Stjerner og hjemløse på Sunset Boulevard

Så sidder jeg igen og småsveder, selv om der 50 cm til venstre for min 69-årige krop er 50 minusgrader.

Hver gang jeg flyver, nedbryder de fysiske urimeligheder den fornuft, jeg gennem årtier har forsøgt at dressere mine tanker til at underkaste sig for at gøre livet lige så overskueligt som det motorvejsnet, jeg stadig kan skimte nede under skyerne.

Den første tanke på afveje fortæller mig, at der er så meget indpakningspapir i den by, vi flyver imod, at man kan bruge et helt liv på at pakke gaven ud.

Hvis den så viser sig at indeholde ingenting, må man enten affinde sig med, at det farvestrålende gavepapir nu engang var livet selv, eller også revoltere mod en kultur, der har gemt sit ansigt bag uendelige lag af dyrt indkøbt sminke.

Men der findes også usminkede ansigter i filmbyen. Ansigter med åbne sår, som kameraerne ikke gider stille skarpt på. Et talekor af enlige sjæle, som taler til usynlige partnere.

Dybt deprimerende og på samme tid rørende er det at se horderne af hjemløse vandre rundt i Los Angeles’ gader indhyllet i samtaler med dem, de for længst har mistet: forældrene, konen, manden, børnene eller hunden, der engang lod sig klappe og aldrig forlod ens side.

Af en eller anden turbulent grund kan jeg ikke lade være at tænke på, at deres ridsede ansigter engang lå ved en kvindes bryst. Som de fleste af os har ligget ved en kvindes bryst. At også de engang blev kærtegnet af en blid hånd, der lovede dem evig kærlighed.

Hvordan blev al den kærlighed til så uendelig meget ensomhed og ustoppelige talestrømme henvendt til ingen?

Neonblinkende storhedsvanvid
Jeg har besøgt Los Angeles jævnligt gennem fire årtier. Når jeg bevæger mig rundt i den uendelige landsby, går jeg på gengroede stier, som Knut Hamsun kaldte det at vende tilbage til landskaber, der har huset ens liv.

Det er længe siden, jeg første gang blev fascineret af afstanden mellem drøm og virkelighed i Englenes By. Los Angeles’ endeløse rækker af små huse med højtråbende billboards på taget var som at se sig selv i spejlet.

Gavmildt delte filmbyen sit neonblinkende storhedsvanvid med den unge dansker, der havde arbejdet sig fra Hanstholm til Boston på en coaster med frosne fisk.

I Englenes By blev min bondesjæls holden sig ved jorden afløst af en befriende mange på respekt for det, som bare er, til forskel for drømmen om det, der kunne være.

En ung Jon Bang Carlsen venter i New York på en Greyhound-bus, der skal køre ham vestpå mod drømmenes by Los Angeles.

Efter fem dages kørsel mod vest satte Greyhound-bussen mig af på filmbyens hovedpulsåre, som gav navn til en klassiker, jeg som dreng så sammen med min filmgale mormor: Sunset Boulevard fra 1950 af Billy Wilder om en ung manuskriptforfatter på flugt fra sine kreditorer. Hans bil går i stå foran stumfilmstjernen Norma Desmonds pompøse palæ på Solnedgangens Boulevard.

Da vi efter filmen forlod forsamlingshuset græd min mormor. Set gennem hendes tårer blev de blidt bølgende, danske kornmarker forvandlet til en forræderisk kulisse, der skjulte den rå, men fascinerende kamp mellem drøm og virkelighed bag en løgn om et liv i fryd og gammen.

Norma Desmonds palæ lå selvfølgelig heller ikke på en amtsvej i Jylland, men i det sydvestlige hjørne af USA. Og hverken palæet eller kvinden, der fornærmet gemte sig i fortiden, led af danskernes hang til et risikofrit liv på det jævne.

”I’m big, it is the pictures that got small,” påstod Gloria Swanson i glansrollen som den gamle stumfilmstjerne, der var blevet overhalet indenom af en snaksalig tid.

Virkelighedens maske
Jeg havde glædet mig til at besøge Los Angeles, siden jeg som barn opdagede skyernes knivskarpe spejlinger på Limfjordens vande og besluttede at prøve lykken i en profession, der kunne spejle øjeblikkene og gentage dem i en uendelighed, som var døden bare endnu en illusion.

At gå ad Solnedgangens Boulevard, indtil jeg nåede det stille hav, var pilgrimsfærden, jeg havde planlagt i årevis. At gå med ansigtet mod den nedgående sol hele vejen gennem the City of Dreams, indtil mine fødder forsvandt i Stillehavet.

”Which direction is west, please?” spurgte jeg en forbipasserende, som jeg på en tidligere pilgrimsrejse til et andet af min generations skæbnelandskaber havde spurgt en tilfældig østtysker: ”Welche Richtung ist nach Osten, Bitte?”

Dengang var jeg på vej til at fotografere min barndoms legetøjssoldater foran Muren, der adskilte dem, som lod Gud være i himmelen, og dem, som ville tvinge ham ned på jorden i proletariatets navn.

Barndommens legesoldater står ranke i sneen foran Berlinmuren, som Jon Bang Carlsen rejste ned for at lave en film om.

Fra sit kontroltårn stirrede den østtyske grænsevagt tavst ned på den forvoksede baby, der legede med sine soldater foran den forhadte mur gennem Berlin. I grænsevagtens øjne var jeg det sidste bevis på, at kapitalismens endestation er den skinbarlige stupiditet.

Heldigvis er tolerancen større i The City of Dreams, hvor enhver idiot for længst har erkendt, at selv virkeligheden må bruge en maske for at gøre sig synlig i en verden, der altid er lige ved at blive til og derfor umulig at stille skarpt på.

”Which direction is west?” gentog den ældre kvinde og så smilende op på den unge mand, som stod foran hende på Sunset Boulevard med sin alt for store kuffert: ”I once asked that question myself.”

Et strejf af vemod løb over det stærkt pudrede ansigt. Som jeg var flygtet fra Danmark, var hun som hundredtusindvis af andre unge gennem årene flygtet fra virkelighedens bombastiske metropoler langt mod øst for at søge tilflugt i drømmenes landsby, en velsignelse mod vest.

Drømmen bag øjnene
At vokse op i en verden, der påstår, at virkeligheden er uforanderlig, virker dræbende for den unge sjæl, som skal skabe sin egen vej i stedet for bare slavisk at følge i andres fodspor.

Men lige så ulidelig er tanken for den ældre, der skal prøve at bryde fri af datoernes nærsynethed og forbinde sig med et grænseløst landskab, man en skønne dag forsvinder ind i for altid.

Langsomt løftede den ældre kvinde sin højre arm og pegede mod den orange del af himmelen. Præcis som jeg havde drømt hun ville, mens jeg stirrede ud af vinduet på Århus Katedralskole og tænkte på, om livet nogensinde ville begynde. Eller om jeg delte skæbne med cementfliserne nede i skolegården, der for længst havde mistet evnen til at tage på eventyr.

”Thank you, Madam,” sagde jeg og smilede taknemmeligt.

Inden længe ville jeg stå ansigt til ansigt med Stillehavet, som er så stort, at det må gå i ét med himmelen for, at der er plads til det. Som virkeligheden går i ét med drømmen for at rumme livet bag vores øjne.

På sine rejser har instruktøren snakket med de lokale, men også filmet sig selv i en overvejelse over, hvad der er fælles blandt forskellighederne.

Men i Los Angeles har de ikke problemer med at rive sig fri af kontrolfreaksenes hang til at stille skarpt på overflader og ligegyldige årsagssammenhænge. Der kæmper de lokale for drømmenes rettigheder med alle midler.

Det må den unge manuskriptforfatter fra Sunset Boulevard sande, da han anklager stumfilmstjernen for at leve i en for længst uddød drømmeverden. Og hun skyder ham i selvforsvar.

Med øjne lige så udtryksløse som filmkameraet stirrer den sandhedssøgende unge mand mod swimmingpoolens bund. De store, hvide kakler kan være så virkelige som de være vil, uden af den grund at magte at bringe ham tilbage til livet.

Mens pressefotograferne flokkes over det sensationelle lig træder stumfilmstjernen direkte fra glemslens tusmørke ud i mediernes hårdt belyste nutid: ”I’m ready for my close-up, Mr. DeMille!” siger hun og smiler sit glasskårssmil.

Livets puslespil
På min pilgrimsfærd mod Stillehavet passerede jeg forbi villaen, hvor stumfilmstjernen skød den virkelighedsliderlige unge mand.

Men nu var dramaet for længst forbi, og ingen af de smarte dollargrin på Sunset Boulevard blev ført af en falmet stumfilmstjerne, der havde brug for at forelske sig i en ung dansker for at generobre nutiden.

”Just the right amount of violence,” råbte en af 70’ernes filmstjerner ned til mig fra et gigantisk billboard, som støttede den muskuløse unge mand stumfilmstjernens ret til at myrde for at forsvare den tidsepoke, hun havde valgt at gøre til sin.

I et ydmygt hus under det gigantiske billboard stirrede en ældre dame nervøst ud i mørket. Måske frygtede hun, at det monstrøse udsagn, hun husede på sit spinkle tag, ville gøre en ende på hende.

”Just the right amount of violence,” gentog jeg og traskede stædigt videre i min drøms fodspor, længere og længere vestpå ad Sunset Boulevard.

Et puslespil er livet. Uendeligt langsomt samler brikkerne sig til et forståeligt billede. Næsten fyrre år efter mit første besøg i Los Angeles, lavede jeg en film, der fandt sit navn i dette 70’er-øjeblik på Sunset Boulevard: Just the Right Amount of Violence eller I kærlighedens navn, som den kaldes i ironiens hjemland.

Men dengang var ordene bare en leg på nethinden, mens jeg gik mod Stillehavet gennem den neonpyntede landsby, der blev ved og ved – som en drøm, der ikke kan finde ud af, hvornår den krydser grænsen til virkeligheden og derfor bør holde op.

Snebolde med syltetøj
Mine arme var følelsesløse.

Ud over filmmanuskripter i tvivl med sig selv indeholdt kufferten et portræt af min mormor, som aldrig fik lov at indfri drømmen om at opleve Amerika, men nu takket være sit rejselystne barnebarn var ankommet til ”the land of the free and the home of the brave”.

Over mig forsvandt solen bag endnu et kæmpestort billboard. Et kendt skuespillerkranie stirrede ud i natten og proklamerede: ”Tall girls lay longer!”

Pludselig gentog en stemme ude i mørket: ”Tall girls lay longer!” Stemmen var hæs af druk og kunne umuligt tilhøre andet end et levende menneske.

”Welcome to The City of Dreams, Baby!” råbte en hjemløs mand iført en hat dekoreret med et krøllet fotografi af Marilyn Monroe. En elastik om hvepsetaljen holdt starletten fast, mens hun fnisende bøjede sig frem mod sit publikum.

En hjemløs mand i Los Angeles har prydet sin hat med et billede af symbolet på glamour: Marilyn Monroe.

Med et tandløst smil åbnede den hjemløse sin beskidte favn for endnu en blondine, der i ensom majestæt slæbte en tung kuffert ned ad Sunset Boulevard. Som tusindvis af håbefulde starletter gjorde gennem alle de år, den gamle soldat havde overlevet sine angstneuroser fra Vietnamkrigen i buskene langs solnedgangens boulevard.

”Sweetie, stay with me! You will never make it all the way to the Pacific tonight!”

I det samme ramte lyset fra en limousine mit trætte ansigt og afslørede skægstubbene på den langhårede danskers blege kinder. Endnu engang var den hjemløse blevet forrådt af virkeligheden.

Udmattet fulgte jeg hans råd og opgav at følge Sunset Boulevard hele vejen til Stillehavet den samme aften. Mens jeg hvilede mine ømme fødder på boulevardens stadig varme asfalt, talte jeg med den hjemløse om livet på hver vores afveje.

Efter en flaske Gammel Dansk købt i Kastrup lufthavn blev vi så gode venner, at jeg introducerede ham til fotografiet af min mormor i hendes fine, ovale ramme.

”All her life she dreamt about becoming a star in Hollywood,” løj jeg for at gøre min generte mormor relevant i den sårede krigers øjne.

Mens den hjemløse stirrede ind i Sigrid Bangs milde øjne, fortalte jeg ham, at hun plejede at sende os ud i haven, når nysneen dalede ned over Viborg for at fange snefnuggene, før de nåede jorden.

Så puttede hun jordbærsyltetøj på guds iskolde gaver og fodrede sine børnebørn med dem.

Den solskoldede mand på Sunset Boulevard havde aldrig stået musestille i nysneen og spist snebolde med syltetøj på. Derfor blev han bevæget og stirrede på kvinden fra Viborg som et barn, der kun tør glide ind i søvnens mørke, mens det ser ind i sin mors kærlige øjne.

Sandhed i løgnen
Da jeg vågnede tidligt næste morgen, lå Sunset Boulevard øde hen i morgenlyset, men lyden af store bølger forvirrede mig.

For enden af en sidevej opdagede jeg pludselig de lyseblå livredderhuse på Santa Monica Beach, og bag dem containerskibe på vej op ad kysten mod San Francisco og Seattle.

Anklagende vendte jeg mig mod den hjemløse, der aftenen før havde bildt mig ind, at Stillehavet var timer væk, men både han og min mormor var forsvundet.

Gennem et af flyets små fængselsagtige vinduer får jeg pludselig øje på motorvejsnettet igen, nu bare med flere vejbaner end i det lille land, flyet forlod for tolv timer siden.

Snart ser jeg ud på en verden, der sveder lige så meget som mig selv. Urimelighedernes tid er forbi. Mens flyet triller hen mod ankomstterminalen i Los Angeles International Airport, får fornuften derfor igen kontrol med mine tanker. Og hvem ved, måske er det derfor, jeg allerede har glemt dem.

Jeg er tilbage i USA for at lave optagelser til en ny film. Mine dage går med at filme teenagere, der kæmper for retten til at gå deres egne veje på en high school in the middle of nowhere. Om aftenen ligger jeg udmattet i mit motelværelse og glor på præsident Trump, der dukker op i medielandskabet her og der og alle vegne.

På sin egen snedige facon er det lykkedes Trump at sælge løgnen som en forbedret version af sandheden. Et øjeblik tænker jeg på, om jeg selv gør mig skyldig i det samme, når jeg arrangerer mine teenagere foran kameraet, så vinklen spejler elementer i min egen fortid som teenager, og de derved bliver forståelige for mig.

”Trump is not lying, he is just playing the game,” siger en sekretær på skolen næste dag, mens vi stiller kameraet op og smalltalker. Dermed giver hun både mig og manden i det kridhvide hus et alibi for vores ugerninger.