Dag 3: Steve Coogan brillerer som pornokonge

Mads Mikkelsens The Necessary Death of Charlie Countryman er med i hovedkonkurrencen. Filmen fik allerede drøje hug af de amerikanske filmkritikere efter sidste måneds verdenspremiere på Sundance-festivalen. Varietys anmelder John Anderson kaldte den for totalt unødvendig. Han mente, at publikum ville føle sig mere irriteret end fortryllet. 

Det kunne næsten ikke siges mere præcist. 

Efter The Necessary Death of Charlie Countrymans første visning på Berlinalens tredje dag høstede den heller ikke én eneste klapsalve. 

Shia LaBeouf spiller hovedrollen som Charlie Countryman, der rejser til Bukarest. Her møder han den smukke Gabi (Evan Rachel Wood), som han forelsker sig i. En dårlig ide, da Gabis eksmand viser sig at være gangsteren Nigel (Mads Mikkelsen), og Nigel definerer ikke skilsmisse på samme måde som Gabi. Og så er det ikke nemt at være Charlie Countryman. 

Mikkelsen slår på tæven
Men ondt af Charlie får man aldrig. Karakteren bliver nemlig ualmindelig irriterende spillet af den 26-årige skuespiller. Så når Mikkelsens næver tæver Charlies ansigt til blods, udgør det faktisk filmens få højdepunkter. Og den temmelig bredskuldrede dansker med tatoveringer op ad halsen underholder godt nok i rollen som den hårdkogte psykopat. 

Det er den svenske reklameinstruktør Fredrik Bonds filmdebut, og med sit forsøg på at fortælle en eventyrlig kærlighedshistorie fejler han fælt. Malplaceret voice-over indleder og afslutter filmen, der både vil være kærlighed, drama og komediefilm på en gang. 

Det fungerer bare ikke, og den svenske instruktør skal næppe satse på at få brug for en takketale, når festivalens priser uddeles. 

Tysk guldfeber
Det skal den tyske instruktør Thomas Arslan nok heller ikke for sin tyske western Gold, der foregår i Canada i 1898. 

Stjernen fra Barbara, Nina Hoss, spiller Emily, der slutter sig til fem andre tyske immigranter. De søger lykken som guldjægere, men rejsen mod drømmen om rigdom ender som en udflugt med døden. 

Handlingen bliver dog aldrig rigtig faretruende, selv om de seks tyskere bevæger sig ind gennem Canadas enorme og mægtige skovlandskaber. 

Som genrefilm lægger den sig ikke op ad den klassiske western, men holder en minimalistisk stil. På den måde er Gold beslægtet med Meek’s Cutoff fra 2010. Her var det også kvinderne, som overtog helterollen i den anderledes western, der med sit rolige tempo og flotte fotografering var en fascinerende oplevelse. 

Gold ender i stedet med at være mere ufrivillig komisk end fascinerende. I en scene, hvor der bliver amputeret lemmer, morede publikummet sig gevaldigt over den morbide situation, og det har næppe været Thomas Arslans intention. 

Engelsk erotisk underholdning
En instruktør, som både har fascineret og chokeret, er britiske Michael Winterbottom. Hans seneste The Look of Love er med i festivalens special-program, der er uden for alle priserne, men personligt udvælges af Berlinalens direktør Dieter Kosslick. 

Festivaldirektørens valg af den britiske film faldt i god jord hos specielt den mandlige del af pressen. Måske det hænger sammen med, at den britiske instruktørs film konstant byder på bare bryster. 

The Look of Love er dog ikke Michael Winterbottom, når han er allerbedst eller mest kontroversiel. Til gengæld er filmen en af hans mest underholdende. 

Englands svar på Hugh Hefner
Den britiske komiker Steve Coogan spiller Paul Raymond, der i 1990’erne blev Englands rigeste mand. Han skabte sin formue på natklubber og porno og blev en britisk pendant til Hugh Hefner og Larry Flint. 

Det er den klassiske historie om storhed og forfald. I The Look of Love er der kvinder, kriser og kokain i lange baner nok til at få de fleste mennesker til at bukke under. Den britiske rigmand fortsætter dog ufortrødent, og det får store konsekvenser for forretningsmandens familiære forhold. 

Den 51-årige instruktør afholder sig fra at løfte en moralsk pegefinger og kører heller ikke filmen ud på et sentimentalt sidespor. Humoren udvikler sig heller ikke til at være plat eller pervers, men holder et sofistikeret niveau. Ligesom i musikfilmen 24 Hour Party People, metafilmen Tristram Shandy og road-komedien The Trip, hvor karismatiske Steve Coogan også har hovedrollen. 

Og specielt scenen, hvor Steve Coogan imiterer Marlon Brandos berømte smør-scene fra Sidste tango i Paris, fik det filmelskende publikum til at bryde ud i langvarige grin. 

Og på en dag, hvor filmene i konkurrencen viste meget lavt niveau, var det tiltrængt at slutte af med et smil på læben.