Nyhed
09. feb. 2023 | 11:00

Matador genoplives som musical

Foto | Miklos Szabo
Inden sin død hjalp Lise Nørgaard filmskaberne Anders Thomas Jensen og Susanne Bier med at skrive en ny musicaludgave af hendes ikoniske DR-serie Matador.

Susanne Bier og Anders Thomas Jensen har i samarbejde med nyligt afdøde Lise Nørgaard skrevet en musikalsk udgave af den folkekære tv-serie, som indtager landets teatre næste år.

Af Nicki Bruun

Kvinden bag Matador, Lise Nørgaard, døde som bekendt den 1. januar i år i en alder af 105 år.

Men at hun holdt sig i gang til det sidste, vidner offentliggørelsen af en ny udgave af Matador om. Den folkekære tv-serie om livet i Korsbæk bliver til en musical.

Og det er noget af et hold, der står bag.

Susanne Bier og Anders Thomas Jensen har i tæt samarbejde med Lise Nørgaard inden hendes død skrevet manuskriptet til musicalen, mens alle sangene i forestillingen er af musikerne Burhan G og Lise Cabble.

Der er blevet arbejdet på musicalen de seneste to år, og Lise Nørgaard udtalte sig inden sin død om sin medvirken i projektet.

”Det har været en stor glæde for mig at kunne bidrage til, at der blev skabt noget nyt, der bygger på noget, som jeg skrev for længe siden. Vi har haft det utroligt hyggeligt og sjovt, og jeg kan kun sige, at publikum virkelig kan glæde sig,” fortæller hun i en pressemeddelelse.

Anders Thomas Jensen – som vi for nylig kunne afsløre også arbejder på en ny film – siger i pressemeddelelsen:

”Det var jo med stor ærefrygt, at jeg satte mig til tasterne med noget, man respekterer og holder så meget af som Matador. Det er jo et mesterværk uden lige i dansk tv-historie,” lyder det fra manuskriptforfatteren.

”Det føltes som en stor udfordring og har også taget sin tid, men det er virkelig gået godt, og det har været fantastisk at få lov til at arbejde med Lise selv.”

Billetsalget er i gang
Susanne Bier og Anders Thomas Jensen har sammen stået bag nogle af dansk films største succeser i nyere tid.

Hun har ud fra hans manuskript instrueret Elsker dig for evigt, Brødre, Efter brylluppet, Oscar-vinderen Hævnen og Den skaldede frisør.

Sidstnævnte er på scenen også blevet til Den skaldede frisør – The Musical.

Det vides endnu ikke, hvem der skal spille rollerne i musicaludgaven af Matador. Men pressemeddelelsen lover, at der er tale om et stjernespækket cast, som bliver afsløret på et pressemøde i Korsbæk på Bakken til foråret.

Forestillingen får først premiere om et år, mere præcist den 15. februar 2024, og bliver sat op i København, Vejle og Holstebro.

Billetsalget er i gang her!

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko