Nyhed
26. juli 2018 | 17:22

#MeToo-bevægelsen rammer kinesisk tv-stjerne

Foto | China Daily
Zhu Jun er en stor tv-personlighed i Kina, hvor han i 21 år har været vært på den årlige nytårsfestival, som har op imod en milliard kinesiske tv-seere. Nu anklages han for seksuelle krænkelser.

En kendt tv-vært i Kina anklages for at have seksuelt krænket en praktikant i forbindelse med et show.

Af Frederik Bakkerud

#MeToo har sat sit tydelige mærke på de vestlige lande, og nu synes bevægelsen langt om længe at blomstre i Kina.

Zhu Jun ringer næppe nogen klokker herhjemme, men er en stor tv-personlighed i Kina. Han er vært for en årlig nytårsfestival, der er produceret af det statsejede tv-selskab CCTV og tiltrækker op imod en milliard seere.

Nu anklages Zhu Jun for sexchikane, skriver The Hollywood Reporter.

Modstand fra myndighederne
Anklagerne kommer fra en forhenværende praktikant på tv-showet Artistic Life, hvor Zhu Jun interviewer stjerner i den kinesiske musik- og filmbranche.

Overgrebet skulle have fundet sted i tv-værtens omklædningsrum og blev afbrudt, da en af showets gæster dukkede op.

Den forulempede kvinde gik til politiet. Men politiet understregede Zhu Juns status i det kinesiske samfund og overbeviste hende om at droppe anklagerne.

Kvindens opslag på Weibo, et af de førende sociale medier i Kina, gik hurtigt viralt. Men det forsvandt ud af den blå luft efter få timer – angiveligt ikke på bloggerens eget initiativ, skriver The Hollywood Reporter.

Et kæmpe problem
Zhu Jun er måske det første prominente offer for #MeToo-bevægelsen i den kinesiske underholdningsbranche. Men tilfældet er ikke enestående, hvis man tæller den samlede magtelite.

Seksuelle krænkelser er allerede et kæmpe problem i verdens mest folkerige land.

Ifølge en undersøgelse foretaget af City University i Hong Kong fra 2009 har op imod 80 procent af kinesiske kvinder oplevet sexchikane på arbejdspladsen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko