Dumpet ned et tilfældigt sted i verden

Malene Choi spillefilmdebuterede med hybridfilmen The Return i 2018. 

Instruktøren bruger fiktive elementer til at skildre en gruppe adoptivbørns rejse tilbage til Sydkorea. Filmen er første del af en trilogi om transnationale adoptioner. 

Trilogien fortsætter med Stille liv, som havde verdenspremiere på den netop overståede Berlinale, hvor filmen fik en pris af kritikerforeningen FIPRESCI i festivalens Panorama-sektion. 

I Stille liv bor nittenårige Carl med sine forældre på en gård på Djursland. De forventer, at han vil overtage familielandbruget, men noget ulmer i den unge mand. 

Det er en længsel efter en anden kultur end den, han er vokset op i, men alligevel holder ham ude. Som da den fulde onkel til en familiefest beder ham ”rejse hjem, hvor han kommer fra”, og ingen siger fra. 

”Jeg har villet lave en film om racisme i den udvidede adoptivfamilie. Man tænker, at den slags ikke finder sted. Men det gør det,” fortæller Malene Choi. 

Meteor på græsmarken
Malene Choi skildrer landbrugslivet i rolige tableaubilleder og med en observerende realisme, der er både dokumentarisk og magisk. 

I det allerførste billede drejer kameraet rundt og rundt i det bakkede landskab med græssende køer og summende græshopper. Indtil det standser, og en meteor lander midt på græsmarken med et stille brag, der sætter en fugleflok i bevægelse! 

”At være adoptivbarn føles som at være dumpet ned et tilfældigt sted i verden i en tilfældig familie. Vi taler om, at vores oprindelseshistorie starter, når vi sidder i flyvemaskinen,” fortæller Malene Choi, der selv er opvokset i Herfølge. 

”Da jeg var barn og ung, var der ingen asiater i miles omkreds. Så jeg havde en følelse af, at jeg ikke bare kom fra en anden del af verden, men helt ude fra rummet.” 

Problematikken sættes på spidsen i Stille liv. 

Debutanten Cornelius Won Riedel-Clausen har en genert usikkerhed i hovedrollen. Den understreges kun af, at hans forældre spilles af to filmkoryfæer: Bodil Jørgensen og Bjarne Henriksen. 

Malene Choi kender selv til den uafklarede følelse af længsel, der begynder at vokse i Carl. 

”Der var altid noget, vi ikke talte om. Jeg havde en følelse af rodløshed, som Carl også har. Man er søgende, men ved ikke efter hvad,” fortæller instruktøren. 

”Det er ligesom at have en abe siddende på skulderen. Hvis jeg vender mig om for at se, hvad det er, bider den mig så?” 

Fiktionen beskytter
Malene Choi er uddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2005. 

Mens instruktøren gik på Filmskolen, rejste hun til Sydkorea for at opleve fødelandet. Carls historie i Stille liv er inspireret af de mennesker, hun mødte på modtagehjemmet KoRoot i Seoul. 

”Jeg har sammenstykket filmen af mange historier, så det er blevet en slags kollektiv fortælling om den asiatiske mand i en dansk eller vestlig kontekst,” siger instruktøren. 

Hun har skrevet The Return og Stille liv med Sissel Dalsgaard Thomsen. De fiktive greb giver Choi mulighed for at flette virkelighedens historier sammen uden at udstille nogen. 

”Man kan beskytte folk ved at fiktionalisere historien. I stedet for at de medvirkende kritiserer deres adoptivforældre i The Return, kan jeg lade fiktive karakterer gøre det. Og så er det mig, der tager ansvaret.” 

Nye vinde på Filmskolen
I Stille liv har Carls forældre ikke megen forståelse for deres adoptivsøns problemer. Men filmen er ikke ment som en kritik af det danske adoptionssystem. 

”I dag er der en bedre screeningproces af adoptivforældre,” fortæller Malene Choi. 

”De bliver klædt bedre på og har også dage sammen med en psykologisk rådgiver, som vejleder i, hvordan et lille barn kan reagere i sådan en situation. Der er en større bevidsthed om, at man skaber en multikulturel familie.” 

Til gengæld mener Malene Choi, at den hvide majoritetskultur har et ansvar for at gøre sig klogere på Danmarks minoriteter. 

”Man kunne godt tale mere om det i folkeskolen. Man kunne skabe en forståelse for, at nogle elever kommer fra et andet sted i verden. Og det er altså ikke så smart at sige ’skævøje’ til dem. For så gider de ikke lege.” 

Malene Choi er dog fortrøstningsfuld. 

”Der sker så meget med mangfoldighed lige nu. Jeg er også lærer på Den Danske Filmskole. Vi vil så gerne have folk ind med andre etniciteter og forskellige socioøkonomiske baggrunde.” 

”Vi prøver at sige:’ Hvis du er rigtigt god til at fortælle, behøver du ikke have gået på Den Europæiske Filmhøjskole. Så tager vi dig ind og lærer dig at lave film.’ Ellers kan man som hvid dansker godt komme til kun at sidde med nogle, der ligner én selv.”