Man sku’ ha’ været minkavler

Van der Meer: Jeg vil gerne tale lidt om din nye musical, Little Galaxies, og også lidt om den succesrige danske filmbranche.

Kestner: Ok.

Van der Meer: Jeg har set Little Galaxies. Jeg synes, den er spændende. Virkelig, det mener jeg. Men det er jo nok en film, der henvender sig til et publikum, der kan lide at tænke selv.

Kestner: Findes der mennesker, der ikke kan lide at tænke selv? Jeg forstår det ikke. Er det et kompliment eller en fornærmelse?

Van der Meer: Det er bestemt ikke en fornærmelse. Det er en skøn film. Hør, vi kom skævt i gang. Lad os starte forfra.

Kestner: Lad os det.

Van der Meer: Hvordan har du lavet musicalscenerne? Hvordan er relationen mellem dem og den dokumentariske virkelighed?

Kestner: Teksterne er skrevet i samarbejde med filmens medvirkende, og musikken er efterfølgende skabt i samarbejde med bandet Speaker Bite Me og filmens komponist Flemming Nordkrog.

Van der Meer: Kan du elaborere lidt på det?

Kestner: Jeg valgte medvirkende, som var i stand til at skrive om deres eget liv. Undervejs sendte de mig tekster. Jeg copypastede lidt rundt i det, indtil det lignede sange.

Van der Meer: Men jeg tænker mere på, hvornår i processen de indsang numrene? Altså, hvordan kan de synge en sang om en bestemt situation, mens de står i situationen. Har du snydt?

Kestner: Ja.

Van der Meer: Det tænkte jeg nok.

Kestner: Ja.

Van der Meer: Jeg kan se på creditlisten, at flere af numrene er skrevet af en person, der hedder Jomi Massage, og jeg kan huske, at vedkommende også skrev musikken til I Am Fiction. Jeg går ud fra, det er en kvinde?

Kestner: Ja.

Van der Meer: Det er et sjovt navn. Hedder hun virkelig det?

Kestner: Ja.

Van der Meer: Men jeg ville altså gerne, hvis vi alligevel kunne tale lidt om det med smalle film. Altså, at den slags film, du laver, ikke har et særligt stort publikum?

Kestner: Ok.

Pause.

Van der Meer: Hvad tænker du om det?

Kestner: Jeg tænker, at det er ærgerligt. Og at det beror på en misforståelse i markedsføringen. Jeg laver mainstream.

Van der Meer: Hvordan skulle markedsføringen så være anderledes?

Kestner: Den skulle findes.

Van der Meer: Ha-ha, du lyder bitter. Er du det?

Pause.

Kestner: Lidt.

Van der Meer: Vil du virkelig hævde, at forskellen på mainstream og arthouse udelukkende ligger i markedsføringen?

Kestner: Nej. Forskellen ligger vel i, at mainstream er umiddelbart tilgængeligt og til at opleve for enhver. Og netop det er mine film. De handler om almindelige menneskelige følelser: ensomhed, kærlighed, frygt, begær, dødsangst og forvirring over egen placering i universet. Flere af dem har oven i købet en voiceover.

Van der Meer: Forvirring over egen placering i universet er vel ikke helt et mainstream-tema?

Kestner: Folk oplever slet ikke tematikker. De oplever handlinger, og de mærker følelser. Det må være et markedsføringsproblem, hvis ikke menneskelige følelser og handlinger kan markedsføres som mainstream. Jeg er mainstream. Det skal du skrive.

Van der Meer: Ok. Lad os skifte emne. Jeg vil gerne tale om det danske støttesystem. Jeg går ud fra, at det er nøglen til den store succes?

Kestner: Ok.

Van der Meer: I er jo meget heldige i Danmark, at I har et offentligt støttesystem. Men hvad vil du mene er det største problem for filmen i Danmark, set fra et kunstnerisk perspektiv?

Kestner: Det kan jeg godt fortælle dig, men så må du love mig at tro på det.

Van der Meer: Det kan jeg jo ikke. Jeg er journalist. Jeg tror på vedvarende at stille spørgsmål ved alt.

Kestner: Nåh, men så ok. Vores største problem er, at vores film reelt ikke bliver udviklet i udviklingsperioden. Og det skyldes et fænomen, der kaldes ”papirfascisme”.

Van der Meer: Det begreb kender jeg ikke.

Kestner: Nej, det er også et helt nyt begreb, jeg fandt på i dette øjeblik. Det handler om, at alt skal beskrives udtømmende på papir, før det kan finansieres.

Van der Meer: Er det ikke meget naturligt, at man skal beskrive det, man søger støtte til?

Kestner: Jeg siger ikke, det er unaturligt. Jeg siger bare, at det er et problem.

Van der Meer: Men hvorfor er det et problem?

Kestner: Fordi udviklingen i realiteten primært bliver en udvikling af, hvordan vi kan tale om filmen på en finansierbar måde. Og det trækker helt naturligt al udvikling hen mod det konventionelle. Under papirfascismen kan man udelukkende lave en helt bestemt slags film.

Van der Meer: Hvilken slags?

Kestner: Den slags film, der egner sig til at blive skrevet først.

Van der Meer: Jeg tror, du må uddybe.

Kestner: Den film, der egner sig til at blive beskrevet, er en allerede kendt film. Papiret er den kontrolinstans, der bruges til at sikre, at alle film bliver gode.

Van der Meer: Det lyder ellers som en ret god idé?

Kestner: Det er en god idé, hvis man ønsker gode film, som dem der findes i forvejen. De konventioner, der skal leves op til, hvis man vil opnå finansiering, er konventionerne ”medrivende” og ”letforståelig”. Der er intet galt med dem, men konventioner bør være noget en kunstner forholder sig til – ikke noget, hun skal opfylde.

Van der Meer: Du svarer ikke helt på spørgsmålet.

Kestner: Jo, jeg gør.

Van der Meer: Ville det ikke være lettere, hvis du bare selv lavede interviewet?

Kestner: Hmm, måske ja.

Van der Meer: Men hvorfor skal publikum ikke have det, de beder om?

Kestner: Fordi publikum ikke har en chance for at vide, hvad de kan bede om. Værkerne skal jo skabes og synliggøres, før nogen kan ville have dem. Jeg kan ikke se, at kunstneriske kvaliteter som mærkværdig, skrøbelig, tøvende eller forvirrende bør stå i vejen for, at en film kan betragtes som mainstream. Sådan er det ikke i spilindustrien, i malerkunsten eller i musikken.

Van der Meer: Det er vel altid kunstnerens problem at etablere muligheder for at skabe sine værker?

Kestner: Jo, men det er særligt filmens problemstilling, fordi den er så dyr at frembringe.

Van der Meer: Og i Danmark producerer I for skatteydernes penge. Giver det ikke et særligt ansvar?

Kestner: Det er altid publikums penge, der produceres for. Men støttesystemet giver os muligheder for at udvide eller indsnævre filmkunsten. Filminstruktører har et medansvar for at forvalte de muligheder.

Van der Meer: Jeg synes ikke, jeg fornemmer ret meget taknemmelighed.

Kestner: He, det er sjovt, du siger det. Hele systemet er faktisk gennemsyret af, at instruktøren skal være taknemmelig. Personligt mener jeg, at taknemmelighed er en vigtig følelse, men jeg har svært ved at knytte den særligt til det danske filmstøttesystem. Danske instruktører, med få undtagelser, lever i en slags undtagelsestilstand af armod. De får ikke løn i den første halvdel af filmproduktionen, og i den næste halvdel må de håbe på, at der er noget tilbage, når alle andre på produktionen har fået løn. Men det er jo en udbredt holdning, at kunstnere skal være taknemmelige, fordi deres arbejde ikke er rigtigt arbejde, men bare en fuldtidshobby.

Van der Meer: Er det da ikke det?

Kestner: Man kan godt blive i tvivl. For nylig læste jeg de danske politiske partiers programmer for at se, om der fandtes tanker om, hvordan kunst frembringes i Danmark. Det ville jo være naturligt, når vi selv uddanner kunstnerne på statslige kunstskoler. Men det stod der intet om. Så skrev jeg til Socialdemokratiet (det er dem, der har regeringsmagten) og spurgte, om de havde tænkt over det. Det havde de ikke, og dagen efter svarede vores statsminister i fjernsynet, at det ikke behøver være sjovt at gå på arbejde. Man sku’ ha’ været minkavler.

Van der Meer: Hva’?

Kestner: Glem det.

Van der Meer: Øh, hvordan hænger det sammen med papirfascisme?

Kestner: Det ved jeg ikke. Kan du ikke bare klippe det ud. Men i hvert fald bliver problemerne med at udvikle filmene forstærket af, at vi skal udkomme i et andet kunstmedie, før vi udkommer i vores eget.

Van der Meer: Det forstår jeg ikke.

Kestner: Jeg tror ikke, at bogforlag beder deres forfattere om at male deres bog, før de skriver den, eller pladeselskaber beder deres musikere om at lave en film om den musik, de vil indspille. Men vi, der laver film, skal skrive dem først. Alle de film, der bliver lavet i Danmark, står oven på enorme bjerge af papirbeskrivelser.

Van der Meer: Når alt kommer til alt, så er det vel klart, at det er sværere at finde en million euro til en film end tusind euro til noget maling. Du må vel lære at leve med problemet?

Kestner: Jeg taler slet ikke om, at det er et problem for instruktøren. Det støttesystem, du spørger til, er jo ikke skabt for at støtte filmfolk. Det er skabt for at give mulighed for, at publikum kan opleve danske film. Og ligesom det er publikum, der kan være taknemmelige for, at vi har danske film, er det også dem, der kan være taknemmelige for mange valgmuligheder.

Van der Meer: Lad os blive konkrete: Hvilke film er det, der ikke kan finansieres under … papirfascismen?

Kestner: Ja, nemlig!

Van der Meer: Hvilke film taler vi om?

Kestner: Det er det spændende spørgsmål. Hvilke film kunne laves, hvis ikke man havde papiret til at frasortere alle fejlene? Vi ved det ikke.

Van der Meer: Øh, men så er det jo helt fiktivt. Måske er der så slet ikke noget problem?

Kestner: Det kan man sige. Men det ville være ligesom at sige, at den del af universet, der ikke er kortlagt, slet ikke findes, eller at videnskabelig grundforskning er ligegyldig, fordi vi ikke kender endemålet. Men så bliver vi ved med at lave den samme film igen og igen. Det virker da meningsløst. Altså fra et kunstnerisk synspunkt. Ikke fra et kommercielt, naturligvis.

Van der Meer: Skal kunsten nødvendigvis udvikle sig?

Kestner: Ja, kunsten er en samtale. Det ville være en kedelig samtale, hvis alle blev ved at sige det samme? Ligesom det er kedeligt, når David Mamet gentager Aristoteles.

Van der Meer: Nu du nævner David Mamet, er han vel netop et godt eksempel på det modsatte. Han holder sig inden for konventionerne og er samtidig en af vor tids bedste instruktører. Jeg har engang hørt ham sige, at når film ikke får et stort publikum, er det, fordi de er lavet af dovne instruktører, der ikke tager konventionerne alvorligt.

Kestner: David Mamet er hverken god eller af vor tid. Han er dårlig, han er et fortidslevn. Glengarry Glen Ross fremhæves som skoleeksempel på den gode film. Det er jo knap nok en film. Det er bare, fordi han har de der briller, som får ham til at se klog ud. Der er mange instruktører, som der er udbredt enighed om er gode, men i virkeligheden er dårlige. Luc Besson for
eksempel. Både Mamet og Besson er meget dårligere end mig. Og kedeligere.

Van der Meer: Ok! Synes du også, at Det femte element er dårlig?

Kestner: Det er ikke noget, jeg synes. Det er et faktum.

Van der Meer: Nåh, men vi skal ikke tale om Luc Besson. Lad os komme tilbage på sporet. Du mener, det er et problem, hvis man vil sikre sig, at film bliver gode?

Kestner: Ja, for det er jo gentagelsen, der giver sikkerheden. Hvis ikke du vil gentage, må du turde gå med bind for øjnene. Du må famle – i hvert fald noget af vejen. Og det tør Luc Besson ikke.

Van der Meer: Jeg vil virkelig gerne, hvis vi kunne forlade Luc Besson. (Lyden af papir). Hvor kom vi fra?

Kestner: Vi kom fra Little Galaxies – som er lavet med bind for øjnene.

Van der Meer: Men er det så … altså … blev det så en god film af, at den blev lavet med bind for øjnene?

Kestner: Jeg føler, at du forsøger at lokke mig i en fælde. Jeg hopper ikke på den. Jeg påberåber mig Det femte element.

Van der Meer: Ok, lad os tale om noget andet. Hvordan forholder du dig til det med, at dine to figurer er kvinder, og at du selv er en mand?

Kestner: Hvabehar?

Van der Meer: Ja, er det ikke et problem? Du har jo aldrig selv været kvinde.

Kestner: Det ved du vel strengt taget ikke.

Van der Meer: Men har du da det?

Kestner: Nej.

Van der Meer: Ok, men så vil jeg altså gerne stille spørgsmålet.

Kestner: Men med det spørgsmål reducerer du både mig og alle kvinder og mænd til kun at være vores køn. Jeg er jo ikke kun en mand. Jeg er en søn, en far, en elsker, et offer for nutiden og fortiden og én, der i morges var ude for noget forfærdeligt. Virkelig forfærdeligt.

Van der Meer: Men du er også en mand.

Kestner: Generaliseringer har ikke noget at gøre i kunsten. Det er noget, der findes i dårlige blade, man læser i venteværelser. Kunsten handler om det konkrete blik. Der er mange konkrete kvinders blik på mænd, jeg gerne vil se. Det er det, kunst handler om. At et konkret menneske stiller sit blik til rådighed.

Van der Meer: Så simpelt er det jo ikke.

Kestner: Køn er ikke ligegyldigt. Men det kan hverken diskvalificere eller det modsatte. For øvrigt handler filmen slet ikke om kvinder. Den handler om to mennesker, der blandt tusindvis af egenskaber er kvinder. Jeg tror, jeg ligner de her to kvinder på
forskellige måder, og det er nok de ligheder, jeg har spejlet mig i.

Van der Meer: Men ville kvinder ikke være bedre til at fortælle om kvinder end dig?

Kestner: Tror du vitterlig, kvinder er gode til at fortælle om kvinder, blot fordi de er kvinder? Jeg tror, det er godt, at gangsterfilm instrueres af filminstruktører – og ikke gangstere. Det giver mening på samme måde, som når guitarister spiller guitar og kokke laver mad.

Van der Meer: Men kan du ikke forstå, at nogle føler sig misbrugt, når andre fortæller deres historie?

Kestner: Men vi fortæller ikke andres historier, vi fortæller vores egen historie. Det er en gammel sandhed. Coppola lavede en gangsterfilm, men den var i virkeligheden en film om hans egne erfaringer med familiestrukturer. J.K. Rowling skrev om troldmænd, men det handlede i virkeligheden om hendes erfaringer med ydmygelse og retfærdighed. Mary Shelley skrev om et monster, men det handlede om hendes erfaringer med ærgerrighed og kærlighed. Coppola var ikke gangster, Rowling er hverken dreng eller troldmand, og Mary Shelley var hverken mand, læge eller monster. Mig bekendt. Deres værker handler om dem selv.

Van der Meer: Ok, men hvad handler Little Galaxies så om? Hvad er det, du mener at dele med de to kvinder i filmen?

Kestner: Den handler om ensomhed. Den, som du kan mærke uden at være alene. Filmen er lavet i en periode af mit liv, hvor mit ægteskab var ved at miste sin sammenhængskraft. Jeg tror, jeg var ret ensom, selv om jeg havde mange dejlige mennesker omkring mig. Det er den følelse, jeg havde i den tid, filmen handler om. Det er mainstream.

Van der Meer: Jeg kommer til at tænke på din gamle film I Am Fiction.

Kestner: Det kan du selv være.

Van der Meer: Du lyder sur. Men jeg vil jo bare gerne omtale din film.

Kestner: Hvornår kommer interviewet? Du nævnte Variety i din mail.

Van der Meer: Ja, men Variety er måske ikke længere muligt. De vil have noget om Thomas Vinterbergs Druk, altså filmen. Men jeg finder ud af noget. Ved du for øvrigt, hvordan man får fat på ham?

Pause.

Kestner: Jeg tror, jeg kan drikke mindst lige så meget som Vinterberg.

Van der Meer: Nåh.

Pause.

Kestner: Vil det hjælpe, hvis jeg kommer med indrømmelser i forhold til det der med de smalle film? Hvis jeg ikke benægter det.

Van der Meer: Er det nu, du vil sige, at du er for stor en kunstner til at være kommerciel?

Kestner: Nej, det er ikke sådan, det hænger sammen. Jeg vil virkelig gerne være kommerciel. Når jeg ikke lykkes med det, selv om jeg altid prøver, er det ikke et fravalg af det kommercielle. Det er et tilvalg af noget andet, som i mit tilfælde desværre har vist sig ikke altid at være særligt kommercielt. Endnu.

Van der Meer: Og det er?

Kestner: Det er ønsket om at måtte starte forfra hver gang. Det kan du ikke få lov til i den kommercielle verden. I den verden skal du være ekspert. Du skal trække på alle tilgængelige erfaringer for historiefortælling i en udstrækning, der lukker døren til
ens indre nybegynder.

Van der Meer: Vil du gerne være nybegynder?

Kestner: Det handler om at være i en tilstand, hvor alt – eller i hvert fald meget – er muligt. Nybegynderen kan noget. Du kan jo kigge rundt i verden og undre dig over, at så relativt mange kunstnere laver deres bedste værker i begyndelsen af karrieren. Jeg tænker, det skyldes, at de endnu ikke er blevet eksperter.

Van der Meer: Du anerkender ikke erfaring som et redskab for kunstneren?

Kestner: Jo, helt klart. Men jeg forsøger at knytte  erfaringen til processen og ikke til værket. Det er erfaringen, der gør, at jeg ikke længere bliver bange … eller måske bare mindre bange. Jeg ved, at arbejdet har kriser, og at tvivlen er en del af processen. Erfaring er for mig en form for tillid. Og tillid er kærlighed.

Van der Meer: Du ved godt, at jeg skriver det her, ikke?

Kestner: Det sidste sagde jeg bare for sjov. Jeg vil sætte pris på, at du sletter det.

Van der Meer: Er der for øvrigt ikke et dansk filmmagasin, der hedder Ekko?

Kestner: Ekko! Seriøst? Det kan du ikke mene.
Bare ikke Ekko. Please.