Dag 11: Lunefulde trøffeljægere

Alle går trætte rundt på Sundance, hvor en god nattesøvn er alt over fire timer.

Da jeg i fredags havde et hul i skemaet, sneg jeg mig til gratiskoncert, hvor den engelske komponist Max Richter fremførte en forkortet version af sit mesterværk Sleep.

Meget apropos sad halvdelen af salen og kæmpede bravt for ikke at glide ned på gulvet.

Det er trættende at halse rundt efter de film, der kommer til at fylde noget i det kommende filmår. Jeg selv nåede at sidde igennem 45 film – et par mesterværker, en håndfuld fremragende film, langt flere hel- og halvgode og ganske få, der slet og ret var spild af tid.

En lang filmfestival er et maraton, ikke en sprint. Men vi få tilbageværende journalister trodser alligevel kulden og trisser ud i snehvide, iskolde Park City for at se nogle af de film, vi har misset i første omgang.

Udstillingsvindue for streaming
Det tegner til at blive et opbrudsår i den amerikanske filmbranche.

Som filmårets første store begivenhed er Sundance-festivalen et barometer, der vejrer nye tendenser i filmens verden. Og nu hvor festivalen er forbi, står det klart, at det gamle biografsystem er i opbrud.

Så sent som sidste år blev journalister stadig bombarderet med pressemeddelelser om kæmpehandler i festivalens første weekend. I år har der været en mere behersket stemning blandt distributørernes indkøbere.

Købeiveren har ganske betegnende været størst hos streamingtjenesterne.

En regulær crowdpleaser som Palm Springs ville langt fra være en sikker investering, hvis filmen skulle hive alle 17.500.000,69 dollars hjem i biografleddet. Andy Samberg er vellidt blandt publikum og kritikere, men hans seneste komedie Popstar: Never Stop Never Stopping floppede fælt i biograferne.

Sidste år kastede Amazon om sig med millionerne for Brittany Runs a Marathon, Blinded by the Light og The Report. Selv om de kun hentede håndører hjem ved billetlugerne, har selskabet igen i år skrevet store checks for det irske drama Herself og Alan Balls periodefilm Uncle Frank.

Biograferne er på vej til at blive et udstillingsvindue for streamingtjenesterne, som måler deres succes på antallet af betalende abonnenter. Vil de satse sikkert eller skabe sig en niche?

Benådning for åben skærm
Der burde være kommet et stærkere drama ud af den iranske prisvinder Yalda: A Night for Forgiveness, som ikke desto mindre løb med juryprisen for årets ikke-amerikanske film.

Filmen handler om et realityshow, hvor efterladte for åben skærm kan tilgive deres familiemedlems morder og dermed redde dem fra galgen – imellem varieténumre og religiøs lovprisning.

I denne aftens show gælder det den purunge Maryam, der har dræbt sin 65-årige mand, efter han pressede hende til at få en abort.

På den anden side af værten sidder den iskolde Mona – mandens datter. Hun sidder der mest for at få fingrene i de blodpenge, der skal betales, før en tilgivelse overhovedet kan komme på tale. De bliver i øvrigt betalt af studiet, hvis publikum via sms-afstemning mener, Maryam fortjener en chance til.

De ret outrerede rammer dækker over et betændt familiedrama, der viser Maryam som en udsat og undertrykt kvinde. Hendes ægteskab med den gamle gris var kun midlertidigt, og hendes graviditet truede hans datters arv.

At vi aldrig ser, hvordan mordet fandt sted, gør, at vores sympati for Maryam forbliver intakt. Hun blev hundset med af familie og venner, og nu bliver hun ædt af systemet.

Det er synd for hende, men Massoud Bakhshi, der har skrevet og instrueret, skaber så ensporede karakterer, at han er nødt til at forfalde til en ret skinger afsløring i tredje akt for ikke at tabe publikums interesse.

Rodet hyldest til Cuba
Også i kategorien ”bedste ikke-amerikanske dokumentar” må jeg ryste på hovedet over juryens valg.

Hovedvinderen Epicentro er en rodebunke af amatøristisk optagede scener fra Havana stykket sammen efter den vage devise at give et indtryk af Cuba.

For den østrigske instruktør Hubert Sauper – Oscar-nomineret for Darwins mareridt – indebærer det at gå rundt på gaden og spørge forbipasserende, hvad Cuba egentlig er for en størrelse.

En indledende fortællerstemme oplyser, at Cuba har været et epicenter for slavehandel over Atlanten, den sydeuropæiske invasion af Latinamerika og såmænd også for politisk globalisering i nyere tid.

Men Sauper kommer ikke de påstande meget nærmere ud over at lade nogle gadebørn fortælle, hvad de i skolen har lært om slaver og amerikanere og ham den dumme Trump.

Den løse tilgang kaster nogle interessante strøtanker af sig – som når instruktøren introducerer en gruppe fattige unge for filmmediets magi og lærer dem at være på vagt over for rige menneskers propaganda. Men han undlader at nævne Castros propaganda.

Epicentro er ubetinget solidarisk med de åbenhjertede cubanere, der slider sig ihjel for småpenge og synger Guantanamera for den hvide fyrs kamera. Det varmer om hjertet at se instruktøren hive to fattige børn med ind på et luksushotel for at tisse i de vestlige turisters turkisblå svømmepøl.

Men det er en forvirret affære. For mig at se hører Epicentro knapt nok hjemme på festivalen – og da slet ikke på vinderpodiet.

Pøblen trumfer parnasset
Det gør den engelske dokumentar The Reason I Jump til gengæld. Filmen vandt publikumsprisen og viser dermed, at pøblen sagtens kan have bedre smag end parnasset.

Hensigten er at vise publikum, hvordan det er at leve med autisme. Filmen er baseret på en bog af japaneren Naoki Higashida, der skrev den som trettenårig artist til den verden, han havde svært ved at kommunikere med – som de andre autister, vi følger i filmen, kan han næsten ikke tale.

Man kan ikke undgå at blive rørt af venneparret Ben og Emma, der begge er ikke-verbale. Først da en taleterapeut lærer dem at bruge et alfabetbræt, finder de et hul ind til den verden, vi andre manøvrerer i uden at tænke videre over det.

”Hun er min ledestjerne,” skriver Ben om sin bedste ven.

The Reason I Jump bidrager til publikums forståelse af folk med svære autistiske lidelser, uden at den hævder at tale for alle patienter.

I genkommende sekvenser bevæger en ung japansk dreng sig gennem et øde og monumentalt landskab, mens en fortællerstemme reflekterer over at skulle forholde sig til en verden, der for ham er lige så svær at kapere, som den er at blive en del af.

Instruktør Jerry Rothwell tager omtrent samme tilgang som dokumentarfilmen Notes on Blindness, der med et lyrisk billedsprog og personlige overvejelser forsøgte at give seeren en sanselig forståelse for at miste synet. Rothwells tilgang er måske mindre personligt fokuseret, men ikke mindre empatisk af den grund – tværtimod.

De gamle mænd og trøflerne
Empati er der også rigeligt af i den formidable The Truffle Hunters, der måtte gå tomhændet hjem, selv om den er blandt festivalens mest menneskekloge og finurligt morsomme film.

Filmen følger tre gamle herrer – Carlo, Sergio og Aurelio – der har specialiseret sig i at opgrave den eftertragtede alba-trøffel i Norditaliens tættede bjergskove. De er en drøncharmerende gruppe excentrikere – den ene mere egensindig og lunefuld end den anden – og de er sprudlende bekendtskaber foran kameraet.

Dokumentaristerne Michael Dweck og Gregory Kershaw tager med de hvidskæggede fyre på trøffeljagt, hvor hundene snuser sig frem til skovbundens skatte, mens mændene trisser rundt og taler for sig selv om dette og hint.

Billedkompositionerne er så nøje tilrettelagt, at instruktørerne næppe har været upåagtede fluer på væggen, men deres interviewpersoner lader sig ikke mærke det mindste af at blive dirigeret en smule.

Faktisk synes de at nyde opmærksomheden til fulde. 84-årige Aurelio har lange samtaler med sin hund Birba, hans eneste livsledsager, mens snakkesalige, midaldrende Sergio flere gange lukker sine følelser ud ved at tæske løs på sit trommesæt.

Og så er der Carlo, der tager sin hund med i kirke for at blive velsignet. Hvorefter han tager hjem for at skændes med en kone, der vist har været overbærende hele sit liv.

The Truffle Hunters er mindst lige så smukt fotograferet som sidste års hit Honningland og endda mere opfindsomt: Hvem havde lige tænkt på at sætte et kamera i panden af en hund og så følge den snuse sig vej gennem skoven?

Hold godt fast i sædet, når den ryster sig!

Resultatet er et nærgående blik på nogle meget skæve eksistenser i en mesterlig lille film, som er skabt med en skæv og befriende humor – plus overvejelser om sædernes forfald og brok over grådige trøffeljægere, der lurer hinandens gode steder af.

Det er den perfekte måde at runde årets Sundance-festival af på. ”Arrivederci,” som disse charmerende gamle herrer ville sige!