Nekrolog
06. mar. 2019 | 15:07

Luke Perry er død

Foto | Diyah Pera
Luke Perry blev berømt for sin præstation som teenager, men i tv-serien Riverdale indtog han rollen som familiefaren Fred Andrews.

Ungdomsidolet fra Beverly Hills 90210 inkarnerede en forvirret generation og efterlader sig knuste hjerter.

Af Nicki Bruun

En god del af den danske befolkning har nok stiftet bekendtskab med Luke Perry, når Beverly Hills 90210 har kørt igen og igen på TV 2.

Her spiller Perry den fascinerende outsider Dylan McKay, der satte mangt et pigehjerte i brand. Men nu er flammen blevet slukket.

Luke Perry døde mandag i en alder af blot 52 år. Det oplyser hans familie til amerikanske medier. Skuespilleren var onsdagen forinden blevet ramt af et voldsomt slagtilfælde.

Med rollen som den enigmatiske Dylan, der udadtil er en hensynsløs bad boy, men som bag facaden kæmper med et alkoholmisbrug, blev Luke Perry et ungdomsidol.

Beverly Hills 90210 kørte oprindelig på tv-skærmen 1990-2000, så i 90’erne inkarnerede skuespilleren en forvirret ungdom, der ledte efter retning i tilværelsen.

Perry forlod serien i to af de seneste sæsoner, men vendte tilbage i sidste sæson, hvor Dylan fandt sammen med sin sjælefrænde Kelly (Jennie Garth).

”Mit hjerte er knust,” udtaler Jennie Garth, der også privat dannede par med Luke Perry en overgang, til People. ”Han betød så meget for så mange og var et ganske særligt menneske. Sikke et forfærdeligt tab.”

Godhjertet og talentfuld
Luke Perry blev født 1966 i den amerikanske stat Ohio, langt fra Los Angeles’ glitter og glamour.

Han rejste til Englenes By efter high school, fordi han med egne ord følte sig bedst hjemme foran et kamera. I starten af karrieren havde han små roller, men tjente til dagen og vejen ved at lægge asfalt.

Perry tilskrev selv sin beskedne opvækst, at han ikke mistede jordforbindelsen, da succesen ramte med Beverly Hills 90210.

Efter gennembruddet arbejdede skuespilleren stabilt resten af sin karriere med roller i eksempelvis de kritikerroste HBO-serier Oz og John from Cincinatti. Han fik sjældent de store hovedroller, men medvirkede også i 90’er-film som Det femte element og filmudgaven af Buffy – vampyrernes skræk.

Han har senest spillet en af hovedrollerne i tv-serien Riverdale, mens skuespillerens sidste filmrolle bliver posthumt i Quentin Tarantinos imødesete Once Upon a Time in Hollywood.

Kolleger fra begge produktioner har også udtrykt deres sorg over skuespillerens død.

”Luke Perry var en godhjertet og utroligt talentfuld kunstner. Det var en ære at arbejde sammen med ham,” skriver Leonardo DiCaprio, som spiller over for Perry i Tarantinos film.

Luke Perry gik bort omgivet af sin familie. Skuespilleren efterlader sig to børn og en forlovet.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko