Debat: Man parterer da kvinder

Jeg starter med en indrømmelse.

Jeg er ikke til crime, hverken nordic eller global. Jeg har prøvet at læse bøgerne. Jeg når ikke så langt, før jeg tænker who-dunnit-who-cares, men fred være med det.

Krimigenren klarer sig ret fint uden mig, og jeg har selv besynderlige guilty pleasures, der for så vidt heller ikke giver meget mening (Den sidste turnering, ti afsnit om basketball og Michael Jordan i slut-90’erne, jeg bingede dem råt).

Men der er alligevel en undren, der presser sig på, når jeg støder på genren i anmeldelser, foromtaler og trailers.

Det er den massive gentagelse af et narrativ om kvinden som offer, altså massivt. Hun skal kvæles, voldtages (gerne i den rækkefølge), pelses, parteres, skændes.

Jeg åbner min avis og ser et foto af en ubehørigt afsjælet kvinde, der hænger i et træ med hovedet nedad, mens to alvorlige kriminalbetjente kigger på. Det bliver applauderet af avisens kvindelige anmelder, der begejstret fortæller om den begavede og vellykkede underholdning, som her er på spil.

På samme måde faldt jeg for nylig over en trailer til en dansk film, hvor (så vidt jeg kunne se) en gravid kvinde, fikseret på en briks og godt kneblet, skulle skæres op med en vinkelsliber af en herre i lægekittel. Really?

Syge i hovedet
Her må det være på sin plads at indskyde, at jeg ikke er principiel modstander af vold på film.

Jeg mener virkelig, at kunsten kan tage fat på hvad som helst af alt, hvad verden byder på. Vold, sex, racisme, misogyni, you name it. Det må være tilladt at tale om det, med det og imod det, vi ser, hører og møder derude.

Der er bare forskel på den vold, som rent faktisk findes, og så den vold, der udtænkes af snurrige hoveder i writers’ rooms. Plots, hvor meget begavede, tålmodige og udspekulerede seriemordere skærer øjenlågene af småpiger og putter dem bag glas og ramme, laver små dukker af naturmaterialer, skærer mystiske symboler i afsjælede kvinders hud og så videre og så videre.

For det findes ikke.

Vi har ikke seriemordere her til lands. Jeg ved godt, at der findes eksempler på mordere, over there, med mere end ét offer på deres manglende samvittighed. Men de er sjældent Zodiac-agtige (og den film er lavet).

De har det bare med at være godt gammeldags syge i låget og heldige med deres mord. Indtil de ikke er heldige mere, så spærrer man dem inde og smider nøglen væk.

Læren til unge piger
Så kunne man sige ”jaja, jojo, men det er jo bare film, fiktion, slap af”.

Fair nok. Men prøv at erstatte ”kvinde” med ”afroamerikaner”. En genre, hvor hvide, intelligente seriemordere flår skindet af uskyldige sorte. Det ville næppe gå stille af.

Så hvorfor er det okay, når bare det er damer? Hvad fortæller den slags fiktion min tolvårige datter? Duk dig og bed til de højere magter om ikke at møde den slags psykopater? Du er det stof, visse karle laver lampeskærme af? Manden er rovdyr, kvinden er byttedyr? Eller hvad?

Der er en bemærkelsesværdig konsensus i disse år om, at sproget har et ansvar. Ord og det, vi siger i det offentlige rum, kan konsolidere og nære strukturel diskrimination omkring menneskers køn, race, religion, seksualitet, what not.

Vi siger ikke ”nergerkys”, vi siger ikke ”formand”, vi siger ikke ”sigøjner”. Vi anerkender, at sproget ikke er uskyldigt. Men fiktion er en fri fugl, der kan svæve over vandene og skide, hvor den vil, og hvad den vil?