Reportage
22. mar. 2014 | 21:47

Mere gummi og latex i morgen

Foto | Andrea Barone
Uden mad og drikke dur helten ikke. Det gælder også for fetichister, som her ses i Pan Play Decadence, der er på programmet lørdag aften i Husets Biograf.

Imellem spaltede penisser, piercede hæmorider og indbundne nøgne kvinder var der også plads til både humor og melankoli ved åbningen af den første Fetish Film Festival i Husets Biograf.

Af Jesper Olsen

David Carradine, ham fra Kill Bill, døde af autoerotisk asfyksi. Det er en sexleg, der går ud på at hæmme vejrtrækningen for at opnå større nydelse. Også kaldet ”breath control”, eller kvælesex på ugebladssprog.

Så jeg vidste godt, at han var kinky, og det var egentlig ret matter of fact-agtigt at få at vide, at han havde en Prins Albert (mainstream inden for penispiercing).

Selvfølgelig havde han det. At hans kæreste engang piercede hans hæmoride … så langt rakte min fantasi dog ikke.

Men efter en aften i selskab med bondagekunstnere, to spankingbegejstrede homoseksuelle i 70’erne og en familiefar, der klæder sig i dametøj og går i swingerklub, er man ved at være hærdet.

Fredag aften åbnede den første Fetish Film Festival i Husets Biograf.

”Der kommer mere gummi og latex i morgen,” lover aftenens vært og programlægger, Steen Schapiro, mig ude foran baren. ”I dag handler det mere om psykologi og relationer.”

Udsigt til mellemkødet
Det er nu hardcore nok for mig, da den første film, Ein Wochenende in Deutschland, åbner med frit udsyn til en ældre mands mellemkød. Anklerne er fæstnet til to lænker i loftet, og benene stritter op i luften, let spredt.

Klar til smæk.

Men lige så stille og umærkeligt bliver Jan Soldats dokumentar om det homoseksuelle par, Manfred og Jürgen, faktisk både vedkommende og nærmest rørende. Den indfanger den absurde kontrast mellem parrets dagligdags sysler, hyggestunderne ved morgenbordet og solbadningen i haven – og så spankinglegen med vennen Rosi.

Den er også skæg.

De livfulde gamlinger har en humor så grov og bramfri, at den ville give mange jævnaldrende åndenød (og ikke på autoerotisk asfyksi-måden). Og der skraldgrines i den stort set fyldte biografsal, når den ene af dem giver sig til at læse en bog, mens han står og filmer deres SM-leg, og den anden selvtilfreds beundrer sine tænder, da de senere ser optagelsen igennem i deres sofa.

”Det er sjovt, fordi det er genkendeligt. Man kender det fra sig selv, og det er jo lidt mærkeligt, det dér med at man det ene øjeblik står og ordner vasketøjet, og det næste går man op og hygger på den måde,” forklarer et tæt omslynget, aarhusiansk par bagefter i baren.

Som de fleste andre gæster er de selv fetichister – i deres tilfælde bondagedyrkere.

Steen Schapiro uddeler mange kram, og dem han ikke krammer, ved for det meste, hvem han er. Så er der lige enkelte unge, der læste forskræppet på Ekkos hjemmeside og blev nysgerrige.

På swingerklub iført paryk
Hovedpersonen i film to, Heilige & Hure, ligner en forretningsmand, når han ikke går i swingerklub og tager dametøj og paryk på. Det er ikke helt problemfrit, når man har børn og stadig er gift.

Konen har prøvet at gøre sig indbydende med frækt undertøj, og hun overvejer en brystoperation. For han kastede lange blikke, dengang hun ammede. Men siden hun fødte, har han ikke kunnet se på hende som en ”bitch”, han kan begære.

Det er en stueren film med et universelt tema. Hvad kan hendes kærlighed holde til, og er han villig og i stand til at undertvinge sine biseksuelle lyster?

Mange af gæsterne i Husets Biograf hemmeligholder deres feticher for familie og bekendte.

”Min seksualitet er ikke noget, jeg går og flasher uden for miljøet,” siger en hærdebred, skaldet mand, der beskriver sig selv som masochist. Og parret fra Aarhus har ikke fortalt deres familie om deres bondagedyrkelse.

”Når det alligevel kommer frem i forskellige sammenhænge, bliver man mødt med skepsis,” siger den blonde kvinde.

Håndjern på danske natborde
Steen Schapiro snakker i sin introduktion om Sigmund Freud, der mente, at en fetichist er en syg mand, der skal behandles med psykoanalyse.

Det var den dominerende holdning i en menneskealder.

Men i dag ligger der en Orion-sexbutik i både Rødovre Centrum og Herning Centret – og et sæt håndjern ved siden af læsebrillerne og kriminalromanen på mange danske natborde. Behøver det så stadig være hemmeligt?

”Der må gerne fortsat være noget, som er tabu og hemmeligt. Det må ikke gøres alt for banalt, for så bliver det også ligegyldigt,” siger Steen Schapiro.

”Det handler bare om at blive tolereret og accepteret, og det bliver det langt mere i dag. Mange musikvideoer har taget afsæt i æstetikken, og hr. og fru Danmark eksperimenterer i dag med bindelege og lignende. Sådan var det ikke for tyve år siden.”

Shamaner og spiritualisme
Der er ingen i SM-kostumer i Husets Biograf. Folk er klædt i hverdagstøj. Kun Schapiro stikker lidt ud i sin showman-agtige, dybrøde skjorte.

Men der er stemning. Der hviler en kultisk mystik over den dæmpede, røde belysning i baren, som er dekoreret med lavalamper og billedrammer.

Det er det univers, de sidste par film opholder sig i. Den ene handler om japansk bondagekunst – kinbaku – fotograferet i gyldenglødende tableauer. Og den anden, Body of God, giver indblik i kropskunst af den virkelig ekstreme slags.

Piercinger i penis, vagina og øjenlåg, pikke kløvet på midten som brændeknuder og scarification, hvor permanente mønstre og motiver skæres ind i huden. Det meste i nærbilleder … Det er den spirituelle side af fetichismen, som Steen Schapiro har talt om i sit oplæg. Den magiske. Suggestion, ekstase, ud af kroppen og ind i trancen.

Filmen handler især om Fakir Musafar, en såkaldt shaman, der var inspireret af urgamle stammekulturer og er far til bevægelsen Modern Primitives. Den består af mennesker, som føler et tomrum i den moderne verden og fylder det ud med ritualer fra primitive kulturer.

Netop den moderne verden kalder bagefter.

Den skal man lige omstille sig til efter fire timers fetichisme. Og om den forstår det, der foregår i Husets Biograf denne weekend, og dem, der kommer, er måske ikke pointen. Det er deres egen lille hemmelighed.

Kommentarer

Fetish Film Festival

Festivalen afholdes i Husets Biograf i København 21. til 23. marts.

Det er første gang, at Husets Biograf afholder en decideret fetichfestival. Man har tidligere vist film fra Fetisch Film Festival i Kiel, hvor også årets film kom fra.

Filmene er udvalgt og præsenteres af Steen Schapiro.

Han har været klipper på flere danske film og tv-serier, heriblandt Forbrydelsen, og lavet film om fetichisme.

Se programmet.

© Filmmagasinet Ekko