Hvordan tackler et barn mors psykose?

Maria Bäck siger, hun ikke har lavet en film om sin psykisk syge mor. Eller om sig selv. Men pulsen i Psykose i Stockholm banker fra instruktørens blodårer. 

Det mærker jeg tydeligt, mens jeg interviewer hende. 

Psykose i Stockholm vises den 6. december i København og den 13. december i Aarhus på Cph Pix-festivalen. Fra den 14. december kan købes og lejes digitalt på streamingtjenester.

Filmen fortæller en sandhed, der er klippet ud af virkeligheden og sat på lærredet.

Men historien er opdigtet. 

Kaosset i morens hoved tager større og større bidder af dagene, da hun og datteren er i Stockholm for at fejre barnets fjortenårs fødselsdag. De bor på et fint hotel og er ude at spise. Moren falder langsomt, men tungt ind i en parallelverden.

Fuglene i hendes virkelighed bliver til soldater, blomsterne begynder at hviske til hinanden. Så indser hun, at hun er en gudinde.

Alene tilbage sidder pigen, da moren akutindlægges på psykiatrisk afdeling. Det er barnet, der kontaktede myndighederne og foranstaltet anbringelsen.

Weekenden i Stockholm bliver ensom, mens mor er væk. Barnet nipper til vodka fra hotelværelsets minibar, græder stille i planetariets mørke eller bader i svømmehallens dybe vand og fluorescerende lys.

Hun ligner et lille kid, der er faret vild i skoven. Man fornemmer, at rovdyrene kan tage hende, hvis de vil. 

Ægteskab med vinden
Maria Bäck havde aldrig kunnet lave Psykose i Stockholm, hvis ikke hun havde vokset op med en psykotisk mor og selv oplevet datterens særlige ensomhed.

Baggrunden bruger hun som inspiration og som adgang til det ofte hemmelige liv som pårørende til et menneske med psykisk sygdom.

Hun har tidligere lavet en afgangsfilm fra Den Danske Filmskole med og om sin mor, Mamma är gud, der kan ses på Ekko Shortlist. I telefonsamtaler taler moren om sit ægteskab med vinden og deler en opskrift på guld.

Nu har Maria Bäck lavet en spillefilm i samme univers, men denne gang brugt fiktionens virkemidler. Siden hun var fem år gammel, har moren, der er bipolar, med jævne mellemrum været indlagt på psykiatrisk afdeling.

”Psykose i Stockholm har ligget inde i mig som en slags vision. Jeg havde ikke lyst til, at det skulle være en genfortælling af noget, der er sket engang. Jeg havde lyst til at se datterens rejse folde sig ud, og det kunne jeg kun gøre med fiktion,” siger 40-årige Maria Bäck.

Maria Bäck har som barn måttet tage et ansvar for en voksen, når moren forsvandt ind i andre virkeligheder. Og hun har selv gået og gemt på sine egne lommer af fantasi-universer, som hun kunne træde ind og ud af.

Det har skabt en eksistentiel vaklen i Maria Bäck, der spænder hende ud i et felt mellem fiktion og fakta.

”Jeg ved ikke, hvad virkeligheden er. Jeg har, siden jeg var barn, været fascineret af, hvornår virkeligheden er ens egen, og hvornår den kan deles med andre,” fortæller Maria Bäck.

”Psykotiske episoder eller drømme kan for eksempel føles virkelige for den person, som oplever dem. Filmen viser, hvordan det er for datteren at miste sin mor til en anden virkelighed, og hvor smertefuldt det er ikke at kunne dele virkeligheden med hinanden. Men også al den komik, der opstår inde i det tragiske.”

Et særligt nærvær
Psykose i Stockholm fik premiere på Göteborg-festivalen tidligere år i Sverige. På grund af coronakrisen vises filmen først i de danske biografer nu.

Filmen er konsekvent fortalt gennem datterens perspektiv, men følger ikke en konventionel dramaturgisk struktur.

”Som instruktør og manusforfatter lytter jeg til filmen og lader den udvikle sig på sine egne præmisser. Hvis man kigger på dramaturgien, tror jeg, at filmen bliver sit eget væsen på et eller andet tidspunkt. Den udspringer af virkelige følelser og manifesterer en logik, der minder om tankens.”

Det er noget af et hold, der har samlet sig om Maria Bäck. Den norske instruktør og manuskriptforfatter Eskil Vogt (mest kendt for sit samarbejde med Joachim Trier) har været konsulent på filmen. Og Nadim Carlsen, der har fotograferet Grænse, stod bag kameraet under optagelserne.

Når Maria Bäck går ind i sit kreative rum, er der ikke plads til at tænke på målgrupper eller publikum. Det handler om at finde ind til kernen, lidt som når man laver en dokumentarfilm og skal indkapsle virkeligheden.

Rummet kunne skabes i samvær med filmholdet. Med dem kunne instruktøren mærke, når de for alvor satte noget ægte i svingninger.

”Det er et særligt nærvær, jeg prøver på at indfange. Det skulle være en meget fysisk følelse, man sidder med, når man har set Psykose i Stockholm. Uagtet om man kender til psykisk sygdom eller ej. Det ville være dejligt, hvis publikum føler, at de har været med et eventyr, som det jo faktisk udvikler sig til, og husker filmen som sit eget minde.”

Kan rumme det meste
Maria Bäcks ord er hurtige.

De løber næsten ud af munden på hende, og det er svært at fange dem, før nye springer ud. Maria Bäck udspyer ordglimt. Lyn-sætninger.

”Jeg er hele tiden i tvivl, grundlæggende og om det meste. Jeg har ikke lyst til, at ting kun er på en bestemt måde. Man kan ikke vælge mellem smerte, mørke, lys, skønhed eller grimhed. Sådan er virkeligheden ikke. Det hele er der på en gang. Det er vigtigt for mig at vise eller dele,” siger hun.

Selv om der findes smertelige oplevelser fra opvæksten inde i Maria Bäck, er det ikke noget, der bremser hende. Snarere tværtimod.

”Jeg er slet ikke bange for at tro på eller se i øjnene, at jeg er formet af min opvækst. Mange af mine oplevelser har skærpet mine sanser, og jeg føler, at jeg kan rumme det meste bortset fra humorforladthed. Jeg vil have så meget ud af livet som muligt. Så jeg kigger ikke væk, når noget bliver komplekst.”

Psykose og kunst
En undersøgelse fra det svenske Karolinska Institutet fra 2012, som tog udgangspunkt i 1,2 millioner patientjournaler, viser en klar forbindelse mellem psykisk sygdom og kreativitet.

Hvis kunstnere ikke selv lider af depression, skizofreni eller bipolar lidelse – som Bäcks mor – har de ofte nært beslægtede familiemedlemmer, der gør.

Når Maria Bäck selv beskriver sammenhængen mellem psykose og kunst, taler hun om en dykkerdragt.

”På et tidspunkt læste jeg om forfatteren James Joyce og hans barn, der var psykotisk. Joyce forklarede forskellen på dem med et billede. Barnet falder ned i vandet, i underbevidstheden, den personlige virkelighed. Hun kunne ikke styre sit fald. Hun faldt dybere og dybere ned i lagene. Men kunstneren, der frivilligt går ned i vandet, har en dykkerdragt på. Han eller hun kan navigere i det samme univers på en tryg måde og hente inspiration til sin kreative proces.”

Da Maria Bäck var på pigens alder, sagde to voksne på kommunekontoret, at de var imponerede over, hun ikke var blevet prostitueret eller stofmisbruger.

”Man bliver sådan: ’Fuck jer!’” siger instruktøren, der fremhæver, at hun er formet af meget mere end sin mors momentvise psykoser.

”Det er ikke så simpelt i livet, selv om det er den simple vej, mange har en tendens til at gå. Hvis man forholder sig til kompleksiteten, kræver det ofte, at man tager et ansvar, fordi man har sat sig bedre ind i det. Mange vælger at undgå det.”