespillere i tankerne. Der hænger sågar billeder af dem på væggen, så hun hele tiden har deres ansigt og stemmer ved hånden.

På den måde dukker der også små, mindeværdige øjeblikke op i hendes film, fordi hun får en specifik idé til skuespillere. Det gælder eksempelvis i The Kindness of Strangers, hvor rollen som den russiske restauratør er skræddersyet til Bill Nighy.

”Jeg kan virkelig godt lide at skrive manuskriptet med konkrete skuespillere i tankerne, for så kan jeg høre, hvordan replikkerne vil klinge, og jeg kan lægge gaver ind til dem. Med Bill Nighy tænkte jeg, at det ville være dejligt at se ham bag et koncertflygel, så derfor spiller han klaver i filmen,” siger instruktøren med et stort smil.

De formative år
Lone Scherfig har altid vidst, at livet skulle bestå af film på den ene eller den anden måde. Efter at være begyndt med at studere Filmvidenskab – først i Frankrig og derefter på Københavns Universitet – åbenbarede der sig en ukendt verden.

De ugentlige ture til Den Danske Filmskoles biograf vækkede hendes nysgerrighed for at blive en del af det univers.

Hun kom ind på Filmskolen i 1980 og tog afgang fire år senere. I flere omgange har hun været tilbage på skolen for at undervise eller være mentor for elever. Og hun lærer selv noget af det.

”Eleverne er meget dygtigere, end vi var. De kan jo lave film, når de kommer ind på Filmskolen. De kan lære hinanden en masse, og der er en masse omsorg fra branchen i forhold til dem,” fortæller instruktøren med respekt i stemmen.

”Den engelske filmuddannelse er endnu kortere, og der er eleverne om muligt endnu mere koncentrerede og flittige. Så også dér er jeg vild med at komme.”

Barndomshjem i fare
Derfor var instruktøren og læreren også frustreret over, at tingene på Den Danske Filmskole kørte så meget af sporet, at eleverne lavede en blokade på skolen i protest mod den daværende rektor, Vinca Wiedemann.

”Det var ligesom, at nogen havde taget ens barndomshjem og malet det i en farve, man aldrig havde forestillet sig. Som en fotograf sagde: ’Vi har brugt så mange år på at bygge det op, og så tog det så kort tid at få det revet ned.’”

”Jeg kender ikke så mange, der går på skolen nu, men jeg havde det bare sådan: ’I skal bare ringe, hvis jeg skal komme og undervise i filmgrammatik eller et eller andet, indtil skolen er tilbage på skinner.’ Man er evigt forbundet med den skole og vil gerne give igen.”

Lone Scherfig håber, at skolen kan komme tilbage på sporet.

”Jeg håber, at Filmskolen bliver bygget op i god ro og orden. Det må ikke gå ud over årgange, som går på skolen nu. De skal have en ordentlig undervisning. Filmskolen har tidligere haft perioder, hvor den ikke har kørt særligt godt, og man kan se, at der så kommer huller i forhold til kontinuiteten af gode instruktører. Pludselig er der et par årgange, hvor der er forbløffende få, som driver det videre.”

”Da jeg selv gik på skolen, var det ikke Filmskolens finest moment, vil jeg sige. Mange af eleverne kom ikke til at lave film. Men det er jo på den anden side heller ikke det eneste i verden,” siger Lone Scherfig med et smil.