Man burde kunne lave sjov med alt

Tourettes syndrom er en ganske alvorlig lidelse, hvor man mister kontrollen over sin krop. Man slår ud med armene, siger pludselig noget upassende. Det gør hverdagen til en ensom kamp for mange mennesker.

Islandske Helena Stéfansdóttir behandler emnet med indføling, men også med en befriende humor i kortfilmen Anna, hvor titelpersonen ihærdigt forsøger at forberede et stævnemøde på trods af hendes krops irriterende tendens til hele tiden at skulle imitere sine omgivelser.

Stéfansdóttir har i alt instrueret fem kortfilm, og i øjeblikket arbejder hun på en dokumentarfilm om islandske bønder.

Hun har studeret både teater, kunst og dans, hvorfor dans og bevægelse er vigtige elementer i hendes film.

Anna er med på dvd’en Funny Films of the North, som Ekko har lavet i samarbejde med tre andre nordiske filmmagasiner.

Humor og bedrøvelse
— Helena Stéfansdóttir, hvordan kom du på idéen til filmen, og under hvilke omstændigheder blev den lavet?

”Jeg er inspireret af neurologen Oliver Sacks og hans bog om Tourettes syndrom. På et tidspunkt nævner han en kvinde, der imiterer andre menneskers bevægelser, og øjeblikkelig forestillede jeg mig en koreografi bestående af smukke hverdags-bevægelser. Jeg begyndte at researche på Tourettes syndrom og fandt ud af, at mennesker med slemme symptomer har en tendens til at være isolerede og ensomme. Sådan blev den lille historie om Anna født, en dualistisk fortælling om humor og bedrøvelse.”

— Hvad var den største udfordring ved at lave Anna - kunstnerisk såvel som praktisk?

”Folk er ikke ligefrem ellevilde efter at investere i kortfilm, så rent praktisk var udfordringen økonomisk. Et lille budget er lig med et lille crew. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og i det her tilfælde viste det sig at være en styrke.”

”Den kunstneriske udfordring er altid, at jeg konstant tvivler på mig selv og mit arbejde. Jeg stræber efter at finde den perfekte balance mellem for meget og ikke nok, mellem for hurtigt og for langsomt og så videre. Følelsen af at finde den rette balance er fantastisk - det er det, der holder mig i gang.”

Ting er bare sjove
— Hvorfor anvender du fysisk skuespil frem for dialog i din film?

”Annas sygdom er fysisk, hvorfor manuskriptet forvandlede sig til en række bevægelser og billeder. Jeg er heller ikke særlig god til at skrive dialog - endnu i hvert fald. Jeg har en baggrund i dans og teater, så bevægelser er min styrke. Det er formentlig derfor, mine værker begynder med et billede i stedet for et plot.”

— Er det okay at gøre grin med mennesker, der har Tourette?

”Det burde være i orden at gøre grin med alt i livet. Ingen har ophavsret på at være sjov eller på at blive gjort grin med. Vi er alle sjove på den eller anden måde. Men ærligt talt, min intention var ikke at gøre grin med nogen, og jeg prøvede ikke engang at gøre filmen sjov. Annas bevægelser viste sig bare at være sjove.”

Sarkastiske islændinge
— Synes du, at der eksisterer en særlig, nordisk humor?

”Nej, på ingen måde. Hvert af de nordiske lande har deres egen humor. Islændinge er for eksempel sarkastiske, men generelt når man fortæller en sarkastisk vittighed til en svensker, vil personen ikke forstå den.”

— Hvilken reaktion ønsker du at skabe hos publikum med Anna?

”Mine film skal ramme publikum i maven og stimulere deres sanser frem for deres intellekt. Jeg vil ikke have, at mine film skal appellere til hjernen. Vi burde oftere give hjernen et pusterum og bare nyde med vores hjerte og sanser.”

— Er du i gang med nogle projekter?

”Jeg har lige færdiggjort en femten minutter lang kortfilm, Bon Appétit. Den har ikke haft premiere endnu. Jeg er også i post-produktion på en time lang dokumentar om islandske bønder. Forresten har begge disse film knap nok dialog.”

— Hvad synes du om den nuværende tilstand i islandsk film?

”Islandsk film kæmper økonomisk, men blomstrer kunstnerisk.”