Ekko Shortlist Awards 2020
21. nov. 2020 | 21:32

#MeToo-drama vinder Ekko Shortlist Awards

Foto | Jonatan Mose
En generationsopgør bryder ud, når praktikanten Nikoline (Emma Sehested Høeg, tv.) i En flirt går til journalisten Eva (Marie Bach Hansen) og fortæller om problemer med sexchikane på deres arbejdsplads.

Zinnini Elkingtons En flirt tager hovedprisen ved årets prisuddeling, hvor filmuddannelserne Super16 og Den Danske Filmskole står for de største sejre.

Af Nicki Bruun

2020 blev året, hvor Danmark og den danske filmbranche for alvor tog #MeToo-bevægelsen og overgreb til efterretning.

Efter Sofie Lindes afsløring på landsdækkende tv kom der gang i selvransagelsen i film- og mediebranchen. Og her til aften har #MeToo-dramaet En flirt vundet hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards.

Instruktør Zinnini Elkington blev kaldt op på scenen for at modtage Shortlist Prisen, der uddeles af en professionel jury og medfølger en pengepræmie på 25.000 kroner.

En flirt vinder også prisen for bedste manuskript, der er skrevet af Marianne Lentz. Historien følger den frisindede journalist Eva (Marie Bach Hansen), der til en fest bliver udsat for et overgreb af sin nye chef (Niels Olsen).

Filmen fik ved premieren topkarakteren seks stjerner af Ekkos begejstrede anmelder, der samtidig udråbte Elkington og Lentz til to af tidens største talenter. Det hersker der nu ingen tvivl om, og det skal blive spændende at følge deres videre færd i dansk film!

Stor aften for Super16
Skuespillerne Zaki Youssef og Besir Zeciri havde værtstjansen, hvor de tog pis på alt og alle – ikke mindst sig selv – i Bremen Teater. Blandt aftenens presentere var Thomas Vinterberg, Jørgen Leth og kulturminister Joy Mogensen.

De to priser til En flirt er ikke den eneste sejr for film fra den københavnske filmuddannelse Super16.

I kategorien for bedste fiktion vinder færøske Andrias Høgenni for sin afgangsfilm Ikki illa meint. Også den film behandler et samfundsaktuelt emne, nemlig unges adfærd på sociale medier. Det udvikler sig til et drabeligt verbalt opgør, når to veninder mødes i Føtex.

Filmen blev udtaget til og en vandt en pris på sidste års Cannes-festival, så nu er der store forventninger til instruktørens næste projekt.

Ikki illa meint vinder i en sammentælling af juryens vurdering og stemmer fra brugerne på Ekko Shortlist, hvor der i år var rekordhøj deltagelse trods en forkortet stemmeperiode.

Publikum Prisen bliver alene bestemt af brugerne, og den går til det unge talent Kristine Bidstrup for dramaet Lidt endnu, der er lavet med udgangspunkt i et ophold på den fremadstormende Filmhøjskolen Møn.

Filmen foregår også på en højskole og handler om Anna, som føler sig fanget mellem sin kæreste og interessen for en ny og spændende fyr.

Tredje pris til Sofie Torp
Den Danske Filmskole lagde sig før Ekko Shortlist Awards i front med hele 22 nomineringer, mens Super16 tegnede sig for halvt så mange.

Selv om afgangsfilmene fra den seneste årgang må se sig slået i nogle kategorier, vinder Filmskolen mange af prisuddelingens monolit-statuetter.

Sofie Torp tager prisen for bedste kvindelige skuespiller med sin medrivende præstation som den forvirrede singlekvinde i Katrín Björgvinsdóttir Dronning Ingrid.

Skuespilleren fik sit gennembrud i Ser du månen, Daniel, da hun både vandt en Bodil og Robert for birollen som Daniel Ryes søster. Men i Dronning Ingrid får hun plads til at udforske en kvinde, hvis usikkerhed er slående menneskelig. Der arbejdes på at udvide filmen til en tv-serie.

På herresiden vinder Thomas W. Gabrielsson, der lukker publikum ind i en kompliceret hovedpersons tankespind i Forestillingen om Juliane.

Mads Mengels erindringsdrama om en teaterinstruktør og hans Alzheimers-ramte kone var nomineret i fem kategorier. Den er en medrivende og poetisk fortælling om hukommelse, svigt og kunstens flygtige væsen.

Honorering af klippetalent
Komponisten Lasse Aagaard har præsteret den store bedrift af vinde sin anden pris ved Ekko Shortlist Awards.

Han vandt i 2017 for musikken til dokumentaren Vi lader billedet stå et øjeblik, og i år kan han igen hæve armene i triumf over sin sejr for bedste originale musik i Viktor på månen.

Christian Arhoffs sort-hvide Filmskole-komedie om en ung og akavet mands første date skaber en lystig, jazzet stemning, der sammen med den elskværdige hovedperson – spillet af Nicolai Jørgensen – gør filmen umulig at stå for.

Prisen for bedste klipning går til Nikoline Løgstrup. I Katrine Brocks’ drama om psykisk sammenbrud, Under bølgerne, over skyerne, skaber klipperen forståelse for venindeforholdet med sin skarpe håndtering af dialogen og fascinerende indskud af associationer.

Den sidste af aftenens fem priser til film fra Den Danske Filmskole går til Kenneth Damsgaard for scenografien i Emilie Marloth Frøkjærs Hollow Heart.

Med et distanceret og køligt univers indrammer han billedskønt historien om en kunstner og hendes datter.

Tyveårig vinder dokumentarpris
The Animation Workshop i Viborg har tradition for at sidde tungt på priserne for bedste animation ved Ekko Shortlist Awards.

Sådan var det også i år, hvor fire af de fem nominerede enten var af studerende på uddannelsen eller lavet af en instruktør, som var i residens på skolens kreative værksted.

Sejren går til britiske Jennifer Alice Wright for det dragende mysteriedrama Hvor træerne blokerer for lyset, hvor en parkbetjent opdager en hemmelighed, mens hun efterforsker brorens død.

I dokumentarkategorien var der hård kamp mellem tre film fra Filmskolen, men prisen ender med at gå til det unge stortalent Laurits Helligsøe for den følsomme dokumentar Morfar flytter hjemmefra?

Den blot tyveårige instruktør følger med kameraet sin egen morfar, der kæmper for at blive boende på sin fædrene gård, mens hans døtre forsøger at overtale ham til at flytte på plejehjem.

Gensyn med barnepiger
Det var ikke årets eneste pris til en dokumentarfilm.

Johan Assing Høyer vinder for bedste lyddesign i Signe Barvild Stæhrs rørende personlige Barnepigerne.

Her undersøger instruktøren oplevelser, som hun ikke husker særlig godt. Moren døde pludselig, da Signe var fem år gammel, og gennem samtaler med forskellige barnepiger stykker hun fortiden sammen.

Lyddesignerens vekselvirkning mellem livlig atmosfærelyd og subtile detaljer er med til at skabe en smuk fortælling om nærvær og fravær.

Endelig går prisen for bedste fotografering til Jan Bastian Muñoz Marthinsen for kærlighedsdramaet Når verden bøjer.

Han fanger en ekstremt sanselig poesi i det intime portræt af to unge mennesker i en spirende forelskelse. På den måde kaster den lille film sig hovedkulds ud i en udforskning af livets største øjeblikke.

Særpris til statist
Og så blev der uddelt en særpris ved årets udgave af Ekko Shortlist Awards.

Den går til Kevin K. Yuven for fremragende statistarbejde i ”stort set alle de nominerede film”, som værtsparret Zaki Youssef og Besir Zeciri formulerede det.

Skuespilleren dukker op i baggrunden i hele tre af filmene fra Filmskolen: Dronning Ingrid, Viktor på månen og Studie udi menneskedyret no. 38. HJERTEKVALER.

Et stort tillykke skal lyde til ham og alle de andre vindere!

Ekko Shortlist Awards 2020

 

Shortlist Prisen

 

VINDER: En flirt
Instr. Zinnini Elkington
Prod. Lea Lykke

Akvarieklubben
Instr. Peter Ahlén
Producer: Sofie Brandt & Anne Falkesgaard Hansen

Bror
Instr. Sara Hjort Ditlevsen
Prod. Maj Andersson

Castingen af en uskyldig kvinde
Instr. Jacob Thomas Pilegaard
Prod. Signe Høiholm Fejer

De lystsyge
Instr. Jonathan Gelvan
Prod. Asser Bo Paludan & Sofie Vendelbo Bergstein

Far Behind
Instr. Eigil Hedegaard & Tobias Gilbert
Prod. Eigil Hedegaard, Tobias Gilbert & Julius Alsinger

Gourmet
Instr. Nikoline Vicic Rasmussen
Prod. Nikoline Vicic Rasmussen & Olga Thor

Himmelknald
Instr. Andrea Stief
Prod. Jasmine Hermann Naghizadeh

Kunsten at slå evigheden i stykker
Instr. Adam Paaske
Prod. Adam Paaske

Lidt endnu
Instr. Kristine Bidstrup
Prod. Simon Rod & Olivia Sinclair

lille a
Instr. Cecilie McNair
Prod. Birgitte Rask

Sabbat
Instr. Holger Karberg
Prod. August Magnusson

Solstråle
Instr. Carla Malling Agger
Prod. Lasse Weis

Spandex
Instr. Michael Kunov
Prod. Giulia Triolo

Stjerner på himlen
Instr. Casper Lind
Prod. Martin Fugl Chabert

The Kids Are Alright
Instr. Bobbie Müller
Prod. Laura Almstrup & Bjarke Kastberg Andersen

Tre til tango
Instr. Malene Begtrup
Prod. Simon Polmann Dyreby

Under bølgerne, over skyerne
Instr. Katrine Brocks
Prod. Pernille Tornøe

Undskyld, er der ik’ noget signal her?
Instr. Luna Green Hartvigsen
Prod. Mads Friis Becquet

Vandreren
Instr. Julie Annlie
Prod. Julie Annlie

 

Publikum Prisen

 

VINDER: Lidt endnu
Instr. Kristine Bidstrup
Prod. Simon Rod & Olivia Sinclair

 

Fiktion

 

VINDER: Ikki illa meint
Instr. Andrias Høgenni
Prod. Johannes Rothaus Nørregaard

Dronning Ingrid
Instr. Katrín Björgvinsdóttir
Prod. Josefine Pil

En flirt
Instr. Zinnini Elkington
Prod. Lea Lykke

Forestillingen om Juliane
Instr. Mads Mengel
Prod. Victor Cunha

Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER
Instr. Jacob Møller
Prod. Charlotte Hjordt

 

Dokumentar

 

VINDER: Morfar flytter hjemmefra?
Instr. Laurits Helligsøe
Prod. Mette Mikkelsen

3 Logical Exits
Instr. Mahdi Fleifel
Prod. Mahdi Fleifel

Enten eller
Instr. Thora Lorentzen
Prod. Karen Kristensen & Anna Malmkjær Willumsen

Manifest
Instr. Assa Rytter
Prod. Josefine Pil

Villa Villekulla
Instr. Patricia Bbaale Bandak
Prod. Victor Cunha

 

Animation

 

VINDER: Hvor træerne blokerer for lyset
Instr. Jennifer Alice Wright
Prod. Michelle Nardone

Gadejørgen
Instr. Kristian Nordentoft
Prod. Mikkel Kristensen

Mimi
Instr. Lisa Fukaya
Prod. Tim Leborgne

Præstebørn
Instr. Joel Stenbäck
Prod. Michelle Nardone

Shergar
Instr. Cora Mckenna
Prod. Michelle Nardone

 

Kvindelige skuespiller

 

VINDER: Dronning Ingrid – Sofie Torp
En flirt – Marie Bach Hansen
Ikki illa meint – Mariann Hansen & Sissal Drews Hjaltalin
Hvilken vej kom vi fra? – Clara-Aviaya Helsted Hvid
Under bølgerne, over skyerne – Kristine Kujath Thorp

 

Mandlige skuespiller

 

VINDER: Forestillingen om Juliane – Thomas W. Gabrielsson
Draget – Henrik Birch
Pinkies begravelse – Niklas Herskind
Postludium – Morten Hee Andersen
Vægge af beton – Rudi Køhnke

 

Manuskript

 

VINDER: En flirt – Marianne Lentz
Forestillingen om Juliane – Sara Isabella Jønsson & Mads Mengel
Ikki illa meint – Andrias Høgenni
Sabbat – Holger Karberg
Under bølgerne, over skyerne – Denise Kræmer Jacobsen & Katrine Brocks

 

Fotografering

 

VINDER: Når verden bøjer – Jan Bastian Muñoz Marthinsen
En flirt – Jonatan Mose
Forestillingen om Juliane – David Bauer
Kaboos – Anthon Falkenstrøm Tougaard
Viktor på månen – Loui Ladegaard

 

Klipning

 

VINDER: Under bølgerne, over skyerne – Nikoline Løgstrup
Color Me – Peter Brandt
Dronning Ingrid – Cathrine Odgaard
Forestillingen om Juliane – Louis Emil Ramm Seeberg
Lille a – Martin Anthon Sørensen

 

Scenografi

 

VINDER: Hollow Heart – Kenneth Damsgaard
Beskyt deres egne – Ida Klarskov
Forestillingen om Juliane – Maj Katzenelson
Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER – Amalie Skovhus Petersen
Viktor på månen – Camilla Lüders Weile

 

Lyddesign

 

VINDER: Barnepigerne – Johan Assing Høyer
Bliss of Struggle – Buster Jønsson & Morten Krog Helgesen
Natbus – Andreas Sandborg
Renovering – Jacques Pedersen
Stakler – Catrine le Dous, Stefan Leissner & Joachim Hartung Nyholm

 

Original musik

 

VINDER: Viktor på månen – Lasse Aagaard
Barnepigerne – Rumpistol
Ikki illa meint – Sune Kølster
Mimi – Sena Oshima
Sort som Iris – August Fenger

 

Særpris: Bedste statist

 

VINDER: Kevin K. Yuven

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Ekko Shortlist Awards hylder danske kortfilm og filmtalenter.

De nominerede var udvalgt blandt film på Ekko Shortlist fra 11. november 2019 til 2. november 2020.

Vinderne blev fundet i en sammentælling af brugernes stemmer og juryens rangeringer.

Prisuddelingen er støttet af Det Danske Filminstitut.

Vinderne



Shortlist Prisen
En flirt

Instr. Zinnini Elkington 




Publikum Prisen
Lidt endnu
Instr. Kristine Bidstrup


Andrias Høgenni

Bedste fiktion

Ikki illa meint
Instr. Andrias Høgenni




Bedste dokumentar
Morfar flytter hjemmefra?
Instr. Laurits Helligsøe




Bedste animation
Hvor træerne blokerer for lyset
Instr. Jennifer Alice Wright




Bedste kvindelige skuespiller
Dronning Ingrid
Sofie Torp




Bedste mandlige skuespiller
Forestillingen om Juliane
Thomas W. Gabrielsson




Bedste manuskript
En flirt
Marianne Lentz




Bedste fotografering
Når verden bøjer
Jan Bastian Muñoz Marthinsen




Bedste klipning
Under bølgerne, over skyerne
Nikoline Løgstrup




Bedste scenografi
Hollow Heart
Kenneth Damsgaard




Bedste lyddesign
Barnepigerne
Johan Assing Høyer




Bedste originale musik

Viktor på månen
Lasse Aagaard 

© Filmmagasinet Ekko