Lyden af film

Har du set filmen, spørger vi hinanden. Film er jo et visuelt medie. Men det er kun den halve sandhed. Film er også lyd. Stemmer. Fodtrin. Telefoner. Musik. Og stilhed ...

Nogle mener, at lyden er filmens underbevidsthed. Vi sanser lyden i biografen, men bemærker den sjældent. Netop derfor er den så forførende. Den gode filmlyd er billeddannende. Den understøtter ikke bare billederne, men får dem også til at vokse i vores bevidsthed. Film- og tv-historien er rig på eksempler. Hvad ville brusebadsmordet i Psycho have været uden Bernard Herrmanns skrigende violiner? Hvad ville Pippi Langstrømpes rideture have været uden Jan Johanssons afrikansk-inspirerede Tjolahopp tjolahej-melodi?

Lyd er besværlig. Man kan ikke fryse den på samme måde, som man i videomaskinen fryser de levende billeder. Lyden er der kun, så længe filmen kører. Men der findes andre metoder. I dette tema går vi på opdagelse i lydens verden. Vi ser på lydens udvikling fra stumfilmen til i dag, vi anbefaler nogle film og giver ordet til to tonemestre, en instruktør og en komponist, der hver især er ansvarlige for den lyd, vi hører i biografen. Alt sammen med det formål at skærpe sansen for en overset - eller overhørt - del af filmkunsten.