Manuskriptpris til Arcel og Heisterberg
Kære Nikolaj og Rasmus!
Filmindustrien har traditionelt fordelt det sådan, at producenten har magten, stjernerne har berømmelsen, og instruktøren har prestigen. Forfatteren har sin skrivemaskine, minus på kontoen og eksistentielle mimoser til overflod. I USA fortæller man polak-historier, ligesom vi fortæller Århus-historier, og én af dem lyder kort og koncist: En polsk pige med svimlende stjernedrømme går i seng med … forfatteren!
Men vi ved jo godt – i hvert fald den lille skare, der er samlet her i dag – at filmens kreative kerne ligger i manuskriptet. Her er historierne og karaktererne, her er det grundlæggende kreative arbejde. Producenterne sidder på pengekassen, men det er manuskriptforfatterne, der sidder på idékassen.
Jeres idékasse virker nærmest uudtømmelig. Og den er fyldt med store og små indfald, som man for tyve år siden nærmest ville have tryglet om aldrig ville blive lukket ud i den danske filmvirkelighed.
Jeg er gravid
Havde man som kritiker i starten af 90’erne – det var dengang, hvor kameramændene og ikke manuskriptforfatterne havde magten – foreslået, at danske instruktører skulle til at kaste sig over politiske thrillere på Alle præsidentens mænd-niveau, CGI-drevne børnefilm, mørke spændingsfilm med et seriemordertwist og episke melodramaer i Hollywood-format, ville man være blevet grinet ud over rejemaden i den ikke altid lige fremsynede kritikersammenslutning.
Man kunne simpelthen ikke forestille sig, at den slags kunne gøres troværdigt – hvilket I alt sammen ændrede, nærmest firhændigt. I Kongekabale bragte I troværdighed til et højpolitisk rænkespil med naturlig dialog, der aldrig undervurderede publikum – uden Kongekabale ingen Borgen eller Forbrydelsen! Med Cecilie og De fortabte sjæles ø viste I, at man godt kan gøre effektbårne genrefilm vedkommende, hvis man ved, hvordan man strikker nuancerede karakterer sammen.
Og med Mænd der hader kvinder opnåede I noget, man havde forsvoret kunne lade sig gøre: I fik samtalerne i Stieg Larssons bog til at fremstå naturlige!
Og så valgte I bagefter modigt at afsløre alle faghemmelighederne om dramaturgiske kurver, vendepunkter og berettermodeller i Sandheden om mænd, der en gang for alle gjorde det umuligt at anvende replikken ”Jeg er gravid” i dansk film. Indtil I selv brugte den i En kongelig affære – og fik den til at lyde troværdigt i Alicia Vikanders mund.
Krig mod lort
I Sandheden om mænd legede I elegant med den kunstnermyte, manuskriptforfatteren altid har dyrket som kompensation for, at han kun har kunnet få de polske piger: myten om den martrede, besjælede ener, der i måneskinnet kigger ud over byen fra sin ramponerede étværelses.
Men når I to faktisk har scoret pigerne, også andre end de polske, så er det nok ikke kun på grund af jeres tilbagelænede hættetrøjestil. Det er også på grund af den selvironi og uhøjtidelighed, der gennemsyrer jeres film. Selvfølgelig i Sandheden om mænd, der tog livet af holdjakken som scoringsrekvisit og viste frydefuldt overskud på højt plan i sekvensen med Anders W. Berthelsen og Birgitte Hjort som dansk landadel teatralsk i høet efterfulgt af animationsfilm fra Zekaya og så en herligt prætentiøs Jens Albinus i en sort-hvid kunstfilm: ”Hvis dit liv var en film, ville du så se den?”
Men også jeres mere alvorlige film som En kongelig affære bobler af liv, energi og humør trods stive korsetter, sirlige parykker og hundredvis af filmiske skræmme-eksempler i bagagen. Mikkel Boe Følsgaard er fremragende – og er det ikke mindst på grund af de replikker, I har lagt i hans mund. ”Jeg, Kong Christian d. 7, erklærer hermed krig mod lort!”
Auteurhyldest
Måske er det netop på grund af denne uhøjtidelige tilgang til filmkunsten, at I ofte er blevet kaldt ”gode håndværkere”. Der er en snert af nedvurdering over udtrykket – for de rigtige filmkunstnere er jo auteurs. Men her kan I tage det helt roligt: Med lidt tålmodighed skal jeres tid nok komme.
For det er nemt nok at få øje på excentrikerne med charmeklud, sjove hatte og den karakteristiske sorte filmbrille, men deres fancy avantgardefilm kommer ofte hurtigt til at virke bedagede. Sværere er det at udpege de sande auteurs.
Det tog rundt regnet 40 år og 53 film, før man opdagede, at Hitchcock var en original kunstner med sine egne temaer og filmiske fingeraftryk. Howard Hawks lavede små 40 film, før anerkendelsen tilkom ham, og John Ford må have været klodens mest tålmodige mand: Små 140 film nåede han at lave over et halvt århundrede, før den intellektuelle elite begyndte at skrive lærde bøger om ham. Før det blev de bare betragtet som genrefilmskabere, gedigne håndværkere.
Så hvis I bare holder skruen i vandet og laver én film om året, vil I få jeres auteurhyldest i 2049!
Kvalitetsstempel
Med jeres produktivitet er det ikke et utopisk mål. Ud over at skrive de ting, som Nikolaj selv tager instruktørstafetten videre på, deler I generøst ud af jeres talent. I er krediterede manuskriptforfattere på andre instruktørers film, både sammen og hver for sig. Men lige så ofte stiller I jeres ekspertise til rådighed som konsulenter og sparringspartnere.
Tilsammen betyder det, at det af og til kan synes, som om der ikke kommer en dansk kvalitetsfilm i biograferne, uden at ét af jeres navne dukker op på rulleteksterne. I disse post-dogme-år er I slet og ret blevet et kvalitetsstempel for kritikere og for publikum på, at her er der blevet gjort noget særligt ud af manuskriptet: This Film Has Been Approved By Arcel And Heisterberg!
I har også generøst åbnet døren ind til troldmandens værksted for offentligheden – ikke mindst i Ekko, hvilket vi og vores læsere jo sætter stor pris på. I har gjort jeres for at kæmpe imod folk, der som den dumblonde brunette i Sandheden om mænd er overbevist om, at det er skuespillerne selv, der finder på replikkerne.
Rejsen til Amerika
Havde I nu været typerne, der gik i nystrøgne skjorter og blankpolerede sko, havde I taget jer fyrsteligt betalt for jeres konsulentydelser og artikler og havde vel været de rigeste forfattere i det ganske rige. I stedet må I nøjes med Oscar-nomineringer, Sølvbjørne, Robert’er og Bodil’er – og så går det vel også nok lige. Også selvom Bodil endnu ikke har erkendt, at en manuskriptpris ville være på sin plads (må det snart ske!).
I har vist, at gode manuskripter kan flytte dansk film mod uopdaget land og samtidig flytte deres ophavsmænd mod USA. Her har I dyrket kunstnermyten om den europæiske forfatter, der chiller ved strandpromenaden i Santa Monica. Vi glæder os umanerligt meget til at høre replikken på amerikansk: ”I Am Pregnant!” Og vi forventer, at et endnu større udsnit af verden skal vænne sig til at nævne Arcel-Heisterberg-duoen i samme ombæring, som de nævner Coen-brødrene eller Dardenne-brødrene.
Rasmus og Nikolaj, hvis jeres film var et liv, så ville vi gerne dele det med jer. Tillykke med en særdeles velfortjent pris!
Allen-prisen
Uddelt første gang i 1995.
Allen-prisen uddeles af Danske Dramatikere på vegne af Lise og Johannes Allens Fond til en dramatiker, der har sat tidens problemer under debat med dramatik af høj kvalitet.
Legatet er Danske Dramatikers store pris og er på i alt 50.000 kroner.
Opkaldt efter forfatteren Johannes Allen (1916-1973), der blandt andet skrev Café Paradis (1950), Farlig ungdom (1953) og Ung Leg (1956), som han også var medinstruktør på.
Tidligere modtagere
2012: Peter Asmussen
2011: Linda Wendel
2010: Vivian Nielsen
2008: Bo Hr. Hansen
2007: Hans Rønne
2006: Line Knutzon
2005: Jokum Rohde Arnoldi
2004: Kim Leona Rasmussen
2003: Jakob Weis, Lene Marie Olsen og Christian Lollike
2002: Kim Fupz Aakeson
2000: Nicole Marin Langkilde, Nicolas Bro og Claus Beck-Nielsen
1999: Mogens Rukov
1998: Stig Thorsboe
1997: Nikoline Werdelin, Kari Vidø og Anders Thomas Jensen
1996: Niels Vørsel og Lars von Trier
1995: Finn Methling
Kommentarer