Man må være respektløs

Kim Fupz Aakeson er en mand med mange talenter. Nogle vil knytte hans navn til bøger, de har læst højt for børn. Nogle vil huske ham for skævt humoristiske tuschtegninger, andre igen for voksenromaner og noveller. Ser man efter på danske films creditlister, dukker hans navn op i forbindelse med succeser som Den eneste ene, Mirakel, Små ulykker og Okay, og han er netop nu biografaktuel med manuskriptet til Natasha Arthys Dogme-film, Se til venstre, der er en svensker.

Vi mødte Kim Fupz Aakeson en snedækket januardag til en værkstedssamtale om at skrive filmmanuskripter og omsætte prosa til film. Det er kun to af hans bøger, der er omsat til film – Hannibal & Jerry og Sallies historier. Sidstnævnte er en animationsfilm, der er så loyal mod oplægget, som en filmatisering kan være: På lydsiden læser Peter Frødin simpelt hen op af bogen.

”Der er en grund til, at jeg ikke har vadet rundt i at filmatisere mine egne bøger,” fortæller Kim Fupz. ”Film og bøger er to meget forskellige medier, og der er altid indholdsmæssige og formmæssige overvejelser bag ens valg af et bestemt medie. Det kommer an på, hvor historien hører hjemme. En film er meget velegnet til, at nogen siger noget og gør noget – det er filmens store force. Hvis det gøres begavet, kan overfladen spejle dybder i karaktererne eller i fortællingen. Når man går i gang med at skrive en historie, har man som noget af det første gjort sig klart, om det skal være en bog eller en film eller noget helt tredie. Det fylder meget i ens bevidsthed, mens man skriver, og er med til at forme historien. Derfor er det ikke underligt, at det ofte giver problemer, når man tager en historie og vil flytte den til et andet medie. Når man skal filmatisere en bog, må man omtænke historien fuldstændigt.”

Hvad er det så, der går galt, når filmatiseringer kikser?
Faren ved filmatiseringer er, at de kan ende som tegneserierne Illustrerede klassikere. Man tager bøger som Moby Dick eller Skatteøen og koger historien ned, udvælger de ”klare” handlingsprægede scener som kampen mod hvalen, mens en masse andre scener, hvor personerne sidder og snakker, og hvor der ikke sker noget, ryger ud. Så står vi tilbage med et tegneseriealbum fuld af actionmæssige highlights, mens det, der udgjorde den store litterære oplevelse, er forsvundet. Bogen er bedre, fordi den har lag, filmen ikke får med. Andre gange kan problemet være, at de billeder, filmen giver os, er langt mindre interessante end de billeder, man selv laver i sin fantasi, når man læser bogen – det gælder f.eks. den ret elendige filmatisering af Den uendelige historie.

Der er vel også bøger, som er mere oplagte til filmatisering end andre?
Bestemt. Michael Crichtons spændingsbøger kan man jo nærmest gå direkte ud og skyde, som de er – man har ligefrem en fornemmelse af, at Crichton har tænkt det som filmatisering fra starten. Man kan heller ikke udelukke, at der er nogle forfattere, der er lidt for lange i spyttet, så det rent faktisk klæder deres fortælling at blive strammet op af en effektiv manuskriptforfatter. Til gengæld er andre bøger afsindigt svære at filmatisere – det gælder f.eks. hvis en bog leger med form og synsvinkelskift eller fortæller noget, man senere finder ud af, er løgn.

”Jeg er måske lidt popagtig”
Kan du nævne nogle filmatiseringer, du synes fungerer – og hvorfor? Det hænder selvfølgelig, at filmatiseringer er vellykkede – selv om jeg, som du kan høre, har en vis skepsis på forhånd. Jeg synes The Sweet Hereafter, Homo Faber og Ringenes herre fungerer. En vellykket filmatisering kan stå helt alene, uden at den føles fattig. Den får tilskueren til at sidde med fornemmelsen af, at historien ikke er fortalt andre steder end i den her film. For at en filmatisering kan lykkes, tror jeg, det er vigtigt at gå forholdsvis respektløst til arbejdet – altså anerkende filmen som et nyt og selvstændigt værk. Og man må have en original idé og en god grund til at foretage filmatiseringen. Ellers ender man i den illustrerede klassiker. Hvis det litterære forlæg er en stor klassiker, kan det være svært at være respektløs nok. Særligt hvis romanforfatteren er med til at skrive filmmanuskriptet, kan det nemt gå galt. Det er bedre, at forfatteren giver slip og holder sig langt væk.

Hvad er det, du kan lide ved Ringenes herre som film?
Ringenes herre har noget at byde på. Figurer som Gollum og orkerne lykkes rigtigt godt i filmen; da jeg læste bøgerne, var mine indre orker troldeagtige på sådan en lidt kedelig måde, mens de i filmen er meget flottere og mere ondskabsfulde. Jeg synes problemet ved bøgerne er de uendelige naturbeskrivelser og kongerækkebeskrivelser. Det slipper man for i filmen. Man kan med ét blik se, at naturen er stor og flot, og så kan man ellers komme ind til benet af eventyret.

Men kan poesien ikke netop ligge i det overflødige?
Jo, det gør den jo nogle gange, og folk, der godt kan lide Ringenes herre som bøger, fremhæver også netop den pointe. Men hver læser har jo sin egen mening, og jeg må indrømme, at jeg gik ret hurtigt hen over de lange, beskrivende passager... der er jeg måske lidt popagtig. Men det er klart, at det nogle gange – ikke mindst i bøger – er svinkeærinderne og ratsløret, som giver fortællingen noget ganske særligt.

Faste eller løse rammer
Kan du nævne nogle centrale forskelle på at skrive prosa og filmmanuskripter? Når jeg skriver til film, skal jeg forholdsvis hurtigt have et klart bud på historiens handling, mens jeg i prosa kan tillade mig at være mere søgende og vente med at tage de endelige beslutninger til senere i processen. Fordi film koster så mange penge, er man ret tidligt orienteret mod at dele sit projekt med andre, og derfor skal temaet og plottet ligge, næsten som en manual, meget tidligt i processen. At komme med nogle sansninger uden en klar handling, dét er meget svært. Der er ikke plads til de fede, søgende sjæle i filmbranchen. Hvis man kommer til et møde og siger ”kan vi ikke bare se hen ad vejen”, bliver det opfattet som svaghed eller usikkerhed. Det er nemmere at komme og sige: ”Hør her, en arbejdsløs mandlig skuespiller klæder sig ud som dame og får succes” – historier af Tootsie-typen er rigtigt fede at sælge, for alle kan med det samme høre, hvad det drejer sig om.

Når man arbejder med prosa, er butikken åben i længere tid. Jeg giver mig selv lov til at være mere prøvende og søgende og gå mere løst til værks. Man skal selvfølgelig være nogenlunde sikker på, at man har noget godt stof, når man giver sig i kast med en roman, for det er et stort arbejde. Men med en novelle er det anderledes. Den kræver ikke så lang tids arbejde – her forsøger man sig frem, og hvis ikke novellen lykkes, kan man bare smide den ud. Og det giver jo en anden indgang til det. Men herudover er der naturligvis de samme krav til nærvær og til, at scenerne skal leve.

Hvad er fordelene og ulemperne ved de to måder at arbejde på?
Selv om der selvfølgelig stadig er mange muligheder for at lave historiemæssige ændringer undervejs i arbejdet med et filmmanuskript, er det en voldsom svaghed, at det hele er så ordnet fra starten. Når man tidligt i processen beslutter, hvad temaet i en film er, bliver det en selvopfyldende profeti – så kommer historien ikke til at handle om andet. Idet man lukker af for vildfarelserne og de forstyrrende ideer, kan man også komme til at lukke af for de geniale ideer.

Den tendens bliver yderligere forstærket af en anden stor forskel på prosa og filmmanuskripter, nemlig at sidstnævnte skal have en helt bestemt længde. Én manusside svarer nogenlunde til ét minuts film, så et manus skal være på cirka 100 sider for at ramme en normal spillefilmlængde. Det er på en gang godt og ondt, for det er både en rettesnor og en begrænsning. En roman derimod kan jo være på 150 sider eller 400 sider, og det har indflydelse på arbejdsprocessen i den forstand, at man har mere frihed til at undersøge ting undervejs og forfølge ideer, der opstår, mens man skriver. På den måde kan jeg i prosaen komme steder hen, jeg aldrig ville nå ud til under arbejdet med et filmmanus. At skrive prosa er en mere safariagtig fornemmelse. Minuset ved de løse rammer er så til gengæld, at man kan fare vild i skoven, når man skriver prosa, og ryge ud ad et sidespor, som viser sig at være en blind vej. Det sker jo sjældent i arbejdet på et filmmanuskript, netop fordi man fra starten har så klar en ide om, hvad man vil fortælle.

Dynamik versus fordybelse
Hvordan har din tid på filmskolens manuskriptlinje påvirket din prosa?
Det første og vigtigste, jeg opdagede, var glæden ved det nærige oplæg – altså et oplæg med meget stramme rammer. Jeg fandt dybderne og storheden i det almindelige lille hverdagsdrama. På filmskolen kom pengene ind i historien på en meget konkret måde. Jeg var vant til at lave børnebøger fuld af engle og fantasiting og hvad ved jeg. Og pludselig var det bedst, at historien handlede om en mand og en dame, som var indendørs om dagen i København. Det fik mig til at opdage, at der er enormt mange muligheder med to mennesker i en lejlighed. Den danske hverdag er interessant – der sker mange ting, som er godt dramatisk stof. Ud af den erkendelse opstod en ny type historier, som jeg tog med mig over i prosaen.

Jeg tog begrænsningerne med over i prosaen, for begrænsninger kan jo være virkelig inspirerende. Jeg satte regler for mig selv og lavede f.eks. novellesamlingen Popmusik, hvor hver enkelt novelle ikke måtte tage længere tid at læse, end et popnummer varer. Mit arbejde med scener i prosa har også ændret sig efter filmskolen. Mine scener er blevet kortere, og jeg har mange klip mellem scener. Jeg har også skåret ned i det beskrivende og reflekterende. Rigtigt gode filmmanuskripter har en billedskabende kvalitet, selv om regien er ultrakort og præcis. Man kan undvære mange tillægsord og lækkerier og alligevel opnå en fornemmelse af karakterer og omgivelser. Filmskolen har bestemt betydet noget for min prosa – jeg er blevet meget mere skrabet.

Hvordan arbejder du med dialog og replikker?
Allerede som tegneserietegner lærte jeg at holde taleboblerne nede i størrelse og gøre dialogen så præcis som muligt. Jeg arbejder med dialogen på nogenlunde samme måde i prosa og filmmanuskripter. Jeg læser det højt for mig selv og hører, om det spiller falsk. Mundtligheden er også vigtig i prosa, blandt andet fordi jeg tit skal ud og læse højt efter udgivelsen. Det er vigtigt at holde sig for øje, at replikker ikke er realisme. Dialogen er enormt informationsbåret og skåret ned og skærpet, den har ikke noget at gøre med den måde, vi snakker på i virkeligheden. Men den lader som om.

Hvordan adskiller bog- og filmmediet sig fra hinanden, hvad angår tempo og tid?
Tempoet er vigtigt for oplevelsen. Når man læser, lægger man til dels selv tempoet, mens det er langt mere givet på film. Selvfølgelig kan en romanforfatter også skifte tempo, være omstændelig eller zappe hurtigt rundt, men læserens måde at læse på betyder også meget. Når man læser, lader man sig nemmere distrahere, mens levende billeder har en nærmest hypnotiserende dragning. En film sætter konkrete billeder på historien. Det gør det nemt for tilskueren at indtage historien – man kan jo dårligt lade være, fordi billeder og tempo bliver serveret. Desuden er der det tidsmæssige aspekt. Det tager længere tid at læse en bog, man er i dens stemning gennem længere tid, og af samme grund sætter den sig mere i en. En film er hurtigere overstået og ofte hurtigt ude af ens system igen.

Tilværelsen som manuskript- og prosaforfatterer er vel også præget af forskelle på det menneskelige plan?
Ja, en stor forskel på at arbejde med film og prosa er, at film bygger på et samarbejde mellem mange mennesker, mens prosa er noget, man laver alene. Filmbranchen er fuld af spændende og inspirerende mennesker, som det er sjovt at arbejde sammen med, og der kan opstå nye, gode ideer, når man åbner for hinandens viljer og talenter. Men det er også hårdt og røvirriterende, og det kan godt blive for meget med alle de møder og al den snak.

Som prosaforfatter er man selv kaptajn på skuden, mens man som manuskriptforfatter må acceptere sin position i hierarkiet. Ens tekst er et redskab for instruktøren, som kan ændre i den, hvis han eller hun vil – at lave film er ingen demokratisk proces, og det skal det heller ikke være, for så kan det ikke fungere. Et filmmanuskript er ikke noget endeligt produkt, og det er der både positive og negative sider ved. Det kan være fantastisk at se en skuespiller løfte en lidt flad scene på en måde, man slet ikke havde forestillet sig. Men det kan også være ærgerligt at se sin slutning blive ændret eller scener, man holdt af, blive strøget.

Nogle gange kan jeg blive træt af filmbranchen – det er f.eks. hårdt, når man skal skrive manuskriptet om igen og igen. Mange viljer skal mødes; instruktøren, skuespillerne og producenten har alle sammen deres meninger og skal gøres glade. Når man trænger til en pause, kan det være skønt at trække sig tilbage til prosaen og sidde og nulre og bestemme alting selv. Fraværet af samtale, når man skriver bøger, har sin egne kvaliteter. Man kan tillade sig at opdage vejen, efterhånden som man bevæger sig fremad. Men efter en tid i prosaens verden, der kan være urimeligt ensom, er det fedt at vende tilbage til filmbranchen, hvor der er meget mere dynamik og energi. Så arbejdsmæssigt anser jeg mig selv for at være pendler, en lykkelig pendler.