Nekrolog
29. okt. 2023 | 07:04 - Opdateret 29. okt. 2023 | 10:13

Matthew Perry er død

Foto: Warner Bros. Television

Det er sådan, Matthew Perry blev kendt og vil blive husket: spasmageren Chandler Bing, der altid har en tør, vittig bemærkning i ærmet i den ikoniske tv-serie Venner.

Den verdensberømte skuespiller og komiske sjæl i successerien Venner er gået bort i sit hjem i Los Angeles. Han blev blot 54 år gammel.

Af Claus Christensen

En tragedie har ramt ikke bare Hollywood, men hele verden.

Matthew Perry, den verdensberømte skuespiller og komiske sjæl fra en af de mest ikoniske og elskede sitcoms i historien, Venner, er gået bort.

Han blev blot 54 år gammel.

Lørdag eftermiddag lokal tid rykkede politiet ud til skuespillerens hjem i Los Angeles efter et alarmopkald om hjertestop. Da politiet nåede frem, konstaterede man, at Perry var afgået ved døden, angiveligt druknet i sin jacuzzi.

I det sidste billede, der er bragt på Perrys officielle Instagram-konto, sidder han om aftenen i den udendørs jacuzzi med hovedtelefoner på og Los Angeles i baggrunden.

”Oh, varmt vand, der flyder rundt, får én til at have det godt, ikke?” lyder hans tekst til billedet.

Den triste nyhed bliver bekræftet af Warner Brothers Television Group, som producerede tv-serien Venner.

”Vi er knuste over vores kære ven Matthew Perrys død. Matthew var en utroligt begavet skuespiller og en uvurderlig del af Warner Bros. Television Group-familien,” lyder det fra Warner Brothers, som fortsætter:

”Betydningen af hans komiske geni blev følt over hele verden, og hans minde vil leve videre i hjertet på så mange. Dette er en hjerteknusende dag, og vi sender vores kærlighed til hans familie, hans kære og alle hans hengivne fans.”

Sarkasme som forsvar
Matthew Perry blev født i Williamstown, Massachusetts, USA, men voksede op i Canada. Begge hans forældre var canadiske. Moren arbejdede som pressesekretær for landets statsminister, mens faren var skuespiller og model.

Forældrene blev skilt, inden Perry blev ét år. Han voksede op med sin mor i Ottawa, Ontario. Som femtenårig flyttede han til Los Angeles for at bo hos sin far og forfølge en skuespilkarriere.

Han medvirkede i sitcom-serien Second Change, der blev til Boys Will Be Boys, og Growing Pains. Han havde også en gæsteoptræden i Beverly Hills.

Men det store gennembrud kom med rollen som Chandler Bing i Venner – eller Friends – der blev sendt fra 1994 til 2004.

Han er rammende blevet beskrevet som den komiske sjæl i serien. Med sin tørre humor har Chandler altid en sarkastisk bemærkning til enhver situation, men han er ikke desto mindre en trofast ven. Og sarkasmen er selvfølgelig en forsvarsmekanisme, der dækker over en svær opvækst og et problematisk forhold til faren.

Matthew Perry blev en af de mest elskede karakterer i serien, og det affødte både ros fra kritikerne og en kæmpestor fanskare.

Han spiller over for Bruce Willis i gangsterkomedien Ni fod under … fra 2000 og dens efterfølger Ti fod under fra 2004.

Han inkarnerer Det Hvide Hus’ forbundsrådmand Joe Quincy i den politiske dramaserie Præsidents mænd (2003), hvilket indbragte ham to Emmy-nomineringer.

Efter venner
Da Venner sluttede, debuterede han som instruktør med et afsnit af Scrubs (2004), hvor hans egen far, John Bennet Perry, medvirker. I serien har han selv en gæsteoptræden som en operatør i lufthavnens traffikkontrol.

Han spiller hovedrollen som en hårdt prøvet lærer i The Ron Clark Story (2006), der udløsete både en Golden Globe- og Emmy-nominering.

I 2006-07 medvirker han i Aaron Sorkins dramaserie Studio 60 on the Sunset Strip.

Han fortsatte med at få roller, men mere sporadisk og aldrig en rolle, der kom i nærheden af Chandler Bing. I 2022 udgav han sin selvbiograf Friends, Lovers, and the Big Terrible Thing, som blev en bestseller.

Matthew Perry lagde ikke skjul på, at han igennem livet kæmpede med et alkohol- og stofmisbrug. Han modtog i flere omgange behandling og brugte sine erfaringer til at tale for en øget bevidsthed om sundhed.

Han modtog Champion of Recovery-prisen i maj 2013 fra Det Hvide Hus’ kontor for National Drug Control Policy for at åbne rehabiliteringscentret Perry House i Malibu i Californien.

Matthew Perry i Venner

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko