Med vidt lukkede øjne

Vi kender godt typen, om ikke andet så fra film. I 90’er-komedien Sleep with Me er der et selskab i californiske kunstnerkredse, og her optræder selveste Quentin Tarantino som den ulidelige filmnørd, der insisterer på alternativ filmfortolkning: ”Det er en mands kamp for sin egen homoseksualitet. Det er det, Top Gun handler om!” Og så kører han løs med en længere udredning af, hvordan Tom Cruise står i et seksuelt dilemma.

Den slags analyser bliver ofte afvist som ”overfortolkninger”, og sådan er det også her, hvor de andre gæster ryster på hovedet af den irriterende fyr. Det er for langt ude – eller er det? Det er film, som vi alle sammen kender og betragter som lige ud af landevejen. Men måske er de fulde af ting og sager, som kun særlig skarpe hjerner kan få øje på.

Det er det, Room 237, Rodney Aschers underfundige, aktuelle dokumentarfilm, handler om – med Kubricks The Shining som eksempel.

Makabre hemmeligheder
De fleste kender mesterens fænomenale livtag med horror­genren og mener sikkert at have nogenlunde styr på historien om den kriseramte forfatter Jack Torrance (Jack Nicholson), der ledsaget af hustru og lille søn påtager sig jobbet som vicevært på det vinterlukkede bjerghotel. Dagene går, mens sneen falder, og uhyggen stiger. Lille Danny, der har synske evner, kører sin gokart rundt i de tomme hotelgange, der alligevel ikke er helt tomme, og værelse 237 åbenbarer sine makabre hemmeligheder.

Men ligesom alt ikke er, som det synes at være i dette okkulte ondskabens hotel (som var filmens oprindelige danske titel), så er der også åbent hus for alle tænkelige fortolkninger. Man kan finde spor af næsten hvad som helst, man måtte søge efter. Kubricks film er en guldgrube af referencer og symboler, men især The Shining – der netop handler om mennesker, som har den særlige evne (”shine”) at se noget, der ikke er der – er en gave til fortolkningsindustrien. På baggrund af Stephen Kings forholdsvis ordinære roman lavede Kubrick en film fyldt med gådefuldheder, kompleksitet og mangetydige betydningslag (på samme måde som han også i Rumrejsen år 2001 mystificerede Arthur C. Clarkes oprindelige udspil).

Room 237 giver stemme til en hel menighed af filmnørder, en flok dedikerede Kubrick’ologer, der hver især har fundet bekræftelse på deres alternative tolkninger. Det er i høj grad videomaskinen, som har gjort det muligt. Ved at køre vhs­båndet frame by frame har de fået øje på detaljer og mønstre, som man næppe kan fange i biografen. Billeder på væggen, et ugeblad på en stol, gulvtæppets mønstre.

Og hvad finder de så? En af dem har bemærket, at der ude i hotellets forrådsrum står en masse bagepulver af fabrikatet ”Calumet”, der har profilen af en indianerhøvding som logo. Det kan ikke være tilfældigt, når vi undervejs i filmen får fortalt, at hotellet er opført på en gammel indianergravplads. En anden har lavet meget omhyggelige planer over hotellet og derved dokumenteret, at direktørens kontor rummer et vindue, som umuligt kan være der.

Den tyske skrivemaskine
Der er også skarpsindige afsløringer af, hvad man normalt ville betegne som script-fejl, continuity-fejl, altså små uoverensstemmelser i logikken, når en stol eller et klæbemærke på døren for eksempel uforklarligt er forsvundet. Det er interessant, fordi Kubrick altid fremstilles som besat af en nærmest hysterisk perfektionisme.

En fan, der er historiker med speciale i nazismen, er overbevist om, at The Shining i virkeligheden handler om holocaust, et emne, som Kubrick vitterlig var optaget af.

Et af argumenterne er, at den skrivemaskine, som Jack Nicholson skriver på, er en Adler, altså et tysk fabrikat. Kendere af psykologihistorien ville måske snarere tænke på Freud, Jung og Adler, psykoanalysens fædre. Men historikeren hæfter sig også ved, at tv’et viser filmen Summer of ’42, og 1942 var netop det år, hvor den definitive udryddelse af jøderne blev besluttet, ganske vist ikke om sommeren, men alligevel. Og det fatale værelsenummer peger i samme retning, for hvis man ganger 2 med 3 med 7, får man – 42! Man kan se det hele som en subkultur af nørdet vås, en slags kreativitet med visse traditioner.

Måske er den beslægtet med tydningen af hellige bøger, hvis dunkle udsagn gennem århundreder har stimuleret geledder af ”skriftkloge” til at udlægge teksten.

Måske har den rødder i folkelige konspirationsteorier, hvor samfundets forsmåede og marginaliserede kan finde en slags sejr over virkelighedens arrogante repræsentanter. Det tager som regel udgangspunkt i, at verden er blevet holdt i uvidenhed om, hvad der i virkeligheden skete, hvilket kun en udvalgt skare har indset.

Og der er utvivlsomt noget dragende ved at tilhøre en klub, der måske er så eksklusiv, at man er det eneste medlem.

En af Room 237-nørderne har således hæftet sin tolkning af filmen sammen med en af nyere tids mest berømte konspirationsteorier, nemlig påstanden om at Apollo 11’s månelanding var et fupnummer. Han bestrider dog ikke, at månelandingen fandt sted. Men han hævder, at filmoptagelserne helt og holdent blev studieproduceret af Kubrick, der jo havde en vis erfaring fra Rumrejsen år 2001.

Det er en sjov teori – som dog havde virket væsentlig mere original, hvis ikke en fransk mockumentary, Opération Lune (vist på DR2 som I månens skygge), allerede i 2002 havde fremført samme tese (og hvor en af de angivelig autentiske personer præsenteres som Jack Torrance!). Men det nye er så påstanden om, at Kubrick har fyldt The Shining med antydninger af sit påtvungne arbejde for NASA. Lille Danny har en Apollo 11­trøje på, og når der står ROOM NO 237 på døren, er det sikkert et anagram for MOON.

Det er den samme kombination af konspirationsteori og kunstanalyse, som vi kender fra Dan Browns Da Vinci Mysteriet. Her var det påstanden, at den syndefulde Maria Magdalene faktisk var Jesus’ hustru og ses på Leonardo da Vincis berømte nadverbillede på Jesus’ højre side. Det var billedanalyse som wow­oplevelse for et kæmpemæssigt publikum. Bogen solgte over 80 millioner eksemplarer.

Kusse med tænder
Man kan mene, at fortolkerne i Room 237 har stirret sig blinde – med vidt lukkede øjne. Men de har også fået adgang til sjove alternative universer, som de selv har konstrueret. I den forstand er filmen en slags pendant til den geniale Nabokov-roman Pale Fire, der består af et digt på cirka 30 sider samt udgiverens 300 siders kommentarer. Pointen er, at ”udgiveren” projicerer sin egen, usædvanlige historie som flygtning fra et fjernt kongerige ind i et fortællende digt, der helt åbenbart handler om noget helt andet.

Men også professionelle kritikere og forskere arbejder utrættelig for at analysere filmenes enkeltdele, deres struktur, stil og referencer. Og især forsøger de gennem fortolkning at forstå tingene på nye og overraskende måder og måske finde frem til en højere mening, som vi ikke opdagede ved første øjekast.

Flere fortolkere af Dødens gab er for eksempel kommet frem til, at dræberhajen i Spielbergs film repræsenterer en såkaldt vagina dentata, altså en kusse med tænder. Javel, ja. Christopher Hauke, der har udgivet bøger om Jung’ske begreber og filmen, ser denne tese bekræftet ved, at hajen netop æder Quint, som er ”den mindst ’feminiserede’ mand om bord”.

Men hvordan kan det så være, at hajen begynder med at æde en ung kvinde?! Ja, forskningen arbejder stadig på at finde svaret.

Den slovenske kulturkritiker Slavoj Žižek har i The Pervert’s Guide to the Cinema (udgivet på Ekko-dvd #8) på absolut underholdende vis argumenteret for, at fugleflokken i Hitchcocks Fuglene er udtryk for, at moren forsøger at hindre sin voksne søn i at etablere et seksuelt forhold til den unge kvinde.

”Fuglene er rå, incestuøs energi,” forklarer han fra sin robåd i Bodega Bay. Han melder også klart ud, at de tre etager i det skumle hus i Psycho repræsenterer ego (stueetagen), superego (første sal) og id (kælderen), mens vi desværre ikke får nogen psykoanalytisk placering af motellet, hvor væsentlige begivenheder ellers finder sted.

Nogle vil finde sådanne tolkninger rigelig bombastiske, men man må lade Žižek, at det slet ikke er umuligt, at Hitchcock, som var bevisligt optaget af Freud’ske begreber, faktisk ville være enig. Hitchcock har selv udnævnt slutbilledet i Menneskejagt, hvor togstammen jager ind i den mørke tunnel, til ”et fallisk symbol”! Til gengæld er det nok mere tvivlsomt, om Marx-brødrene Groucho, Chico og Harpo ville skrive under på Žižeks tilsvarende påstand om, at også de repræsenterer henholdsvis ego, superego og id.

Frit fald
Når det drejer sig om grundlæggende at omfortolke en film, er klassikeren ellers ubestrideligt Hitchcocks Vertigo. I filmens første scene hænger vores helt i en tagrende højt over gaden, og da vi ikke får forklaret, hvordan han bliver reddet ud af den kritiske situation, er der frit spillerum for spekulationer. Det var filmforskeren Robin Wood, som først lancerede det synspunkt, at hele filmen udspiller sig, mens vores helt styrter mod sin død. To sekunders frit fald fortalt på to timer.

Det, der er fælles for den slags analyser (og for så vidt også for de fleste konspirationsteorier), er, at der måske ikke er klare beviser imod dem, men på den anden side heller ingen klare beviser for dem. Det kan være svært at modbevise, at Elvis Presley har boet på et plejehjem siden sin angivelige død i 1977, men man må nok også konstatere, at der omvendt ikke er noget, der tyder på det. Der er sådan set heller ikke noget, der modbeviser en tolkning af John Fords Diligencen som en fantasi, der udspiller sig i bevidstheden på en døende amerikansk soldat i Første Verdenskrigs skyttegrave. Men der er heller ikke noget, som bekræfter den.

Christian Braad Thomsen er inspireret af Vertigo-tolkningen, når han om Antichrist for nylig mente, at det ”giver god mening at opfatte hele filmen som barnets paniske fantasier i sekunderne, før det knuses mod jorden.”

God mening? Vi ser jo netop ikke den ringeste panik hos den faldende dreng, tværtimod synes han at svæve som en lille engel. Og det er vel heller ikke særlig oplagt, at en toårs dreng har forestillinger om kognitiv sorgterapi?!

Braad Thomsen er så inde på, at kvindens mishandling af manden – hun bolter hans ene ben fast til en stor sten – må være en reference til Matthæusevangeliets ord om at ”få en møllesten hængt om halsen”, men overser, at det ikke er en møllesten, vi ser (som det var i Dogville), men en slibesten – og den har evangeliet ikke noget at sige om.

Det store svindelnummer
Sådan kan fortolkningskrigen fortsætte så glimrende, helt uden faldne og tilskadekomne. For hvor excentriske fortolkninger i den ordinære virkelighed – alternative forklaringer på JFK’s død, månelandingen eller 9/11 – generelt skaber marginalisering og hoved­ rysten, så er kunstens univers et risikofrit felt for fabulerende adfærd, hvor vi trygt kan boltre os i sludder og vrøvl. Og det gælder ikke mindst film. For hele mediet er jo som udgangspunkt en slags svindelnummer, hvor den menneskelige hjerne narres til at tro, at den oplever noget virkeligt.

Man kunne måske mene, at det ville være oplagt bare at spørge kunstneren selv: Hvad var meningen, hvad var hensigten? Men forståeligt er kunstnere generelt forsigtige med at tilbyde løsninger på deres mystifikationer. Da Trier blev spurgt ind til gåderne i Antichrist, svarede han diplomatisk: “Tillad mig ikke at besvare alle spørgsmål, for jeg kan huske, at nogen har sagt, at man ikke skal spørge hønen om hønsekødsuppe.”

Kubrick var heller ikke særlig meddelsom om tolkningen af sine film. Men vi kan notere, at han netop i forbindelse med The Shining og horror­genren mente, at ”den eneste lov, jeg mener gælder for genren, er, at man ikke skal prøve at forklare og finde fine forklaringer på det, der sker.”

Men selvfølgelig skal vi have lov til at gå på opdagelse i kunstværkernes mere eller mindre uigennemtrængelige vildnisser og forvirrende labyrinter. Men samtidig må vi også erkende, at vi i høj grad blander vores egne fordomme og forestillinger ind i fortolkningsprocessen. Så når vi tror, at vi udreder kunstens hemmelige betydninger og knækker dens skjulte koder, er det som regel os selv, vi møder – i kunstens spejl.